For nyligt fik vi med genskabelsen af Shadow of the Colossus at se hvordan en spilklassiker med mere end 10 år på bagen, kunne komme til at se ud når den blev genfrembragt med moderne værktøjer og langt flere hardware-hestekræfter.
Resultatet var utroligt imponerende og det satte tankerne i gang, for der er adskillige andre titler som ved deres udgivelse var imponerende, men som vi gerne så blive givet en lige så kærlig omgang gennem moderniseringsfabrikken, og vi har derfor her valgt tre styks.
Total Annihilation
Titel: Total Annihilation
Udvikler: Cavedog
Formater: PC
Da udvikleren Cavedog tilbage i 1997 udgav Total Annihilation, var det et godt stykke tid efter Westwood Studios på det nærmeste havde skrevet regelbogen for strategi-genren. Med Dune II og senere Command and Conquer havde Westwood således sat sig så tungt på den populære genre at få andre udviklere få alvor turde udfordre giganten.
Alt den slags var udvikleren Cavedog dog aldeles ligeglade med, hvilket de tydeligt demonstrerede med deres Total Annihilation. Basen var ikke længere noget der udelukkende skulle beskyttes, men i stedet en mægtig robot der selv kunne besejre en legion af fjender. Ressourcerne var solenergi og jerndepoter, samt skrot fra nedskudte enheder. Og så var farten sat i vejret, på en måde hvor det hele blev meget mere offensivt end den defensive tilgang, der ofte var den bedste vej frem i Westwoods spil.
Bedst var dog at de mange enheder og grafiske effekter var blevet lavet i (for tiden) imponerende 3d-grafik, der gav langt mere dybde, realistiske animationer og fabelagtige krigs-scenarier når det hele gik løs.
Trods den store succes gik der ikke lang tid før Cavedog blev opkøbt og senere lukket, hvorefter flere af de ledende kræfter bag spillet fandt nye hjem hos forskellige udviklere, hvilket igen resulterede i et par spirituelle efterfølgere til Total Annihilation.
Mest fremtrædende af disse efterfølgere var den oprindelige designer Chris Taylors Supreme Commander, der byggede videre på flere af de samme koncepter, mens Planetary Annihilation fra en anden af de oprindelige udviklere også gjorde brug af nogle af de samme ideer.
En reel efterfølger til Total Annihilation er dog noget vi stadig gerne ville se ske, mens vi indtil det sker kan slukke den værste tørst med fan-projektet Total Annihilation 3D.
No One Lives Forever
Titel: No One Lives Forever
Udvikler: Monolith Productions
Formater: PC
Monolith havde det i lang tid mere end lidt svært. Her var en udvikler som pokkers gerne ville gøre sig selv gældende som en udfordrer til ID Software position som kongen af skydespil (eller FPS) genren, havde alle ideerne, vidste hvordan man sammensatte et godt spil og alligevel ikke rigtigt kunne finde noget fodfæste.
Med Blood havde de startet det hele og med det tegneserie-inspirerede Shogo: Mobile Division havde de proppet mere originalitet ind i genren end den havde set før. Alligevel var det først med det fremragende No One Lives Forever at de virkelig cementerede deres navn.
Tematisk var der tale om en pastiche over alt det bedste fra James Bond-filmene, de glade 60’ere og de dertilhørende kulørte personligheder, og det var ikke helt ved siden af når man fra tid til anden følte at man sad med en spilversion af de populære Austin Powers-film.
Men historierne om super-agenten Cate Archer, de fantastiske specialredskaber som kamerabriller, læbestiks-granater med sovegas og sågar en robot puddelhund, gav hele oplevelsen dens egen personlighed.
Monolith udviklede senere en helt igennem solid efterfølger, men har efterfølgende koncentreret sig om udgivelser med mere blockbuster-format som Middle-earth: Shadow of War. Det er derfor tvivlsomt at vi nogensinde får en efterfølger at se, men skulle Monolith have brug for et afbræk, ville vi stå klar med åben pengepung.
Sacrifice
Titel: Sacrifice
Udvikler: Shiny Entertainment
Formater: PC
Shiny Entertainment var lidt af en solstrålehistorie i slut-halvfemserne. Med den karismatiske Dave Perry i spidsen, var det på det nærmeste som om der var så mange gode ideer og talenter indenfor udviklerens mure, at hver ny udgivelse sprudlede af livsglæde, vanvid og kvalitet.
Dette var mest tydeligt med spil som Earthworm Jim, MDK og senere Sacrifice.
Sidstnævnte var således Shinys forsøg på at give strategi-genren et nødvendigt spark i bagdelen, fordi hele genren på det nærmeste var gået i stå ved årtusindskiftet. Derfor var perspektivet nu i foskuseret omkring spillerens valgte figur, mens tanken om statiske baser var smidt helt ud.
Ressourcer var der dog stadig, men også de var integreret på original vis. Mana-fontæner skulle derfor forvandles til offeraltre, hvor sjælene fra besejrede fjender kunne renses og genbruges til at skabe egne tropper.
Med denne opbygning formåede Sacrifice komplet at omgå den statiske tilgang som så mange andre stragegi-spil havde døjet med, og man blev i stedet tvunget ind i hæsblæsende kampe der havde mere tilfælles med actionspil end velovervejet strategi.
På den tekniske front var Sacrifice også revolutionerende, og benyttede sig af en grafisk teknologi der gjorde at spillet konstant skruede op og ned på detaljegraden, alt efter den tilgængelige hardware, samt hvor meget der skete på skærmen.
Resultatet var et af de smukkeste spil for dets tid, hvor rullende bakker, fantastisk originale fjender og magiske besværgelser blev kombineret på en måde der sendte grafikkortet på overarbejde og kæberne i gulvet.
Shiny Entertainment led desværre en grum skæbne med et forfejlet Matrix-spil og et hurtige filmlicens-spil, inden dørene blev lukket. Dave Perry er i mellemtiden rykket videre til nye succeser uden for spilbranchen, og den kreativitet og livsglæde som det oprindelige kendetegnede det oprindelige Sacrifice, ville kræve en mastodontisk indsats at genskabe for en ny udvikler, hvilket gør det tvivlsomt at vi nogensinde kommer til at se en efterfølger.
