Mediemanden lagde ud: "De sidder nu på 12 procent af tidsforbruget på nettet, og det tal vokser hurtigt."
"Hvordan fanden skete det?"
Alle nippede til deres kaffe, og en enkelt tog den første lille bid af sin basse. Ingen var sultne denne fredag morgen.
"Annoncer virker ikke," sagde reklamemanden. "Vi har prøvet alt, men intet virker. Der er 2.000.000 brugere, og vi kan ikke nå dem." Han sendte et anklagende blik mod brugeren.
Stemningen var dyster omkring konferencebordet. Det skulle have været en konstruktivt møde, hvor man i fællesskab fandt en løsning, der sikrede, at alt vendte tilbage til de gode, gamle dage.
Men ingen havde bud på løsninger.
PR-manden lænede sig frem: "Det værste er, at vi ikke kan styre noget. Brugerne snakker løs på kryds og tværs, og indimellem siger de virkelig grimme ting om os. Vi har overhovedet ingen kontrol. Det er alvorligt, det her, og vi er nødt til at gøre noget."
Økonomen rejste sig. Han stillede sig ved tavlen, tog en pen og skrev et stort, rundt nul. Så vendte han sig mod de andre: "Måske ordner det sig helt af sig selv. Økonomien i foretagenet er elendig. Det kan ikke blive ved."
Det var det tætteste, de kom på en løsning - vente og håbe på, at det hele sluttede lige så hurtigt, som det var begyndt.
Men det var svært at bære, at der var 2.000.000 danskere på Facebook, og ingen anede, hvordan man skulle tjene penge på dem. Det var kun en ringe trøst, at Facebook heller ikke selv kunne tjene penge, for de løb åbenbart aldrig tør for risikovillig kapital.
Mediemanden bankede i bordet: "Nej, det går ikke. Tænk, hvis de knækker koden. Tænk, hvis de finder den helt rigtige måde at nå en præcis målgruppe - uanset hvilken. Og de har fat i alle danskere. De kan nå alle familier med børn under to år. Og de kan finde lige præcis den ekspert i orientalske falun gong'er, man står og mangler. Og de kan ramme alle, der overvejer at købe en fladskærm. Ingen medier kan hamle op med det."
Reklamemanden tog sig til hovedet: "Så kan de selv bestemme prisen."
"Ak," sukkede politikeren, der tog ordet for første gang. "De kan bestemme, hvad man må tale om og hvornår."
De vendte sig alle mod brugeren: "Det er din skyld. Du er så vild med det her. Kan du ikke forstå, at du er offeret. De ejer dine ord, billeder og alle informationer om dig. Alt er deres, og de kan misbruge det, som de ønsker."
Brugeren slog ud med armene i en opgivende gestus: "Måske, men hidtil har de da kun givet mig gode oplevelser, kontakt med en masse gamle venner og en ny kæreste. Det er mere end nogen af jer har givet mig.
Medierne giver mig frygt for at gå uden for min dør. Reklamerne giver mig falske løfter om evig ungdom. Politikerne taler hen over hovedet på mig. Og ingen af jer har nogen sinde lyttet til mig."
PR-manden løftede hovedet: "Lyttet til dig? Hvad pokker mener du med det? Vi bruger enorme ressourcer på at finde ud af, hvad du vil have."
Brugeren sukkede.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
