Da jeg i starten af året ved et uheld kom til at besvare en mail fra min CEO og sende den ud til hele firmaet, lærte jeg at holde igen med min e-mail-læsning, der havde taget helt overhånd. Selv da jeg stod og ventede på grønt på cyklen, læste og besvarede jeg mails. Og når jeg børstede tænder.
Nul mails lig med nul fejl?
Kvaliteten af læsningen og dermed forståelsen og svarene var naturligvis kritisabelt ringe - og da jeg efter vinterferien i uge 7, havde 738 ulæste mails tog jeg yderligere et hårdt valg - nogen vil sige, at jeg fik en åbenbaring. Jeg etablerede et internt mål, der lyder på, at jeg i uge 7 næste år vil jeg modtage nul mails.
Alle cc-mails skal væk, alle projektrelaterede mails over i projektværktøjerne, nyhedsbreve skal afmeldes osv. Og nu, næsten to kvartaler inde i 2015, går det faktisk ganske godt. Jeg modtager stadig ganske mange e-mails, men antallet er for nedadgående.
Derudover læser jeg næsten kun e-mails på arbejde - ikke på cyklen, ved spisebordet eller når jeg læser godnathistorie for ungerne. Kvaliteten af mine svar er derfor steget, og jeg har ikke begået nær så mange bommerter, som jeg ellers var vant til.
Altså lige indtil dagen efter, min nye chef startede...
Egentligt burde jeg have forudset det. Situationen var klassisk. Hele dagen havde jeg været presset - løbet fra møde til møde, spist frokost ved computeren og konstant haft en kollega på Skype, Slack og Yammer. Og et par kunder. Det var egentligt blot et spørgsmål om tid ...
Rundetårn frem for møder
Set i bakspejlet burde jeg have aflyst et par af møderne, sat auto-reply på mailen, gået en tur på Købmagergade, måske også op i Rundetårn, nydt en frokost på Post & Tele Museet eller Restaurant Tårnet på Christiansborg. Bare for at klare tankerne, så jeg kunne komme tilbage og levere den sædvanlige høje kvalitet.
I stedet valgte jeg at afholde vores ugentlige succesmøde samtidig med, at jeg besvarede e-mails, havde andre kollegaer på Skype, Slack og Yammer og spiste dessert.
Mens jeg holdt mødet, svarede mails, og chattede med kollegaer, loggede jeg også på LinkedIn og connectede med min nye chef. Og i stedet for blot at bruge den sædvanlige kedelige standardtekst vurderede jeg, at en mere personlig en af slagsen ville gøre bedre indtryk.
Det ville vise ham - tænkte jeg - at jeg ikke bare hopper fra opgave til opgave, men tænker mig om og fokuserer på opgaven foran mig og tilmed tilføjer kreativitet og et personligt touch.
Men jeg var naturligvis for presset, og med både Chrome, Firefox og Safari åbne mistede jeg overblikket og kunne i et brøkdel af et sekund ikke huske, hvad han hed. Kun at han oprindeligt er fra Indien.
Så jeg tog chancen ...
Mon der ligger en lønforhøjelse og lurer?
Efterfølgende har jeg googlet mig frem til, hvad jeg reelt kaldte ham.
På engelsk betyder det lystig!
Så ikke nok med, at jeg ikke brugte min chefs rigtige navn, første gang jeg skrev til ham; det ord jeg brugte, betyder, at han er lystig.
Han har ikke accepteret min LinkedIn-connection endnu ...
