Der er en række forhold, som har stor betydning for, om det lykkes Danmark at skabe sig en stærk position på fremtidens telemarked.
I øjeblikket sætter jeg her fokus på disse områder.
I sidste klumme handlede det om, hvordan chefens forståelse for nye muligheder er en organisations største flaskehals for at klare sig på nye markeder.
I denne klumme vil jeg komme med nogle eksempler på, hvordan telereguleringen ikke mindst med de seneste tiltag bremser innovationen på det danske telemarked.
Direktiv kan være på vej
Tænk sig at nå bommen til Storebæltsbroen og opdage at man har glemt sit Dankort. Hjem igen – med mindre man kunne bruge et andet betalingsmiddel som for eksempel sin mobiltelefon.
Det kan blive virkelighed, hvis regeringen benytter mulighederne i EU’s kommende direktiv om betalingstjenester og hæver grænsen for tilladte betalinger over mobilen fra 75 kroner til 220 kroner.
Hvis man begrænser bankernes monopol på betalingsmidler, vil det åbne et marked for nye innovative it-løsninger for betalinger, hvor it-virksomheder vil konkurrere om at levere de bedste applikationer og softwareløsninger.
Et andet konkret eksempel på innovationshæmmende regulering er dele af forsyningspligten på teleområdet.
Forsyningspligten dækker blandt andet handikapområdet, hvor der er god ræson i at sikre, at handikappede får adgang til særlige eller tilpassede teletjenester.
Det forbedrer deres muligheder for at begå sig ligeværdigt i det danske samfund. Desværre har staten valgt en model for facilitering af forsyningspligten, der modvirker innovation.
Forsyningspligt
Handikaptjenester er indtil nu blevet pålagt som en forsyningspligt for teleudbyderen, som teleudbyderen selv skal betale – altså en ren underskudsforretning.
En sådan pligt animerer ikke til innovation.
Hvorfor skal teleselskaber finde på nye innovative handikaptjenester, hvis prisen for innovationen bliver, at politikerne kræver, at det nye innovative produkt skal stilles gratis til rådighed for kunderne?
Konsekvensen er til skade for de handikappede, der ikke får glæde af nye innovative teletjenester.
De Samvirkende Invalideorganisationers holdning er da også, at dette skal ændres til en model baseret på, at små og store televirksomheder konkurrerer om at levere de mest innovative løsninger for at få opgaven.
Embedsmandsudvalgets rapport om udbud af digitalt tv (DTT) lægger op til at afskære alle væsentlige danske aktører på det danske distributionsmarked, tv-marked eller markeder direkte beslægtet hermed.
Det gælder for eksempel TDC, DR, TV2 og Viasat – kort sagt alle de virksomheder, der har ekspertise på området.
Store må godt byde ind
Til gengæld må store udenlandske virksomheder som for eksempel Deutsche Telekom og svenske Boxer gerne byde ind.
Boxer driver DTT-nettet i Sverige, og er 70 procent ejet af den svenske stat.
Hvorfor forhindrer man innovation udført af danske virksomheder og giver vores nabolandes virksomheder rigtig gode innovationsvilkår?
Og hvad forestiller man sig skulle være incitamentet for danske virksomheder til at lave innovative tiltag om for eksempel digital-tv på mobilen, når man fra embedsværkets side forsøger at udelukke de danske virksomheder fra markedet?
Derudover forekommer embedsmandsrapporten uambitiøs, hvad angår inkorporering af innovativ teknologi i det nye DTT-net.
Eksempelvis stilles der hverken krav om HD-TV eller mobil-tv (via DVB-H og/eller DMB) i udbuddet. Igen forsvinder incitamenter for innovation for danske virksomheder.
Det kunne være interessant at vide, hvad succeskriterierne for sådanne prioriteringer er. Og hvordan hænger det sammen med de høje it-ambitioner, regeringen har for Danmark?
Pouline Middleton er direktør i Crossroads Copenhagen.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
