Årsskiftet betyder for mange en kærkommen anledning og tid til en masse overvejelser. Arbejdslivet, privatlivet, fritidslivet, finanslivet, ja sågar underlivet, er alt sammen oppe til revision i én stor pærevælling med ønsker om væsentlige forbedringer på alle fronter.
Men allerede nu ligner det nye år til forveksling sin forgænger. 2012, der mellem jul og nytår syntes som året, hvor alt kunne lade sig gøre, er nu blevet til sur hverdag med de samme forhindringer og begrænsninger, som 2011 havde.
Konen, konkurrenterne, kunderne og kollegerne er ligesom børnene, bankrådgiveren og bossen de samme. Og hvert andet ord i aviser og tv er stadigvæk finanskrise. Så intet har forandret sig siden sidste år.
Umiddelbart efter nytår fik jeg på LinkedIn en opdatering, der udråbte 2012 til »... det positive år, hvor vi siger nej til finanskrisen«.
Min umiddelbare reaktion var: Hvor dum kan man være? Kan han ikke selv se det? At sige nej til finanskrisen er netop at anerkende, at den eksisterer, og det er himmelråbende idioti at udstille sin virkelighedsflugt over for alt og alle. Nu mangler han bare at tage et billede af sig selv iført en t-shirt med påskriften "Fuck Finanskrisen" og sætte det på som profilbillede, så alle kan se, hvor tåbelig han er.
Men, men... ved nærmere eftertanke slog det mig, at det jo også kunne være, at det muntre budskab i virkeligheden dækkede over, hvad vedkommende havde tænkt sig at gøre for at nå sine mål i 2012.
Det kunne være et samlet udtryk for alle de handlinger, han ønskede at udføre:
<ul><li>Besøge sine eksisterende kunder mere.</li><li>Få flere nye kunder i butikken.</li><li>Få bedre styr på sine omkostninger.</li><li>Forbedre sine lederegenskaber.</li><li>Skabe bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.</li></ul>
Alt sammen simple og banale virkemidler, der til forveksling ligner det, vi burde gøre, også når der ikke er krise. Det kunne jo være, at den pågældende LinkedIn-bruger var kommet til netop den konklusion, at ovennævnte virkemidler intet har med finanskrisen at gøre, og at han derfor ligeså godt kunne aflyse den.
Det kunne være, at han i ren begejstring for denne konstatering blev ramt af en voldsom lyst til at dele den med alle med risiko for at blive til grin over for alle os kyniske vinter-depressionsramte pessimister, som allerede har trukket finanskrisekortet, fordi vi ikke har nået vores januartal.
Offentliggørelsen af den selvbestaltede aflysning af finanskrisen, kunne være et udtryk for et enormt mod til at fortælle sine omgivelser, at han ikke har tænkt sig at sætte sig med hænderne i skødet og vente på bedre tider, og at han lever efter den livsfilosofi, at man kun skal bekymre sig om det, man kan lave om på.
Det kan faktisk være, at han imellem jul og nytår er kommet til den erkendelse, at det kræver forandring at fungere i en omverden, der altid forandrer sig, og et godt sted at starte er at stille sig selv spørgsmålet "Hvor længe kan der være krise?"
Hvornår bliver det, alle kalder krisen, til den faktiske virkelighed, vi skal forholde os til og virke i?
Så næste år springer jeg både dronningens og statministerens nytårstaler over, og klikker ind på
http://dk.linkedin.com/in/kristenthiesen for at hente inspiration til det kommende år.
Tak til Kristen Thiesen med ønske om et rigtigt godt nyt år.
