Støtten til dansk forbruger smuldrer i batalje om iPhone med brugte dele

Dansk Erhverv vil ikke forholde sig til Forbrugerklagenævnets omstridte Apple-afgørelse, som organisationen ellers selv har stemt for. Til gengæld er Dansk Erhverv glad for, at Apple har muligheden for at sagsøge den utilfredse forbruger.

Artikel top billede

Apples sagsanlæg mod en utilfreds forbruger får nu tilsyneladende erhvervsorganisationen Dansk Erhverv til at lægge afstand til en afgørelse i Forbrugerklagenævnet, som Dansk Erhverv ellers selv har stemt for.

I juli i år afgjorde Forbrugerklagenævnet, at Apple skal annullere forbrugerens køb af en iPhone 4 og betale forbrugeren de 4.399 kroner, som han tilbage i 2011 betalte for sin telefon.

Forbrugeren var utilfreds med, at Apple ville ombytte hans defekte telefon med en såkaldt re-manufactured telefon, der indeholdt brugte komponenter.

Da sagen blev behandlet i klagenævnet sad Dansk Erhvervs egen advokat og en virksomhedsrepræsentant med ved bordet. Sammen med to nævnsmedlemmer fra Forbrugerrådet kom de frem til afgørelsen, som de altså vedtog enstemmigt.

Efter afgørelsen har Apple meget usædvanligt meddelt, at man vil indbringe sagen for domstolene for at få ændret klagenævnet afgørelse.

Oven i købet lægger Apple nu sag an mod forbrugeren for at få en domstols ord for, hvordan reglerne skal fortolkes.

Opbakningen vakler

Men efter at Apple har skruet bissen på, er Dansk Erhvervs opbakning til den enstemmige afgørelse tilsyneladende blevet mere løs i fugerne.

Dansk Erhvervs virksomhedsrepræsentant var Jakob Reland, som til daglig er servicechef hos Elgiganten, der er en af landets største forhandlere af Apple-produkter og anden forbrugerelektronik.

Han ønsker dog ikke overfor Computerworld at kommentere den konkrete sag. Han ønsker heller ikke at fortælle, hvordan hans egen arbejdsgiver håndterer reklamationssager, og om man ligesom Apple tilbyder forbrugere telefoner med brugte komponenter.

"Jeg synes, du skal rette henvendelse til Dansk Erhverv eller Apple," siger Jakob Reland.

Hos Dansk Erhverv vil markedschef Lone Rasmussen ikke forholde sig til, at Apple har valgt at ignorere klagenævnets afgørelse og sagsøge forbrugeren.

Hun siger dog, at hun "beklager, at klagesystemet fungerer sådan", at man som virksomhed er nødt til at sagsøge forbrugeren, hvis man vil have ændret Forbrugerklagenævnets afgørelse.

"Det må være principielt"

"Jeg kender ingen virksomheder, der har lyst til at stævne deres kunder. Det må være fordi, Apple mener, at det er så principielt, at de vil være helt sikre på at domstolene er enige i Forbrugerklagenævnets fortolkning af loven," siger hun.

Men afgørelsen i Forbrugeklagenævnet var enstemmig, så Dansk Erhverv bakker vel på den måde op om, at det er sådan retstilstanden er?

"Det, vores medlemmer i Forbrugerklagenævnet har sagt, er, at vi vurderer at retstilstanden er sådan efter de gældende regler. Men det helt afgørende er, at nævnet ikke er en domstol."

Men afgørelsen er enstemmig?

"Det ændrer ikke noget for os. En virksomhed skal altid have en mulighed for at indbringe afgørelsen for domstolene."

Så er I ikke enige i den afgørelse?

"Nej, du kan ikke lægge mig de ord i munden. Som sagt er det vigtigste for os, at virksomhederne har den retssikkerhed, at de kan indbringe sagen for domstolene. Det er der meget få, der gør, fordi det er meget dyrt for virksomhederne at føre den slags sager."

Men vi har en afgørelse, som er enstemmig. Er I enige i afgørelsen?

"Jeg forholder mig ikke til afgørelsen. Jeg vil gerne kommentere på systemet. Jeg vil ikke forholde mig til den konkrete afgørelse."

