Jeg er den oplagte kunde til netavisernes betalingstjenester. Men jeg gider ikke betale. Og det har egentlig undret mig.
Jeg er gammel avisjournalist og identificerer mig, som så mange andre tidligere journalister, stadig med faget, selvom jeg forlod det for snart 15 år siden. Men jeg elsker stadig at læse og blive klogere.
Jeg bruger dagligt en time på netaviserne. Jeg er manden bag den allerførste udgave af Politiken.dk, og jeg har bjerge af sympati for netavisernes behov for indtjening. Så jeg burde være den første til at købe abonnement.
Men jeg kunne ikke drømme om at gøre det.
Jeg betaler ellers for så meget andet på nettet. Også nyheder.
Men det er nyheder, der relaterer sig til mit professionelle virke. Netaviserne relaterer sig angiveligt til mit virke som samfundsborger. Og så alligevel ikke.
For nyhederne om samfundet er blandet i en skøn vælling af madanmeldelser, finurlige historier fra den store verden, sport, biografnyheder, kændissladder og alt for meget andet.
Og helt ærligt: Det meste af det findes i overmål så mange andre steder på nettet. Faktisk i endnu bedre versioner. Der er special-sites om det hele: Sport, Film, Kendisser, Musik, Mad og Sjove historier fra verden.
Der var engang
Netaviserne efteraber de papiraviser, der var engang: De bringer lidt af det hele i deres helt eget miks. Der er masser af gentagelser fra andre medier uden henvisning til originalen. Og det hele er pakket ind i avisens egen stil.
Det fungerede fint på tryk. Men det fungerer ikke på nettet.
Det skal aviserne gøre
Bevares, det er hyggeligt nok at læse netavis, jeg gør det selv flere gange dagligt. Men det er bare ikke så fantastisk, at jeg vil betale for det. Det meste findes jo gratis andre steder på nettet i både dybere og bredere udgaver - med nogle ganske få undtagelser.
En af undtagelserne er dækningen af vores liv som samfundsborgere. En anden er dækningen af de lokale sportsresultater, men dem interesserer jeg mig ikke for.
Mit spørgsmål er, om jeg vil betale for det første, hvis nogen tilbød mig en fuld og lødig dækning mod betaling - og uden alt det andet gejl?
Jeg tror det helt ærligt ikke. For så meget interesserer det mig heller ikke. Og jeg tvivler på, at der overhovedet er nok danskere der vil betale, til at en sådan forretning ville løbe rundt.
Godt vi har DR, som jo heldigvis fortsat tilbyder historier, der handler om vores fælles liv som danskere.
Troværdighed er penge værd
Men hvad så med aviserne, hvad skal de så gøre? Jeg tror, at de skal genopfinde sig selv - hvilket som bekendt er noget af det sværeste. Men der er ingen vej uden om at tilbyde noget helt unikt, hvis man vil have succes på nettet.
Troværdighed er avisernes største aktiv - det gælder i hvert fald for nogle af dem. Og jeg tror, at den nye netavis skal tage udgangspunkt netop her. For troværdigheden er penge værd. Mange penge.
Dygtige virksomheder har opdaget det for længst. For ti år siden sagde vi, at virksomheder skal opføre sig som medier. At de skal formidle deres viden på læsernes præmisser. At de skal gøre sig interessante i kundernes øjne for at opnå den troværdighed og tillid, der er så vigtig, når købsbeslutningen skal tages.
I dag hedder det Content Marketing. Det vokser vildt, og det handler i bund og grund om, at virksomhederne har kæmpe udbytte af at bygge bare en flig af den samme troværdighed, som aviserne har haft i årevis.
Virksomhederne kaster pengene efter troværdighed i form af indhold på nettet. Aviserne har troværdighed, men ingen penge.
Der må være en kobling her. Også i en mere begavet version end blot at bede virksomhederne betale journalisterne for at skrive om dem.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
