Test: Ni smukke, frække og gode kompaktkameraer

Det er længe siden, at et digitalkamera bare var et kamera. Ser vi på kompaktsegmentet, består det mindst lige så meget af flot tilbehør. Læs med, vi har kigget på de lækreste modeller på markedet!

Smukke, frække og gode kompaktkameraer

Den seneste tid har vi oplevet flere mobiltelefoner, som kreative designteam har gjort mere eller mindre ubrugelige.

På kamerasiden har det været roligere, men ser vi lidt nærmere efter, finder vi også en del visuelle lækkerbiskener her. Nu har de fleste producenter mindst én model, som tilfredsstiller øjet på flere måder end med god billedkvalitet.

Et systemkamera eller en "superzoomer" er ikke altid løsningen. I jakkelommen eller håndtasken passer et lille, tyndt og lækkert kamera bedst.

Vi har samlet de flotteste og mindste modeller, vi kunne finde. Resultatet blev en blanding af kameraer med mellem fem og syv millioner pixel og omkring 3× zoom.

I en håndfuld modeller fandt vi også flere spændende funktioner såsom trykfølsom skærm og indbygget trådløst netværk. Kameraerne skiller sig simpelthen så meget ud, at vi ikke kan nøjes med at kåre en enkelt vinder.

Derfor har vi taget os den frihed at udnævne sejrherrer i nogle udvalgte kategorier. I testen har billedkvaliteten vejet tungt ligesom egenskaber som design, udseende og anvendelighed.

Tre vindere til tre formål

Når du skal vælge hvilket kamera, de opsparede skillinger skal investeres i, bør du overveje hvilke funktioner, der er vigtige for dig. Her er en hjælpende hånd – vi giver dig vinderen af tre kategorier: Fest, filmoptagelser og stillbilleder.

Fit for fest

Efter at have testet kameraerne ved diverse festligheder udnævner vi Canons Ixus i Zoom til testens bedste festkamera – og derfor har dette kamera fået vores WOW-pris. Det vinder frem for alt på gode blitzbilleder og nem håndtering. Kameraet er også tilstrækkeligt lille til at kunne være i skjortelommen. Empiriske studier viser også, at kameraets ydre tiltrækker begge køn og derfor bliver godt modtaget ved fester. De samme studier viser, at ydersiden på Sony T30 og Pentax T10 ikke passer særligt godt sammen med fedtede fingre fra chips eller kage.

Fede film

På trods af, at Panasonics FX01 ikke har zoom i videofunktionen, vinder kameraet prisen for bedste filmkvalitet med gode farver og et roligt og harmonisk billede. Det bliver ikke dårligere af, at kameraet også byder på en 16:9-indstilling!

Bedste billeder

Ser vi kun på billedkvaliteten, trækker Panasonic FX01 det længste strå. Men vi vil også slå et slag for Canon Ixus i Zoom og Sony T30, som begge leverer dejlige billeder. Samlet set har kameraerne problemer med billedstøj, kun få kameraer klarer højere indstillinger. Allerede ved ISO 400 var der meget støj øverst i billedet.

Canon Ixus i Zoom

Samlet vurdering: 71/100

"Den ligner en mobiltelefon" er en kommentar, som lyder igen og igen, når man viser Canon Ixus i Zoom til venner og bekendte.

Den lave, aflange form gør, at kameraet i dunkel belysning kan ligne en buttet, lille mobiltelefon. Formsproget faldt i vores smag, og kameraet krones med en smart holder til kameraremmen. Vores testeksemplar var en fræk lilla, men Ixus i Zoom fås også i rød, sort og guld.

Ixus i Zoom er nemt at anvende med store tydelige knapper. Canons menuer fungerer godt, og vi genkender opsætningen fra tidligere modeller. Under overfladen finder vi traditionelle funktioner som motivprogram og mulighed for at slutte kameraet til fjernsynet.

Zoomen går fra 38-90 millimeter, hvilket svarer til 2,4 ×. Når vi kigger nærmere på ISO-indstillingerne, mærker vi tydeligt, at kameraet næsten har et år på bagen.

Med ISO 400 som maksimum er det svært at tage stemningsfulde billeder uden blitz. Også skærmen på kun 1,8 tommer signalerer 2005. Billedkvaliteten er dog tilfredsstillende med gode farver og god eksponering, også selv om billedstøjen bliver tydelig allerede ved ISO 200.

Blitzen gør det godt i festmiljøer uden at ødelægge alt for mange billeder. Desværre er filmkvaliteten ikke noget særligt. Filmene hakker, og lydoptagelsen er halvdårlig.

Casio Exilim S600

Samlet vurdering: 62/100

Billederne fra Casios lille S600 bliver rigtigt gode under gode forhold. Kameraet klarer blitzbilleder glimrende. I mørke uden blitz bliver billederne derimod grynede og ikke helt skarpe, selv om den indbyggede antirystefunktion gør sit bedste.

Fokusområdet på 15 millimeter imponerer ikke, når vi sammenligner S600 med andre lignende kameraer. Men ærlig talt, hvem bryder sig om billedkvalitet, når det handler om diskret at kunne fremvise et kamera, som fanger alles blik?
Præcis den effekt har Casios tynde Exilim!

