At besøge en Apple-store er en af de stærkeste oplevelser, man kan få af et brand.
Det minder forbløffende om en pilgrimsrejse til et tempel; et ophøjet sted, hvor man kan opleve den fuldkomne samhørighed med produktet og den livsstil, det giver adgang til.
For enhver rettroende bruger er det en ekstatisk oplevelse.
Den virkeliggjorte computerdrøm, hvor alt grejet spiller, som det skal.
Her er man tæt på kilden, fuldstændigt på omgangshøjde med de seneste releases og de nyeste maskiner. Uhh, det er lækkert.
Smask smask smask
Som i en katedral føres man ind i en næsten hypnotisk tilstand, en behagelig massage af sanserne med de nyeste hits, den fede grafik, de flotteste farver – altsammen velorganiseret og lettilængeligt.
Men det mest fantastiske er løftet om, at vi selv kan blive en af dem, der skaber alt dette:
Vi kan selv – så let som ingenting – skabe de perfekte familiealbums og ferievideoer, vi kan lave blændende powerpoint-præsentationer, elegante websites og de cooleste blogs.
Ja, med Apple i hånden kan vi træde ind i de kreatives kult og endelig udfolde den geniale designer, videokunstner eller hjemmestudie-hitmager, der hidtil har måttet visne, uforløst og indespærret af utilstrækkeligt grej.
Det hemmelige hvide tegn
Ude i den virkelige verden, hvor grå pc’er på fuldstændig uforståelig vis er dominerende, kender vi hinanden på det lille hemmelige tegn; de hvide ørepropper til iPod’en, som de indviede bærer.
Derude må vi kæmpe mod Windows-tyranniets kvælergreb, men i templet kan medlemmerne af den kreative klasse stå åbent frem.
Alle ser godt ud herinde, sådan lidt casual, urbant professionel, kompetent og kunstnerisk.
Her er åbent og lyst som på et moderne museum.
Rustfrit stål og den let grønlige farve af glas understøtter diskret podierne med de sterilt rene maskiner og deres smukt lysende skærme.
For enden af lokalet står podiet, hvorfra de særligt begavede og talentfulde beretter og demonstrerer, hvor enkelt det er at skabe de mest forunderlige værker.
Hjælp mig, oh geni
Langs væggen ved “genius bar’en” står rækken af håbefulde disciple, der er kommet fra nær og fjern med syge og ulykkesramte maskiner for at blive tilset af de t-shirt klædte alvidende, som friskt smilende og ganske gratis løfter selv de tungeste problemer.
Som enhver kult har Apple en karismatisk, nærmest overmenneskelig guru, asketisk klædt med runde briller og slidte jeans og rullekrave:
Steve Jobs, med det særlige “reality distortion field”, der kan få tusinder af geeks til at kaste sig for sine fødder, når han triumferende lancerer endnu en generation af mere og mere insanely great machines.
Steve Jobs er the i-CEO, en vaskeægte myte; oprøreren, der satte computerkraften fri, men blev forvist af u-kreative og kedelige kræfter, før han kæmpede sig tilbage, reddede skaberværket og skænkede os iPod’en (eller, skænkede og skænkede... han gav os i hvert fald muligheden for at købe den).
Du må aldrig forlade os, Steve, uden dig falder det hele fra hinanden!
JA! Alt dette kan blive vores
Ja, sandelig, alt dette kan blive vores.
Det er bare at købe maskinen og softwaren, og iPod’en, kameraet og tasken og fladskærmen – og selvfølgelig huske at opdatere og udskifte grejet med omkring seks måneders mellemrum.
Og så skal man naturligvis også lige bruge al sin vågne tid på at udnytte alle de fantastiske muligheder.
Men når man står der i templet, er intet offer for småt.
Jeg er solgt, jeg overgiver mig, hvor skal jeg betale?
Peter Hesseldahl, journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
