I disse dage svinges sparekniven over DR. Det har udløst ramaskrig i samtlige medier og på Christiansborg, at der skæres i sporten, at B&U flyttes til Århus, og at der nu ikke skal sendes underholdning lørdag aften.
Jeg synes, med man med rette kan spørge, hvor blev strategien af, og hvad forstår DR selv med public service?
Strategi handler jo nemlig både om tilvalg og fravalg – også selv om man befinder sig i en sparerunde. Hvis man skærer i sporten og underholdningen for dermed at være mere public service-agtig, så er det et strategisk valg.
Men så virker det absurd, at man i samme øksehug også fjerner undervisning, jazz-programmer og sender børnefladen til Århus, hvilket traditionelt er klassiske public service-områder.
Samtidig ruster DR sig på sine 37 DAB kanaler, podcaster, styrker Danmarks største hjemmeside, har tre orkestre og kor og har planer om at lave endnu flere tv-kanaler.
Kvantitet eller kvalitet
Er kvantitet ikke efterhånden blevet det parameter, som der styres efter, snarere end kvalitet – både i forhold til tilstedeværelse og seertal?
Og hvor stopper udviklingen, når det gælder tilstedeværelse på platforme – DR har valgt platforme til siden radioens fødsel; måske er det tid til at vælge platforme fra?
Er det tilstedeværelse på alle platforme, som gør, at vi som danskere gladeligt betaler vores licens – er det tilstedeværelsen, der er DR’s unikke public service-opgave?
Eller skal DR lave unikt indhold og sikre en høj kvalitet i sin programflade og lave de programmer, som ikke varetages af de kommercielle kanaler og så lade andre om at sikre distributionen?
Kvantitet - et uendeligt parameter
Spørgsmålet må naturligvis stilles til alle os licensbetalere, der i dag også er påvirket af alt det andet, som også sker i mediemarkedet.
Kvantitet er nemlig i dag blevet et uendeligt parameter, og der kommer hele tiden nye platforme til og steder, hvor man kan finde og distribuere indhold.
Der er Joost, YouTube, et utal af magasiner og aviser – både på print og nettet, radiokanaler i lange baner på net, DAB og FM-båndet, tv på kabel, net, satellit og luftbårent.
Tilstedeværelses-definitionen har i mange medievirksomheder været båret frem af troen på, at cross media – at kunne distribuere det samme indhold på tværs af platforme – kunne sikre et rationale, der gjorde, at antallet af platforme var af mindre betydning, men at det var de redaktionelle kompetencer (content is king) der skulle udnyttes bedre.
Målet har derfor været at høste de rationaler, man kunne, ved at bruge og genbruge det samme indhold på så mange platforme som muligt.
Umulig opgave bare at være til stede
Virkeligheden er dog, at der i dag kun findes få formater som i dag er distributionsafhængig.
Jo, vi kan se tv eller høre radio på nettet og på iPod, men det kræver stadig en ny indpakning, en anden versionering og digitalisering.
Det sidste var f.eks. derfor man så sig nødsaget til at bygge et nyt hus på Amager …
Det er en umulig opgave som public service institution med et lille budget på kun 3,5 milliarder kroner at kunne være til stede på alle disse platforme – hvis man vel at mærke alene ser det som sin opgave at være til stede.
Måske er det derfor tid til at gøre op med paradigmet om, at man som public service-institution skal være til stede med alle former for indhold på alle platforme – ja nu selv også i S-togene, for at legitimere licensbetalingen.
Derfor mener jeg, at det må være tid til at tage en debat om, hvad det er, der for danskerne er vigtigt at definere som public service.
Hvad er det der legitimerer licensbetalingen? Er det tilstedeværelse eller er det kvalitet? Eller sagt på en anden måde; Hvad skal DR være til stede med?
Trine Nielsen er direktør i KonceptFactor.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