Den orange lækkerbisken er blandt de pæneste, vi har testet i forbindelse med kameratesten. Kameraet er sølle 16 millimeter tykt og vejer kun 115 gram. Det starter hurtigt, og også autofokus er kvik, men meget støjende.

Filmfunktionen har 640 × 480 pixel, billedkvaliteten er rimelig, og lyden er rigtig god, også selv om vinden høres tydeligt, når vi producerer filmkunst ude i naturen.

Ligesom Canon byder Casio på en dockingstation, der gør det nemt at oplade kameraet og slutte det til fjernsynet eller computeren.

Kodak Easyshare V603

Samlet vurdering: 53/100

Kodak V603 er et firkantet kamera med markante hjørner og en sølvfarvet kant rundt om den sorte krop.

Det mest opsigtsvækkende ved V603 er, at hukommelseskortpladsen ikke skjules af en luge, men i stedet af en stoflignende flap, som skal forhindre, at der trænger snavs ind i kameraet. Anderledes og ganske smart.

Kameraet leverer fine farver og rigtig gode blitzbilleder. Eksponering og skarphed er gennemgående god, men sommetider spiller kameraet os et puds og mister fuldstændigt fokus. Lige som mange af de andre kameraer i testen er V603 lidt for beskeden, når det gælder ISO-indstillingerne, maksimalt ISO 400 føles temmelig forældet.

Filmene har en god kvalitet og en fin lyd, så længe du ikke bruger den ellers velfungerende zoom, som giver anledning til en hel del billedstøj!

Kodak Easyshare V603 slår ikke nogen rekorder i hurtighed, selv om det er temmelig hurtigt i opstarten. Kameraet fungerer sammen med Kodaks dockingstationer, som du kan købe separat, hvis du ønsker det.

Nikon Coolpix S6

Samlet vurdering: 60/100

Nikons S6 er størrelsesmæssigt både det længste og det højeste af alle deltagerne i testen. Længden på over ti centimeter skyldes sandsynligvis, at Nikon har gemt et Wi-Fi-kredsløb under kameraets skal.

Det er utroligt enkelt at overføre billeder trådløst fra kameraet til computeren, men det går ikke ligefrem hurtigt.

Nikon har en blanding af rigtig gode styresystemer og rigtig dårlige ditto. Det lille, meget lidt brugervenlige zoomsystem betyder, at grebet om kameraet er temmelig dårligt.

Derimod kan vi godt lide scroll-hjulet på kameraets bagside, som vi kender fra en del andre digitale systemkameraer. Hjulet gør navigationen rundt i de pæne menuer utroligt enkel, og det er noget, vi kan lide.

Lige som ved kameraets styresystem finder vi både fordele og ulemper ved billedkvaliteten. Fokusområdet på fire centimeter giver gode makrobilleder, og skarpheden er generelt god. Med hensyn til billedstøj ser det derimod værre ud, maksimumindstillingen på ISO 400 giver lige lovligt meget støj i billederne.

Når vi filmer med kameraet, er lydgengivelsen tilfredsstillende, men lige som stillbillederne lider de bevægelige billeder også under forstyrrende støj.

Olympus Mju 700

Samlet vurdering: 53/100

Olympus Mju 700 kan ved første øjekast antages for at være et hvilket som helst kompaktkamera, men bag den orange, blå, sorte eller sølvfarvede front gemmer der sig et meget anderledes design.

Mju 700 har en kileformet facon, som er tykkest, der hvor du holder om det. Derfor ligger det rigtigt godt i hånden, uden at det er nødvendigt med et afrundet udstående greb.

En lille fejl i designet er dog, at kun fronten er flot farvet, resten af kameraet består af kedelig, titaniumfarvet plastik.

Flere kameraer i testen har nogle unikke funktioner. Olympus’ es i ærmet er, at det kan tåle al slags vejr. Vi brugte efterårsregnen til en hård, udendørs test og kunne konstatere, at kameraet klarer vand i fin stil!

Mju 700 har den bedste lysfølsomhed i testen – i hvert fald på papiret. ISO 1600 er det maksimale, men allerede ved 800 er resultatet knapt nok brugbart. Vi er heller ikke tilfredse med skarpheden – der kræves rigtig gode lysforhold, for at kameraet skal præstere et godt resultat.

På plussiden finder vi en god lyd ved filmindspil­ning, selv om filmene i sig selv er ret middelmådige. Vi kan heller ikke lade være med at blive irriterede over, at kameraet bruger de overdrevent dyre XD-kort som hukommelsesmedie.

Panasonic Lumix FX01

Samlet vurdering: 78/100

I de glade 80’ere var tunge, hvide 24-tommers fjernsyn ikke usædvanlige. Selv om Apple har gjort hvid til den nye mode, har der ikke været mange hvide indslag inden for kameraverdenen.

Panasonic FX01 bryder med den tendens.
Desværre er kun for- og bagsiden hvid, vi havde gerne set en gennemført hvid sag, hvor man slap for den kedsommelige sølvskinnende farve på siderne – og det gør man ikke, uanset om man vælger sort, blå, hvid eller sølv.

