Under den kolde krig undrede det mig, at IKEA aldrig vidste, hvornår en udsolgt vare ville komme igen.
Børsens Nyhedsmagasin opklarede mysteriet: IKEA fik alting produceret hos de kommunistiske rædselsregimer i Østeuropa, og de kunne jo ikke lave noget til aftalt tid.
IKEA havde mange fordele af ordningen.
Billige og uden brok
Miljøfarlige lakker var intet problem, og kommunisterne manglede hård valuta, hvorfor arbejdskraften (ofte tvangsarbejdere) og materialerne var billige. Ingen fagforeninger.
Perfekt.
Hvordan kunne ham den rige svensker forsvare at handle med lande, der behandlede deres borgere meget skidt og havde som erklæret mål at ødelægge os via en erobringskrig og lade den overlegne kommunistiske samfundsmodel overtage os?
Ved at handle med dem ville de bløde op, vise forståelse, skabe afhængigheder, så de ikke ønskede krig, skabe grobund nedefra for demokratiske reformer og så videre og så videre.
Sådan gik det ikke.
Med al vores valuta blev de endnu bedre i stand til at undertrykke deres egne borgere, og vi bekræftede at deres model var den overlegne.
Nu er det Indien og Kina
I disse år giver vi rigtig rigtig mange penge til Indien og Kina.
En artikel i Weekendavisen kaldte dem angrebsnationer – de gør alt, hvad de kan for at kopiere vore produkter og ideer, de begår massiv industri-spionage, bruger ikke kopibeskyttelse.
Vi lader dem endda køre alle vores it-systemer, hvilket betyder at al data kan købes af enhver.
Korruptionen er total i disse to lande, og mange virksomheder har derfor lagt deres data ud på det frie marked.
Det kan og vil blive udnyttet.
Hvorfor mon Mørke Belysning pludselig får målrettet konkurrence fra en udenlandsk leverandør hos en kunde, de har været alene om i 30 år?
Men skidt med det. Det, jeg slet ikke kan lide, er Indiens og Kinas opførsel over for deres egne borgere.
Koncentrations-lejre
Hvis I tør, så prøv at studere, hvad der foregår i Kashmir. Det er ikke for sarte sjæle.
Læger Uden Grænser har lige udgivet en rapport, som ikke er sjov.
Spørg jeres indiske venner om deres syn på Kashmir næste gang, I sammen skal sætte en server op. Eller tag jer en hyggesnak om børnearbejdere.
Men Indien er en lallende amatør sammenlignet med Kina, som er et af de værste regimer, vi har haft på Jorden nogensinde målt i antallet af døde mennesker, antal i koncentrationslejre (mellem 300.000 og 3.000.000 afhængig af, hvem man spørger), tvungne aborter af op til otte – ni måneder gamle fostre, menige politifolks ret til at henrette folk på åben gade, undertrykkelse af Tibet og deres rå, nøgne ekspansionsplaner (Mongoliet og Taiwan).
Vi støtter dem. Flyver ud med SAS og spørger, om de dog ikke vil tage vores penge.
Det vil jo føre til reformer
Og vi fortæller os selv, at det på længere sigt vil føre til reformer.
Middelklassen vil vokse sig stærk, og den vil forlange gode skoler og indflydelse på deres hverdag.
Ligesom IKEA’s Østeuropa.
Samtidigt oplever vi en helt ufattelig økonomisk vækst og velstand i Vesten i disse år, fordi alle vores ting produceres billigt af rædselsregimerne.
Som den helt store satan Mao sagde: “Magten vokser ud af løbet på et plasticgevær i legetøjsbutikken”.
Den økonomiske magt, vel at mærke. Prisen for denne fedten bliver meget høj.
Lad os indrømme det: Vi støtter rædselsregimer, hvis mål er at nedkæmpe os. Det kaldte vi landsskadelig virksomhed i gamle dage.
Vi er Lenins nyttige idioter på en uventet måde.
Min gamle ven Ole har altid sagt, at vi har brug for en rigtig krig eller en statsbankerot for at kunne sætte pris
på vores fantastiske velfærd igen.
Vær beredt.
Mogens Nørgaard er direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
