Artikel top billede

Få overblikket: 13 markante danske CIO'er og it-topchefer, der skiftede job i 2017

Bankdata, Falck, Chr. Hansen, COWI, Jyske Bank og Pandora er bare nogle af de store virksomheder, som fik ny CIO i 2017. Vi har samlet 13 markante CIO-jobskifter her.

Ifølge en rapport fra analysevirksomheden Korn Ferry bliver en amerikansk CIO i jobbet i fire år og tre måneder i gennemsnit.

Ifølge analysen er det, på det såkaldte c-niveau, kun marketingdirektøren, der holder fast i jobbet i kortere tid (tre år og en måned).

Det giver god mening, for et CIO-job er i dag lig med en plads i den varme stol.

Som CIO skal du ikke alene tegne it-strategien og klare driften, men du forventes også at kunne også udfordre forretningen, bevogte it-udgifterne og sikre virksomheden en plads ved det digitale bord - uanset hvor moden organisationen i øvrigt er.

Det er hårde odds. Og det betyder også, at der rykkes stadig mere og hurtigere rundt på CIO-niveau. Vi har samlet en oversigt over 13 danske CIO'er, der skiftede job i 2017:

1. Morten Gade: Fra Energinet til Bankdata

Årets CIO i 2016, Morten Gade Christensen fra Energinet, sagde sin stilling op i maj efter en ny koncernstruktur efterlod CIO-posten uden for topledelsen.

"Man har etableret en ny koncernstruktur, som betyder, at it ikke er en del af øverste ledelsesniveau. Og det er jeg ikke interesseret i at være en del af," fortalte Morten Gade til Computerworld i maj.

1. december startede Morten Gade som direktør for Privat og Erhverv i Bankdata, der leverer it-løsninger til 11 danske banker og 1,5 millioner danskere.

Det jobskifte kan du læse mere om her: Blev kåret til Årets CIO i Danmark - men sagde så op: Nu er Morten Gade Christensen tilbage i ny it-topstilling.

2. Thomas Okke Frahm: Fra Chr. Hansen til Nilfisk

Thomas Okke Frahm blev i maj ny CIO i danske Nilfisk, der er i fuld gang med at gentænke den over 100 år gamle virksomhed til den digitale tidsalder.

"Digitalisering foregår helt ude i frontlinjen," lød budskabet i fra den nye CIO i forbindelse med jobskiftet.

Du kan læse mere om jobskiftet i interviewet med Thomas Okke Frahm her: Ny CIO i spidsen for Nilfisks globale it-satsning: Her er mine store it-opgaver - kræver helt nye måder at tænke it på.

3. Charlotte Hersdorf: Fra TDC til Nordea

Charlotte Hersdorf havde været CIO i TDC siden maj 2014, da hun i marts skiftede til Nordea, hvor hun i dag er Head of global delivery centres.

Du kan læse mere om det jobskifte her: TDC mister CIO: Skifter til topstilling i Nordea.

4. Jens Christian Rasmussen: Blev CIO i Chr Hansen

En af dem, der tog et skridt op på karrierestigen i 2017, var Jens Christian Rasmussen, som blev CIO fødevarevirksomheden Chr. Hansen.

Jens Christian Rasmussen overtog CIO-posten i Chr. Hansen, da forgængeren, Thomas Okke Frahm, skiftede til Nilfisk.

Jens Christian Rasmussen er rekrutteret internt i Chr. Hansen, og han er et velkendt ansigt i organisationen, da han har været ansat i Chr. Hansen siden 2007, senest som 'head of office of the CIO.'

Læs mere om det jobskifte her: Ny CIO i dansk C20-selskab: Han skal stå i spidsen for it-organisationen i Chr. Hansen.

5. Jerrik Bagger Sørensen: Fra NNE til COWI

Jerrik Bagger Sørensen indtog i 2017 CIO-posten hos COWI den 1. marts.

Jerrik Bagger Sørensen kom fra en stilling som vice precident og CIO i NNE, og før det var han i knap tre år administrerende direktør hos Apple-forhandleren Humac.

Læs mere om det skifte her: Ny CIO i COWI: Erfaren dansk it-topchef får ansvaret.

6. Thomas Braa Andersen: Fra Novo til NNE

Pharma-virksomheden NNE måtte som bekendt sige farvel til CIO Jerrik Bagger Sørensen, der skiftede til COWI.

NNE fandt dog en afløser hos ejeren, Novo Nordisk. Det blev Thomas Braa Andersen, der indtil skiftet var vice president i Corporate IT i Novo Nordisk.