Panasonic har fået Leica til at udstyre kameraet med en fin optik, der byder på 3,6 × zoom. Meget glædeligt er ekstrazoomen i den rette ende af skalaen – 28 millimeter vidvinkel er super!

Under skallen gemmer der sig også billedstabilisering og mulighed for at fotografere i 16:9-indstillingen. Derudover er kameraet rigtig hurtigt, både i starten og mellem billederne. FX01 klarer op til tre billeder per sekund.

Billedresultatet ligger i toppen af testen. Flotte farver og god skarphed i næsten alle billeder fik de helt store smil frem, da vi tjekkede resultatet. Desværre er håndteringen af billedstøj kun middelmådig, maksimum-indstillingen på ISO 400 giver irriterende mange farveglade prikker på vores billeder.

Selv filmkvaliteten er af de bedre, og indstillingen til bredformat er et stort plus.

Pentax Optio T10

Samlet vurdering: 56/100

Pentax T10 er det kamera i testen, som sammen med Sony T30 og Nikon S6 kan prale af den største skærm – tre tommer. I Pentax’ tilfælde er skærmen desuden trykfølsom! Ud over kontakt og udløser har kameraet kun to knapper, hvilket bidrager til det stilrene udseende.

Det gør ingenting, at de fleste knapper er henvist til skærmen, tværtimod fungerer det rigtigt godt med store, virtuelle knapper. Derudover er skærmen god, men desværre ret langsom til at tilpasse sig omgivelsernes lys.

Kameraet er også langsomt på andre områder. To sekunder om at starte og omkring et halvt billede per sekund ved seriefotografering er ikke noget at prale af.

Farvegengivelsen og skarpheden er generelt god. Derimod er fokusområdet på 15 centimeter trist, ligesom det faktum at blitzbilleder har en tendens til at producere uhørt meget røde øjne. Billedstøjen holder sig passivt i baggrunden og er mindre irriterende end med eksempelvis Samsung NV3.

Men tænk på, at T10 gør os lykkelige allerede ved ISO 400.
Filmfunktionen gør os hverken ovenud lykkelige eller giver os angstanfald, den er der bare.

Samsung NV3

Samlet vurdering: 76/100

Man kan dårligt få fat i en mobiltelefon uden kamera eller MP3-afspiller i dag. Vil du have et kamera uden MP3-afspiller, behøver du derimod ikke lede særligt længe. Samsung NV3 er et af de få kameraer, som også fungerer som musikafspiller.

Det har 7,2 megapixel og byder på videoafspilning, diktafon og mulighed for at vise e-bøger. MP3-afspilleren gør sit job, og det samme gælder for videoafspilleren, selv om det er så som så med understøttelse af forskellige filformater.

NV3 leverer gode farver og en rimelig skarphed. Lysfølsomheden går op til ISO 1000, men allerede ved ISO 400 der ganske meget billedstøj. Heller ikke filmkvaliteten imponerer. Hakket billede og halvdårlig lyd, men gode farver og god eksponering.

Kameraets store force er dets ydre i sort og titanium, og de afrundede hjørner gør, at det nemt glider ned i lommen. Konstruktionskvaliteten er i top, batterilågen, som på mange kameraer er meget plastikagtigt, sidder godt fast.

Samsungs NV3 er nemt at arbejde med og har et ret stort funktionshjul, som du foretager dine valg med. Desværre har hjulet en tendens til at flytte sig, når kameraet ligger i lommen eller tasken.
NV3 er rimelig hurtigt, uden at du behøver være bange for fartbøder.

Sony Cybershot T30

Samlet vurdering: 65/100

At højblanke, sorte apparater straks viser fingeraftryk og fedtpletter bliver vi hurtigt mindet om, når vi har siddet og leget lidt med Sonys Cybershot T30.

Alligevel kan vi ikke lade være med at synes om kameraets udseende. Det næsten helt sorte hus giver et stilrent udtryk, der er ud over det sædvanlige. To tredjedele af kameraets forside består af en klap, som beskytter linsen og starter kameraet, når den skydes nedad.

T30 er enkel at håndtere og har knapper og kontroller i et traditionelt design. Opsætningen kender vi fra tidligere Sony-kameraer.

Ligesom i mange andre kameraer udgør billedstøj et stort problem, når man ser på billedkvaliteten. Den gode nyhed er, at Sonys kamera klarer op til ISO 1000. ISO 400 er bedre end hos adskillige af konkurrenterne, på ISO 800 og 1000 er resultatet derimod knap så godt.

Derudover har kameraet en høj billedkvalitet, makrofunktionen er vi særligt glade for, og fokusområdet på sølle 1 centimeter er rigtig god. Lydoptagelsen er god, men filmene lider under den hårde komprimering.

Sammen med Olympus-kameraet er Sony T30 det eneste kamera, der ikke bruger SD-kort som hukommelse, i stedet bruges det dobbelt så dyre Memorystick Duo-kort.

Skema over alle testede kompaktkameraer

Klik på billedet for at se skemaet i stort format.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere