Morgen-briefing: TDC-formand trækker sig efter turbulent år / Techgiganter holder fast i chat-scanning trods EU-nej / OpenAI sætter Stargate-projekt på pause

TDC-formand trækker sig efter turbulent år. Techgiganter holder fast i chat-scanning trods EU-nej. OpenAI sætter Stargate-projekt på pause. Meta strammer teen-konti på Instagram.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen folkens

Weekenden står for døren. Men inden vi stempler ud efter en ganske kort uge på kontoret, så skal du serveres Computerworlds espresso-opkog af technyheder.

Morgen-briefingen er sat sammen af cyberredaktør Frederik Therkildsen.

God læselyst.

TDC-formand trækker sig efter turbulent år

Susanne Juhl fratræder som bestyrelsesformand for TDC Holding efter et år, hvor hun har stået i spidsen for at samle magten i koncernen og gøre TDC klar til kun at have én ejer.

Ifølge TDC er den opgave nu afsluttet blandt andet med navneændringen fra det ene ben af forretningen Nuuday til TDC Brands.

“Sammen med en stærk kreds af ejere, bestyrelser og ledelser har vi navigeret gennem en periode med store forandringer. Vi har styrket selskabsledelsen, samlet organisationen under en klarere bestyrelsesstruktur og taget vigtige skridt for at ruste TDC til fremtiden,” skriver hun i et opslag på LinkedIn.

Posten overtages derfor af Nathan Luckey fra den australske kapitalfond Macquarie, som i forvejen står centralt i ejerkredsen.

Skiftet kommer, mens TDC fortsat venter på myndighedernes godkendelse af den ejerændring, der skal efterlade Macquarie alene ved roret.

Susanne Juhl er bestyrelsesformand for Aarhus Havn og forsyningsselskabet Hofor.

Techgiganter holder fast i chat-scanning trods EU-nej

Microsoft, Google, Meta og Snapchat lover nu, at de vil fortsætte den frivillige scanning for overgrebsmateriale mod børn i Europa, selv om det midlertidige lovgrundlag udløb 3. april uden en afløser.

EU-Parlamentet nåede ikke til enighed om at forlænge undtagelsen, og Kommissionen siger derfor klart, at selskaberne uden et nyt retsgrundlag ikke længere må opsnappe den type indhold i private beskeder.

Dermed sværger techgiganterne i praksis troskab til selve grundideen bag chatkontrol: at private samtaler kan screenes i jagten på ulovligt materiale.

Det er en model, som tidligere justitsminister Peter Hummelgaard (S) har talt yderst varmt for herhjemme, men som i Bruxelles fortsat støder direkte ind i den samme mur: privatlivets fred i den digitale sfære.

OpenAI sætter britisk Stargate-projekt på pause

OpenAI har sat planerne om det britiske datacenterprojekt Stargate UK på pause, selv om satsningen så sent som sidste år blev lanceret som et løft til Storbritanniens AI-ambitioner.

Ifølge det britiske techmedie The Register peger selskabet på to tunge benspænd: dyr energi og et reguleringsmiljø, der gør det svært at regne en langsigtet investering hjem.

Førstnævnte er sandsynligvis et resultat af stigende energipriser efter Trumps krig i Mellemøsten.

Dermed er Sam Altmans storladne datacenterdrøm for en stund løbet ind i den klassiske virkelighedsmur af watt, regler og regneark.

OpenAI fastholder dog, at projektet kan blive genoplivet, hvis vilkårene ændrer sig.

Meta strammer teen-konti på Instagram

Meta ruller nu en opdateret version af Instagrams teen-konti ud globalt, hvor brugere under 18 automatisk placeres i en mere begrænset indholdsoplevelse.

Ifølge selskabet skal indholdet nu i højere grad svare til det, man ville møde i en film med 13+ aldersgrænse, mens forældre kan vælge en endnu strammere model med færre kommentarer, mindre synligt indhold og hårdere filtrering.

Tiltaget viser, at Meta fortsat forsøger at dæmpe kritikken af, hvad unge møder på platformen - uden at slippe selve maskinen for engagement løs.

Navnenyt fra it-Danmark

Thomas Nakai, Product Owner hos Carlsberg, har pr. 27. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Thomas Nakai

Carlsberg

Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Thomas Bjørn Nielsen som E-Commerce Manager. Han skal især beskæftige sig med at optimere og vækste virksomhedens digitale platforme yderligere. Han kommer fra en stilling som Operations Project Manager hos Tiger Media. Han er uddannet fra Aalborg Universitet og har en MSc. i International Virksomhedsøkonomi. Nyt job

Thomas Bjørn Nielsen

Renewtech ApS

Mikkel Hjortlund-Fernández, Service Manager hos Terma Group, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest. Foto: Per Bille. Færdiggjort uddannelse
netIP har pr. 20. januar 2026 ansat Mikkel Lykke Petersen som Datateknikerelev ved netIP Thisted/Aalborg. Han er uddannet håndværker og har arbejdet som både montør, mekaniker, tømrer og tagdækker. Nyt job