Den omfattende sag om ulovlige it-kontrakter hos 28 kommuner har ændret embedsmændenes fokus på, at reglerne i forbindelse med it-udbud overholdes.
Det fortæller kommunerne i en rundspørge, som Computerworld har lavet blandt de 28 kommuner, der havde indgået KMD-kontrakter uden om udbud.
Således oplyser 18 af kommunerne, at de har skærpet deres fokus på udbudsreglerne.
Hos Hillerød Kommune, der havde tegnet en ulovlig kontrakt på op imod 50 millioner kroner, har man ligefrem afsat penge til formålet.
"Byrådet har afsat 1 million årligt til at styrke kommunens evne til at konkurrenceudsætte it-kontrakter m.v.," skriver kommunen i rundspørgen.
I Roskilde Kommune oplyser man, at der er "en øget bevågenhed specielt omkring juraen vedrørende udbud."
"Således er der taget skridt til ansættelse af yderligere juridisk ekspertise i kommunen med direkte adresse til udbud," skriver kommunen.
Hos Norddjurs Kommune har man gennemgået alle it-kontrakterne, hvilket har ført til konklusionen, at flere af dem skulle i udbud.
"Endvidere er der nedsat en arbejdsgruppe vedrørende udarbejdelse af en ny vejledning om udbud," skriver kommunaldirektøren.
Andre kommuner taler om indskærpelse af udbudsreglerne i organisationen.
Nej - uændret fokus
Nogle kommuner tager sagen mere afslappet.
På spørgsmålet om sagen og Konkurrencestyrelsens afgørelse har givet anledning til andre tiltag eller lignende i kommunen vedrørende udbud er svaret nej fra seks kommuner i rundspørgen.
"Nej, ikke ud over opsigelsen af den i spm 1 nævnte kontrakt (den ulovlige KMD-kontrakt, red.)," skriver Holstebro Kommune, der er en af de kommuner, der har opsagt KMD-kontrakten.
Hos Thisted Kommune, kører den ulovlige kontrakt fortsat, og kommunen "agter at lave udbud i en eller anden form" i fremtiden.
Her er svaret også nej på, hvorvidt der er lavet yderligere tiltag.
Du kan læse alle kommunernes svar her.