Læs mere om det her: Mistede CIO til COWI: Nu har NNE fundet ny topchef - henter ny CIO hos Novo.

7. Jesper Kingo Christensen: Fra Svitzer til Pandora

Mærsk-selskabet Svitzer mistede i 2017 dets CIO, Jesper Kingo Christensen, der skiftede slæbebådene ud med smykkefirmaet Pandora.

Læs mere om det skifte her: CIO forlader Mærsk-koncernen: Skifter til smykkegruppen Pandora.

8. Peter Schleidt: Fra TDC til Jyske Bank

Tidligere koncerndirektør og COO i TDC og CIO i Danske Bank, Peter Schleidt, skiftede i 2017 til Jyske Bank, hvor han fik ansvaret for områderne forretningskoncepter/it og forretningsservice.

Det skete, efter at Peter Schleidt tidligere på året pludselig forlod jobbet som koncerndirektør i TDC Operations.

"Nu har jeg jo været så heldig at være i bestyrelsen i Jyske Bank siden begyndelsen af sidste år, og der har jeg set en rigtig god organisation, som man har lyst til at arbejde i. Så da jeg fik tilbuddet, kunne jeg ikke sige nej," forklarede Peter Schleidt til Computerworld i forbindelse med skiftet.

Læs det interview her: Nyt topjob til tidligere it-direktør i TDC og Danske Bank: Da jeg fik tilbuddet kunne jeg ikke sige nej.

9. Hans Jayatissas: Fra DXC Technology (CSC) til KMD

Hårdt pressede KMD, der i øjeblikket kæmper med utilfredse kunder og svage økonomiske resultater, fik i 2017 sat et godt mavestød ind på ærkerivalen DXC Technology / CSC.

KMD hentede nemlig sin nye CTO (på dansk teknologichef), den 48-årige Hans Javatissa, hos CSC, som DXC Technology hed i foråret 2017.

Han skal ifølge KMD stå i spidsen for opbygningen af en ny enhed, Office of Technology.

Læs mere om det skifte her: KMD henter ny teknologi-topchef hos ærkerivalen CSC: Har tilbragt næsten hele karrieren i CSC.

10. Michael Skånstrøm: Fra selvstændig til Ambu A/S

Efter et par år som selvstændig var det den tidligere it-boss fra Lundbeck, Michael Skånstrøm, som blev CIO for Ambu A/S.

Skånstrøm, som også har en baggrund fra ISS og IBM, var nomineret til prisen som Årets CIO 2009.

11. Allan Søgaard: Fra Icopal til Leman

Allan Søgaard skiftede i 2017 Icopal ud med en stilling som Group CIO hos transportvirksomheden Leman. Allan Søgaard har tidligere haft ledende it-stillinger hos Dyrup og Steff-Houlberg.

12. Torben Ruberg: Stopper i Falck ved udgangen af 2017

Torben Ruberg har været CIO i Falck og i det tidligere Group4Falck siden 2000. Han blev kåret til Årets CIO i Danmark i 2015.

Nu må han dog sige farvel til sin arbejdsplads gennem de seneste mange år.

“Ledelsen i Falck er skiftet inden for det seneste år, og der er tegnet en ny strategi. I implementeringen af den strategi ønsker ledelsen at få nye øjne på it-understøttelsen,” fortæller Torben Ruberg til Computerworld.

Læs mere her: Falcks mangeårige CIO stopper: "Jeg forlader min stilling inden for en uges tid"

13. Kasper Tjørntved Davidsen: Skifter til Nets

Kasper Tjørntved Davidsen stopper som Group CIO i transport- og logistikvirksomheden Leman.

Han oplyser, at han har valgt at takke ja til et nyt job i finansverdenen: Kasper Tjørntved Davidsen skal fra 1. januar være senior vice president of transformations i Nets.

“Der foregår mange spændende ting på markedet, og så har man så spurgt mig, om jeg vil hjælpe med til at forsøge at styre Nets igennem nogle af de transformationer, der skal ske,” siger Kasper Tjørntved Davidsen til Computerworld.

Læs mere om det her: Nyt job til dansk top-CIO med fortid i KMD: Skifter til Nets.

I det hele taget er der ryk på CIO-gangen. En gennemgang af de seneste 10 års vindere af titlen som Årets CIO i Danmark har vist, at kun tre ud af 10 i dag fortsat har det samme job.

Læs mere om det her: Kun tre ud af Danmarks 10 bedste it-direktører har beholdt deres job