Vejrudsigten for it-markedet lyder på overskyet

Klumme: Vi vil sandsynligvis kun gøre brug af 'skyen', når det giver mening.

Artikel top billede

Lad mig med det samme slå fast: Dette er ikke en klumme om recession eller andre dystre udsigter for it-branchen, selvom der nok skulle være en historie eller to tilbage at fortælle der. Det er langt mere luftigt.

Dette er historien om 'skyen'. Det er der, it kommer fra, når det kommer 'ud af stikkontakten på samme måde som strøm'. Det hemmelige sted, driftige folk har opfundet for at have et sted at placere software as a service, communication as a service, storage as a service, infrastructure utility, business as a service, alting som service.

Det er en skøn vision. Vi ser en virksomhed, som rækker af veldefinerede it-understøttede forretningsprocesser, og tanken er, at hver eneste opgave kan løses et vilkårligt sted i skyen - enten ved at hente en komponent ned i virksomhedens egne systemer og afvikle den der, eller ved at afvikle komponenten direkte i skyen som en service.

Uanset hvilken afviklingsform ('her' eller 'der'), man bruger, skal det ideelt set fungere nærmest plug and play. Ud med den ene leverandør og direkte ind med den anden. Som at skifte sidespejl på en kørende bil.

Everything as a service

'Komponenten' kan være en applikation (for eksempel et finanssystem), en service fra en underleverandør (opslag på de gule sider), en ressource (storage), rå computerregnekraft eller måske en forretningsproces (udbetaling af løn).

I princippet kan alt, der indgår i en forretningsproces, og som kan styres digitalt, være en komponent, der håndteres i skyen. Det er altså den ultimative everything as a service, hvor de brugbare løsninger nærmest vælter ud af væggen.

Gode idealbilleder

Tror vi så på visionen? Personligt er jeg ret begejstret. Det er så dejligt simpelt og klædelig uopnåeligt, sådan som gode idealbilleder er. Men også fordi, der er noget om snakken.

Rigtig mange andre tendenser peger i retning af, at fremtiden kommer til at ligne 'skyen', blandt andet situationen i verdensøkonomien, der formentlig vil skabe nyt behov for outsourcing af alle ikke-forretningskritiske forretningsprocesser, noget der kun kan lade sig gøre, hvis data- og systemarkitekturen er meget fleksibel.

Det trækker heller ikke fra, at de globale it-oligarker fra Microsoft, Oracle, SAP og IBM alle har annonceret, at de har sat vand over til hver deres egen sky.

Lige nu bliver det dog ved visionen og billedet. Skyen findes ikke. Endnu.

Positiv sideeffekt

I første omgang er mange virksomheder godt i gang med forberedelserne. Serviceorienteret arkitektur og virtualisering er begge forudsætninger for skyen (der vel kan betragtes som den ultimative virtualisering), og det er vi allerede godt i gang med.

Overskriften på projekterne er ikke 'skyen', men noget væsentligt mere jordnært, der som regel også har en veldokumenteret business-case som beslutningsgrundlag. At disse projekter måske er i gang med at gøre os klar til næste generation it, er bare en positiv sideeffekt.

Så mon ikke det bliver med skyen som med så meget andet, vi taler meget om. Den bedste måde er 'alt med måde', hvor det næppe bliver en totaludgave af skyen væg-til-væg, vi implementerer (hvis den overhovedet eksisterer), men en mere pragmatisk version, hvor vi gør brug af det der, hvor det giver mening.

Vejrudsigten lover overskyet. Lige nu er himlen klar og blå, så vis os nu den sky!

Karsten Fogh Ho-Lanng er corporate vice president og chief technology officer hos NNIT A/S.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

    Erik Ebert

    Pentos

    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Maria Lyng Refslund som Marketing Project Manager ved netIP Herning. Hun kommer fra en stilling som Marketing Project Manager hos itm8. Nyt job
    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo

    Renewtech ApS har pr. 1. marts 2026 ansat Emil Holme Fisker som Customer Service Specialist. Han skal især beskæftige sig med at levere høj kvalitets kundeservice og hjælpe Renewtechs kunder med at få de rette løsninger til deres behov. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Camro A/S. Han er uddannet som salgselev hos Camro A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med at udvikle gode kunderelationer, opsøgende salg og udvikling af salgsaktiviteter. Nyt job

    Emil Holme Fisker

    Renewtech ApS