Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Jeg tilhører den minoritet, der snildt kan leve uden Facebook, Instagram, Snapchat, Twitter, Messenger, Tinder og mange af de andre meget populære moderne sociale medie apps og privatlivs-udryddende systemer.
Men et værktøj, som jeg virkeligt ikke kan undvære, er Googles yderst effektive søgemaskine.
Problemet er blot, at anvendelsen af dette fantastiske søgeredskab ikke koster penge.
En af mine tidligere svenske medarbejdere sagde altid: “Gratis er godt!
I Jylland, hvor jeg stammer fra, er man dog lidt klogere og ved, at der ikke er ret meget her i livet, der reelt er gratis - der kommer næsten altid en regning, der på et eller andet tidspunkt skal betales.
De fleste jyder vil gerne gøre en god handel, og det vil jeg naturligvis også.
Men når jeg så ser på, hvad det reelt koster mig at surfe rundt og søge løs på nettet, så er det ikke længere en god handel for mig at gøre det ‘gratis’ - jeg betaler nemlig med mine data og personlige oplysninger.
Så vil jeg hellere grave i muldvarpeskindet
Man kunne så sige 'noget for noget', men mit privatliv er relativt vigtigt for mig, og jeg vil hellere grave lidt i det jydske muldvarpeskin og betale kolde jydske kontanter, eller måske endda en håndfuld bitcoins - hvis de stadig er noget værd og hackerne ikke har lænset min vallet
For læserne på min alder kan jeg oplyse, at en ‘vallet’ er den elektroniske udgave af det, der engang hed en tegnebog, og hvor man gemte sorte jydske penge, når man skulle købe en halv gris eller en sæk kartofler.
Misforstå mig ikke - jeg er, som gammel it-mand virkeligt imponeret over det system og de algoritmer, som Goggle er lykkedes med at skrue sammen.
Vi tager det for givet, at vi får vores omfattende søgeresultater på et splitsekund og at systemet altid virker døgnet rundt - virkeligt imponerende.
Tænk hvis det offentlige havde lavet sådan noget
Tænk hvis det offentlige skulle have lavet sådan et søgesystem.
Så ville det for det første nok aldrig være blevet færdigt, og der ville have været uendelige forsinkelser, begrænsninger og budgettet overskredet med mange miliarder, og det var sikkert endt i både en politisk skandale og en kommisionsundersøgelse eller lignende.
Man skulle sikkert også have brugt NemId for at logge in og der ville være et begrænset antal daglige søgninger. Men det er jo en helt anden sag.
Som gammel militærmand....
Jeg er som gammel militærmand yderst imponeret over effektiviteten af det verdensomspændende efterretningssystem, som Google-søgemaskinen udgør, og som samtidigt kan anvendes til at styre og prioritere (nej, jeg brugte ikke ordet ‘manipulere’ - det fraråder min advokat) de enkelte brugere og grupper af brugere i forskellige retninger.
Det er en drøm for enhver diktator, regering og andre magthavere i denne digitale tidsalder.
Forretningsmanden i mig er målløs over, at man gennem årene er lykkedes med at tilbyde noget så avanceret helt ‘gratis’ til kunderne og så efterfølgende kan ende med at lave en yderst imponerende millar-omsætning.
Det er bare flot gået. Jeg kan iøvrigt ikke lige huske, hvor meget Google betaler i skat i Europa, men pyt - det er jo gratis, så det gør nok ikke noget.
Hvad bruges data til?
Jeg er som sur gammel sikkerhedschef og ikke mindst privat person umådeligt træt af, at jeg reelt ikke aner, hvad mine søgninger anvendes til og hvordan og ikke mindst hvem, der har adgang til disse data.
Ja,ja, jeg har forsøgt at læse det med småt og tilpasse alle indstillingerne både i min browser, hos Google, men føler mig stadig væk ikke tryg.
Men det er nok bare min paranoide risk management personlighed, der løbende giver mig ticks.
Men hvad der skræmmer mig endnu mere er, at der formodenligt er en lang række automatiserede kunstigt intelligence-‘robotter’ - hvilket jo i virkeligheden blot er en samling avancerede algoritmer, der sikkert også er fejlbehæftede, som al anden software - der opbygger en profil af mig, som jeg ikke aner, hvordan ser ud.
Hvis nu mit barnebarn på 12 måneder i et ubevogtet øjeblik, hvor farfar er ude for at varme lidt havregrød, kravler hen over tastaturet og søger efter Duplo-klodser, gyngeheste og jævnaldrende legekamerater, så afsættes der er en række elektroniske fodspor på nettet, der ser ud som om, at de kommer fra mig.
Undtagelsen skulle være, at teknologien er blevet så udviklet, at algoritmerne gennemskuer, at det ikke reelt er mig, der taster, fordi det ikke passer ind i den profil, der allerede er opbygget i systemerne.
Når så min kæreste eller hendes eller mine børn lige skal søge noget på nettet på min tablet, så ender det sikkert med, at systemerne tror, at jeg er en venlig ældre mand i 50'erne med hæmorider og røde tånegle, der sidder på en gyngehest og strikker, bruger krykker og hele tiden børster mit lange flotte blonde hår, ingen tænder har, spiser choko-pops og søger legekammerater på 12 måneder og derfor får reklamer og ikke mindst informationer smidt i hovedet, som matcher denne profil.
Når mit forsikringsselskab og min bank så får adgang til den profil, så skal min mor tegne en forsikring for mig, og jeg kan ikke få en kassekredit, men kun en børneopsparing i mit eget navn.
Måske påvirker det hele mig så meget at jeg ender med at opføre mig, som algoritmerne har defineret mig - helt gratis!
Så med andre ord:
Kære Google lad mig venligst betale for jeres fine services og lad mig så venligst have mit privatliv i fred og bare giv mig de skide informationer, jeg så gerne vil have fra jeres fantastiske service…
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