Hvad synes du om, at Apple stævner forbrugeren og ikke vil efterleve den her afgørelse?

"Jeg bakker op om Apples ret til at få prøvet en afgørelse ved domstolene. For forbrugeren er det omkostningsfrit. Det er det ikke for Apple. Helt principielt er det vigtigt for Dansk Erhverv, at virksomheder har mulighed for at prøvet en afgørelse, de er uenige i, ved en domstol. Det handler om retssikkerhed i et retssamfund."

Men synes du, Apple skulle have efterlevet denne her afgørelse, som I selv har stemt for?

"Jeg vil kun forholde mig til, hvad Apples ret er. De har en ret til at få sagen prøvet. Det letteste og det billigste er rette sig efter afgørelsen. Jeg går ud fra, at Apple har gode grunde til at gøre, hvad de gør, men det må de selv stå på mål for."

Ser ikke noget problem

Jeg har nu spurgt dig på seks forskellige måder, og jeg bliver nødt til at fortælle mine læsere, at det er lidt uklart, om I bakker op om Forbrugerklagenævnets afgørelse, som I selv har stemt for. For det svarer du ikke på.

"Nej, vi har selv været med til at træffe den afgørelse efter de gældende regler. Men du skal tænke på, at i Forbrugerklagenævnet handler det om at finde en løsning ud fra en skriftlig sagsfremstilling."

"Forbrugerklagenævnet er jo ikke en domstol, og der er hverken vidneafhøring eller afhøring under strafansvar. Det er derfor, jeg bare forholder mig til, at Apple har ret til at rejse en sag, og så længe forbrugerne bliver holdt skadesfri, kan jeg ikke se noget problem i det."

I Forbrugerrådet Tænk, der er Dansk Erhvervs modpart i Forbrugerklagenævnet, ønsker vicedirektør Vagn Jelsøe ikke at spekulere i, hvorfor Dansk Erhverv ikke aktivt tager afstand fra at Apple ikke vil rette sig efter afgørelsen i Forbrugerklagenævnet.

"Det er ærgerligt, at Apple ikke efterlever en enstemmig afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Det er selvfølgeligt helt naturligt, at Apple har ret til at gå til domstolene. Men jeg ser det som endnu et eksempel på, at Apple har et anstrengt forhold til forbrugerrettigheder, og at de synes de kan lave deres egne regler," lyder det fra Vagn Jelsøe.

En talsperson fra Apple oplyser til Computerworld, at selskabet ikke ønsker at kommentere den danske sag.

Opdateret kl. 12.10 med præcisering af, at Dansk Erhverv er tilfreds med at Apple har mulighed for at sagsøge den utilfredse forbruger, og at Dansk Erhverv beklager, at en virksomhed er nødt til at sagsøge forbrugeren, hvis man vil have ændret Forbrugerklagenævnets afgørelse.

Læs også:

Dansker vandt klagesag over Apple: Nu slæber it-giganten ham i retten

Apple-forhandlere plages af skrappe krav: Så lidt tjener de på at sælge en Mac

Læses lige nu

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

    22. oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S

    Freja Egelund Grønnemose, junior automation developer hos WITRICS A/S, har pr. 16. juni 2026 fuldført uddannelsen diplomingeniør i softwareteknologi (B.Eng Software Technology) på Danmarks Tekniske Universitet - DTU. Færdiggjort uddannelse
    Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
    Rethink Cybersecurity Advisory har pr. 1. juli 2026 ansat Michael Nyboe Engelrud som Associeret Partner & Senior Advisor. Han skal især beskæftige sig med spændingsfeltet mellem Informationssikkerhed og ansvarlig AI, Governance, Risk & Compliance og IT Beredskab. Han kommer fra en stilling som Principal Management Consultant hos Devoteam A/S. Han er uddannet AI Navigatør, certificeret i AI Transformation, Crisis Management med fundament i Computer Science. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse, rådgivning, Databeskyttelse og Digital transformation. Nyt job

    Michael Nyboe Engelrud

    Rethink Cybersecurity Advisory