Diversiteten i spilmediet har aldrig før været større end den er i dag, og nærmest dagligt annonceres nye titler som både krydser genrer og virkemidler. Uanset hvilken genre der med størst succes hiver kontanterne ud af netop din pengepung, er der altså mere end en god chance for at du er dækket godt ind med et væld af kvalitetsunderholdning.
Og så er der de få oplevelser som komplet ignorer specifikke genrer eller trangen til at appellere til et særligt publikum, oplevelserne som ikke behøver at trille over skærmen meget mere end et par sekunder for at tryllebinde alle og enhver foran faldskærmen. Sådan et spil er Shadow of the Colossus.
Den nærmest udefinerbare magi der præger spillet, var også at finde da eventyret første gang blev udgivet tilbage i 2005 på PlayStation 2. Dengang blev det mest af alt set som et alternativt spilprojekt uden de store salgsambitioner, som Sony med alt deres PlayStation-succes havde finansieret for blandt andet at vise hvor vidtrækkende og forskellige oplevelser man kunne få adgang til på deres konsol.
Med kun et spil på samvittigheden, forgængeren til Shadow of the Colossus der havde navnet Ico, var det heller ikke fordi at det virkede som om at instruktøren bag projektet, Fumitsu Ueda, på noget tidspunkt havde overvejet salgstal eller markedsførings-muligheder.
Et helt særligt eventyr
Som en selverkendt perfektionist med hang til et kunstnerisk udtryk, havde Ueda eksempelvis ingen intentioner om at lade alle og enhver arbejde på hans vision, og historierne om hvordan han ofte afviste hundredvis af ansøgerne fordi han ikke mente de delte hans passion er mange.
Da Shadow of the Colossus dog endelig blev lanceret, var det tydeligt for alle at der var tale om et helt særligt eventyr, der ikke kun bød på et helt unikt udseende og en smukt fortalt historie, men også pakkede det hele ind i en underspillet minimalisme der fremhævede alle spillets forcer på effektiv vis.
Et par problemer var der dog, for ambitionerne var større end hestekræfterne på værts-hardwaren, hvilket betød et hakkende billede og et kamera der havde det med at miste fokus. Samtidigt virkede det som om fokusset på det artistiske udtryk og opbygning havde været så skarp, at man havde glemt at finpudse basale elementer som kontrollen der både var mærkværdig og frustrerende.
Alt det er der dog nu endegyldigt blevet gjort noget ved, for cirka 13 år efter sin oprindelige udgivelse har udvikleren Bluepoint ikke blot opdateret, men fuldstændigt genskabt det klassiske spil på en platform med nok tekniske hestekræfter til at vise det fra sin absolut bedste side.
En simpel, men fantastisk kærlighedshistorie fungerer stadig som baggrund for det hele, og som den unavngivende helt, der søger gudernes hjælp til at genoplive hans tabte kærlighed, bedes man således om at besejre 16 omvandrende og ganske levende kolosser.
Her er dog ikke tale om actionfyldt monsterjagt eller lignende, og i stedet lever kolosserne i en verden af stilhed, hvor ingen andre levende væsner øjensynligt har turdet slå sig ned.
Det minimalistiske udtryk bliver kun tydeligere ved at de eneste værktøjer man har til at besejre de gigantiske modstandere med, er et simpelt sværd, en bue og hesten Agro som gang på gang må overvinde sin egen frygt for at transportere helten.
Trods det at udforskningen af den omkringliggende verden tilføjer til indlevelsen, er det ikke et af den slags spil hvor man skal forvente at finde bonusser gemt i hvert hjørne. I stedet er fokusset stillet skarpt på de kolosserne, som på trods af deres stoiske udtryk hver og en er fantastiske, levende skabninger med hver deres udfordringer.
Da størrelsesforskellen mellem helten og hans modstandere på alle tidspunkter er enorm, er kolosserne også hver især lavet som en slags baner. Hver har de deres svagheder som skal findes og udnyttes, før man overhovedet kan begynde at overveje at fravriste dem bare en smule af deres livsenergi.
At undgå et angreb med helten for efterfølgende at kravle op af benet på en kolos, holde fast i dens pels mens man får pusten igen, og langsomligt kravle frem mod dens svage punkt, mens den voldsomt forsøger at ryste, hive og banke helten af sig, er stadig en spiloplevelse som få andre.
Og netop følelsen af at sidde med noget unikt er stadig fuldstændig intakt, hvilket siger en masse om det enorme arbejde den nye udvikler har lagt i at genskabe hele eventyret uden at miste overblikket over de mange detaljer.
Samtidigt har udvikleren også taget sig tiden til at tilføje det hele en ny teknisk indpakning, der igen formår at genskabe det originale udseende på troværdig vis, men samtidigt tilføjer det alle de moderne grafiske teknikker man kunne have håbet på.
Det ser med andre ord mageløst ud, og særligt ejere af en PlayStation 4 Pro vil kunne se frem til en oplevelse i 4K med et smukt glidende billede på alle tidspunkter, hvilket er første gang man har kunnet sige det om netop dette eventyr.
Alle disse år efter sin oprindelige udgivelse er Shadow of the Colossus stadig en oplevelse som få andre, og endelig i en version som lever op til den oprindelige vision. Hvis man derfor ikke tidligere har givet det en chance, eller måske endda har spillet det igennem men gerne vil opleve hvordan oprindeligt var tænkt at skulle se ud og fungere, er der ikke nogen vej uden om denne nye version af det klassiske eventyr.
