Lars Ulrich i spidsen for oprør mod pladeselskaber

Lars Ulrich har netop hamret endnu et søm i pladeindustriens ligkiste. Metallica dropper pladeselskaberne. Andre stjerner kræver, at pladeindustrien stopper forfølgelsen af fans.

Musikindustrien er med ét blevet ekstra presset. Et af verdens største bands er parat til at droppe sit pladeselskab og sælge musikken selv. Flere stjerner kan følge efter, hvis ikke pladeselskaberne ændrer adfærd.

I et opsigtsvækkende video-interview hiver Metallicas Lars Ulrich tæppet væk under de store pladeselskaber. Metallica er i grundige overvejelser om at droppe samarbejdet med pladeindustrien i fremtiden. I stedet vil de selv distribuere og blandt andet udgive deres musik i spil som Guitar Hero. Interviewet med LA Times finder sted i forbindelse med Guitar Hero: Metallica, der udkommer i denne uge.

Direkte adspugt om store pladeselskaber stadig er nødvendige, er det korte svar:

"Nej. Et pladeselskabs primære opgave er at være en bank for musikerne. Og når man er begunstiget med succes, så behøver man ikke længere pladeselskaber som bank. Det medfører stor kreativ frihed og også frihed i det hele taget. Når kontrakten udløber er vi frie, og vi kigger meget på hvad Trent Reznor og Radiohead har gang i," siger Lars Ulrich til LA Times.

Fuck you

Radiohead har droppet deres pladeselskab og udgav i 2007 pladen In Rainbows på nettet. Fans kunne selv bestemme hvad de ville give for musikken. Folk betalte i gennemsnit fire pund. Senere udgav bandet musikken fysisk i butikker med hjælp fra små pladeselskaber til fuld pris. Der er solgt over tre millioner eksemplarer af albummet, og det strøg direkte til tops på Billboards top200 da det blev lanceret fysisk. I forbindelse med udgivelsen sagde forsanger Thom Yorke:

"Det er på tide at spørge sig selv, hvad man skal med et pladeselskab. Og ja, det vil sikkert give os en pervers tilfredsstillelse at sige 'Fuck you' til pladeselskabernes døende forretningsmodel."

Trent Reznor fra enmandshæren Nine Inch Nails har forlængst sagt farvel til de store pladeselskabsbosser. Han udgiver selv sin musik på nettet. Faktisk bruger han den gammelkendte Shareware model, som for eksempel Doom i sin tid blev udgivet på. Han giver noget af musikken væk og sælger efterfølgende resten i et væld af forskellige filformater og priser. Sidste år tjente han 750.000 dollars på tre dage på den model.

Stjerneoprøret

Pladeselskaberne befinder sig i forvejen i dyb krise. Salget af musik styrtdykker, og selskaberne mener, at det skyldes ulovligt hentet musik.

Derfor lobbyer de voldsomt for at begrænse folks adgang til internettet. Det bliver mødt med skarp kritik af både borgere og musikere. Pladeselskaberne er kort sagt presset op i en krog, og med Lars Ulrichs udtalelser, er presset blevet endnu kraftigere. I England har en række musikere med Robbie Williams
og Annie Lennox i spidsen bedt pladeselskaberne om at lade deres fans være i fred i stedet for forfølge dem med konstante trusler. Men pladeselskabernes trængsler stopper ikke her. For selv samme gruppe af 140 engelske musikere, der også tæller Peter Gabriel og medlemmer af Blur, The Clash, Travis, Pink Floyd og mange andre kræver, at pladeselskaberne hoster op med nogle bedre kontrakter, hvis samarbejdet ikke skal stoppe meget brat.

Spil er fremtiden

Trent Reznor er ikke blot pionær indenfor distribution af musik. Han var også en af de første musikere, der tog computerspil alvorligt. Han var så vild med Doom, at han tilbød at lave lyduniverset til efterfølgeren Quake.

Lars Ulrich regner netop spil, som en af fremtidens platforme for sin musik. I denne uge udkommer Guitar Hero: Metallica i USA.

"Når man ser på mulighederne for branding og distribution i spil, så tror jeg, at spil om kort tid vil være en helt almindelig måde at udgive musik på. Især over for yngre fans. Spillenes succes er jo overvældende," siger Lars Ulrich til LA Times.

Flere halvafdankede bands med Aerosmith og Motley Crüe i spidsen har fået genoplivet karrieren via Guitar Hero. Pearl Jam har netop udgivet samtlige sange fra den episke debut Ten i Rock Band. Senere i år kommer et Rock Band lignende spil med The Beatles.

Sidst i 90'erne blev Lars Ulrich forhadt blandt fildelere verden over. Som en af de eneste musikere tog han for alvor kampen op mod Napster, som var datidens svar på Pirate Bay. Derfor kan pladeselskaberne dårligt miste en vigtigere allieret end den danske trommeslager.

Annonce

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Teknisk projektleder til stor applikationstransformation i Forsvaret

Københavnsområdet

Politiets Efterretningstjeneste

Platform Engineer hos PET

Københavnsområdet

Capgemini Danmark A/S

Market Segment Lead, CPRD

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Data Management Consultant

Midtjylland

Annonceindlæg tema

Offentlig digitalisering

Fra effektivisering til digital suverænitet. Hvordan skaber det offentlige en digital fremtid med AI, sikkerhed og kontrol i centrum?

Navnenyt fra it-Danmark

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Thomas Fossing som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Herlev. Han har tidligere beskæftiget sig med konsulentbranchen, og han medbringer mange års viden og erfaring som selvstændig inden for faget. Nyt job

Thomas Fossing

Netip A/S