Du er smidt i kampstøvlerne på elitesoldaten Caydan Phoenix, som han tager kampen op mod terrorister i det idylliske Venedig. Kuglerne suser forbi, og tempoet er højt - men ikke højere end at spillets brugerflade lige når at fortælle dig, hvordan du er en actionhelt på din mobile enhed.
Knap er det sidste hovedskud placeret i Modern Combat 5's første bane, før du hvirvles ind i en endnu større historie om terrororganisationer i Asien, grumme banditter og og hvad spiludviklerne fra Gameloft ellers har kunnet finde i kassen med action-klicheer.
Klicheer så tykke at interessen for historien går tabt i figurernes havnearbejdersprog, der er som taget ud af manualen for, hvordan dialog ikke længere skal skrives. Modern Combat 5 har absolut ingen ambitioner om at bevæge sig videre end de rent stereotype personbeskrivelser og plotelementer.
Teknologi over indhold
Det er imidlertid en mangel på ambition som Modern Combat 5 deler med Shooter-genren generelt - i stedet vælger Gamelofts spiludviklere at rette blikket mod de mere tekniske udfordringer, der ligger i at få spillet til at fungere med de mobile enheders begrænsede hestekræfter.
På seneste generation af iPad er Modern Combat således absolut visuelt imponerende på den der "det var alligevel utroligt, at tablet-spil kan blive så flotte" måde. Lys, skygger og en ragdoll-fysisk gør den visuelle spiloplevelse overbevisende. Men inden fascinationen får helt overtaget, er det også vigtigt at huske på, at Modern Combat 5 bør vurderes som en Shooter og ikke en teknisk præstation.
Som Shooter holder Modern Combat 5 sig til genrens konventioner og skabeloner og er i sagens natur en videreudvikling og finpudsning af de fire tidligere spil i serien - hvilket i sig selv er meget karakteristisk for Shootere.
Som genren foreskriver, byder spillet derfor på både single- og multiplayer, som endda eksisterer side om side, således at resultaterne for begge indgår i et fælles pointsystem, der lader spilleren opgradere spillets fire klasser, Recon, Heavy, Assault og Sniper samt deres udstyr.
Det fælles pointsystem er fremragende, fordi single- og multiplayer på den måde ikke føles som to separate spil i samme pakke. Desværre betyder det også, at den mobile enhed skal være online, også selvom der kun spilles singleplayer-missioner.
Traditionelt korridordesign og tvivlsom styring
Singleplayer-missionerne fokuserer primært på at skyde sig gennem terrorister, men suppleres af afbræk, hvor spilleren for eksempel er placeret ved en maskinkanon i en motorbåd, eller på tid skal rydde lokale efter lokale for skurke.
De enkelte missioner er små i såvel omfang som tid, og hvor hardwaren visuelt presses til det yderste, skånes den i forhold til banedesign, som er rent lineært, let kedeligt korridordesign, hvor nye fjender automatisk aktiveres på bestemte steder i banen.
Multiplayer er til sammenligning et noget andet projekt at kaste sig ud i, med større baner at spurte omkring på, og ikke mindst menneskelige modstandere, som modsat den kunstige intelligens er alt andet end forudsigelige. Men det er så også her, spillets styring for alvor bliver en udfordring - beherskes den ikke fuldt ud, er multiplayer en ren dødsfælde.
Spiludviklerne har virkelig forsøgt at finpudse den berøringsfølsomme skærms brugerflade, så den er tæt på at kunne fungere i en Shooter - men systemet får en almindelig spilkonsols controller til at føles som det regulære præcisionsinstrument, som styring med mus og tastatur normalt er i en Shooter.
Modern Combat 5: Blackout er, når der tages højde for alle hardwareplatformens begrænsninger, et udmærket, om end meget klichefyldt, spil - og det peger i en retning, hvor mobile enheder kan tilbyde temmelig komplekse spiloplevelser. Men søges en virkelig solid Shooter-oplevelse, så skal den fortsat findes på konsol eller pc.
