Atea scorer stor software-ordre efter udbuds-kludder i Region Sjælland

Fejlen, der ikke måtte ske. Kæmpebrøler tvang Region Sjælland til at aflyse stort softwareudbud, som så endte med at blive vundet af Atea.

Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Kort før jul måtte Region Sjælland i huj og hast aflyse et stort udbud af software fra Microsoft for næsten 70 millioner kroner.

Den 11. december meddelte Region Sjælland, at udbuddet var afsluttet med KMD som vinder. Men allerede senere samme dag var der mail fra konsulentfirmaet Rambøll, som regionen havde sat til at gennemføre den praktiske del af udbuddet.

Rambøll oplyste, at udbuddet på grund af fejl var aflyst, og at den store ordre nu skulle igennem et ny udbudsforløb.

Fejlen bestod i, at Rambøll undervejs i udbudsforløbet havde glemt at sende et særligt dokument med spørgsmål og svar om udbuddet til Atea, som også havde budt på den store software-ordre. Atea havde derfor ikke haft mulighed for at indarbejde informationerne i deres tilbud, og derfor var Ateas tilbud blevet diskvalificeret i kapløbet med konkurrenterne.

Men fejlen hos Rambøll betød så også, at Region Sjælland kom i konflikt med udbudsreglernes bestemmelser om ligebehandling af tilbudsgivere. Derfor måtte udbuddet af den store softwareordre gå om.

17 dage senere - den 28. december - var der så igen brev fra Region Sjælland. Nu med besked om, at det nye udbud var vundet af netop Atea foran de to konkurrenter KMD og licenspecialisten Crayon.

Af brevet fra Region Sjælland fremgår det, at Atea havde budt ind med en pris på 66,9 millioner kroner - cirka to millioner kroner billigere end tilbuddene fra KMD og Crayon.

Hverken KMD eller Crayon har ønsket af kommentere forløbet.

Utilfredsstillende forløb

Hos Region Sjælland kalder it-direktør Per Buchwaldt forløbet for "utilfredsstillende".

"Rambøll har lavet en teknisk fejl i forbindelse med det første udbud. Det betød, at Atea i første omgang bød på en måde, så deres tilbud ikke var konditionelt (overholdt udbudskravene, red.). Så vi aflyste udbuddet og skynder os at gennemføre et nyt udbud, og det får så Atea som vinder," siger Per Buchwaldt.

Fejlen i det store softwareudbud er dobbelt uheldig for Region Sjælland og Atea, som begge er involveret i den store sag om påstået bestikkelse af nuværende og tidligere ansatte i regionen.

Det gør ikke Per Buchwaldts ærgrelse mindre.

"Ja, det er rigtig ærgerligt, når vi har gennemført udbuddet med den solide juridiske assistance, at vi så alligevel laver en fejl. Vi har selvfølgelig udtrykt vores ærgrelse over for Rambøll, og de har beklaget, og så kan man ikke gøre så forfærdeligt meget mere," siger Per Buchwaldt.

Glæde i Atea

Hos Atea er direktør Morten Felding tilfreds med udfaldet af det fejlramte udbud.

"Vi er sådan set tilfreds med både forløbet og udfaldet. Hvis udbyderen konstaterer at der er begået en fejl og så retter op på det, er det jo godt. Og så er vi naturligvis glade for, at vi ender med selv at vinde ordren," siger Morten Felding.

Udbuddet i Region Sjælland er et såkaldt miniudbud under SKI's rammeaftale 02.06.

Atea har i forvejen vundet et lignende udbud i Region Syd, og samtidig er en række store udbud af software på vej i både kommuner og, regioner og hos Moderniseringsstyrelsen, som samlet set vil løbe op i et sted mellem en halv og en hel milliard kroner.

Morten Felding afviser dog kategorisk, at Atea med sit billige tilbud dumper priserne på software til offentlige kunder.

"Det er korrekt, at der en lang række udbud i gang og flere andre er på vej. Dem satser vi hårdt på at vinde. Vi er en stor forretning, og vi har en ambition om at vinde det, vi kan."

Sætter Atea penge til på de her offentlige ordrer?

"Nej, det kan jeg afvise. Vi har et mål om at skabe profitabel vækst, og vi er ikke på hovedløs jagt efter tom omsætning og ønsker ikke at gå ud og dumpe priser, " lyder det fra Morten Felding.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Genetec

    Fysisk sikkerhed må ikke være it-chefens blinde vinkel

    Digital robusthed handler ikke kun om firewalls. Det handler også om, hvem der kan gå direkte ind ad døren til serverrummet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

    Sophie Dalsgaard Myhrmann

    Elbek & Vejrup A/S

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Alfredo Paladino, 32 år,  som Account Manager for det danske marked. Han skal især beskæftige sig med salg af Iduras MitID- og signaturløsninger i Danmark. Han kommer fra en stilling som Head of Business Development hos Goodwings. Han er uddannet kandidat i e-business. Han har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Goodwings' kommercielle funktion og lede et internationalt BDR-team på 12 personer. Nyt job

    Alfredo Paladino

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

    Casper Voldstedlund

    Systematic A/S

    Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

    Michelle Sørensen

    Netip A/S