Der er fundet en sårbarhed i den teknologi, som bruges på de retsmedicinske laboratorier, der gemmer på amerikanske DNA-beviser.
Det betyder ifølge Wall Street Journal, at der har været en risiko for, at laboratorierne kunne blive hacket, og at der i så fald kunne manipuleres med beviserne.
Opdagelserne er gjort af en række forskere og dataloger, der har fastslået, at det er muligt med hjælp fra computerkode produceret med hjælp fra AI at ændre på data, der stammer fra digitaliserede scanninger af fysiske DNA-beviser, uden at der bliver efterladt spor i systemerne.
Sårbarheden har ifølge Wall Street Journal sandsynligvis eksisteret, siden maskinerne begyndte at producere scanningerne i 1995, men først nu er sårbarheden blevet opdaget ved hjælp af kunstig intelligens.
“Reelt set har vi datafiler, der med rette bliver omtalt som guldstandarden inden for retsvidenskaben, men som i dag end ikke har samme niveau af manipulationssikre markeringer, som vi kræver af en papirspose,” siger Laura Gaydosh Combs, der er professor ved University of New Haven og har bidraget til forskningen, til Wall Street Journal.
Udsender sikkerhedsmeddelelse
Det er virksomheden Thermo Fisher Scientific, der udvikler maskinerne, som bliver brugt i laboratorierne, og selskabet udsendte fredag en sikkerhedsmeddelelse, der betegnede sårbarheden som alvorlig.
I meddelelsen advarer selskabet om, at der, hvis laboratoriernes kontrolforanstaltninger omgås, er en risiko for ”næsten uopdagelige ændringer” af visse filer.
Til Wall Street Journal oplyser selskabet desuden, at det samarbejder tæt med det amerikanske agentur for cybersikkerhed og infrastruktur om at løse problemet.
“Vi værdsætter de retsmedicinske forskeres arbejde med dette emne, og vi har udsendt en softwareopdatering, der indfører brugen af digitale signaturer for at tilføje et ekstra lag beskyttelse. Fremover vil det hjælpe kunderne med at kontrollere, at datafiler ikke er blevet ændret,” oplyser selskabet.