Det kræver selvtillid for en udvikler at kaste sig over så stor en titel som Avengers, hvor forventningerne med det samme vil være at spilversionen kan gøre blockbuster-filmene kunsten efter på både oplevelsesfronten og bundlinjen.
Det er derfor heller ikke så underligt at opgaven i sin tid blev givet til Crystal Dynamics, udvikleren der tidligere på fantastisk vis genoplivede Tomb Raider-serien, og ej heller at de blev givet lang tid til at udvikle det mest ambitiøse Marvel-spil til dato.
Og der er da næsten heller ingen grænser for hvor imponerende det hele lægger ud. Fra starten gives man kontrollen over en pre-teenager version af Kamala Khan (senere Ms. Marvel) der med barnlig iver og glæde nærmest ikke kan tro sine egne øjne da hun møder superheltene fra Avengers.
Som i de succesfulde Marvel-film, tager spillet sig også tiden til at introducere de forskellige karakterer, og særligt Khan-selv imponerer med en begejstring og charme der gør hende til en af de bedste spilhelte i år. Det er også gennem Khans øjne at historien tager fart, ikke mindst fordi man får lov at opleve hendes version af transformationen fra akavet teenager til pludselig superhelt, med alle de naturlige overraskelser der følger med.
Historien selv er sat sammen som en blanding af roadmovie, og den klassiske superskurk-fortælling om en person der i sin jagt på et altoverskyggende mål glemmer sig selv og de værdier der før gjorde sig gældende. Særlig roadmovie-opbygningen fungerer som en glimrende måde at introducere hele helte-gallerieret og alle deres skærmydsler med hinanden, og udvikleren er lykkedes bedre med fortællingen end man turde havde håbet på.
Desværre gør det samme sig ikke altid gældende når fortællingen stopper og controlleren tages i brug. Det der først begynder som et stærkt actioneventyr, hvor spillet tålmodigt tager sig tiden til at fortælle enkelte heltes historier, forme venskaber og danne rammer for det hele, bliver nemlig alt for ofte afløst af et frustrerende og kedeligt kampsystem, samt et utal af identiske actionsekvenser.
Et enormt antal fjender venter, nærmest uanset hvor man bevæger sig hen, på at få så mange tæv at de med god samvittighed kan give slip på de opgraderinger som kan bruges til at gøre helte-holdet stærkere. Fjenderne findes i alle størrelser og kræver fra tid til anden lidt forskellige strategier.
Desværre bliver denne bærende del af spillet aldrig særlig underholdende, for kampsystemet er håbløst repetitivt og savner i den grad dybde. Et evnetræ hvor man kan investere erfaringspoint for at låse op for nye færdigheder er ellers blevet tillagt for at give det hele en smule dybde. Ganske få af evnerne ændrer dog ved at man oftest kommer længst ved at hamre løs på knapperne, og engang i mellem gøre brug af de spilangreb som er unikke for hver helt og langsommeligt lades op under actionsekvenserne.
Det er virkelig skuffende at opleve hvor kedelig denne bærende del af oplevelsen er, og samtidigt virkelig overraskende når man ser på kvaliteten af store dele af resten af spillet. Når et spil som Streets of Rage 4 tidligere på året demonstrerede hvordan det var muligt at lave et mere velkommende og dybt kampsystem end det der her bydes på, på færre antal knapper, er undskyldningerne få og det går alvorligt ud over lysten til at blive ved med at kæmpe videre i Marvel’s Avengers.
Værre bliver det desværre kun efter historie-delen er gennemført. Her har udvikleren fyldt på med en multiplayer-funktion, hvor man sammen med vennekredsen kan tage ud på missioner og søndertæve alt der så meget som tænker på at bevæge sig, i jagten på bedre udstyr. Variationen i både omgivelserne og de mål man bliver givet, er dog så lille at man ganske hurtigt kommer til at spørge sig selv om nogen har glemt at fylde de sidste 25% indhold på spillet. Samtidigt er de opgraderinger man får i form af nyt udstyr så mangelfulde at drivkraften sjældent er der til at fortsætte.
Det virker nærmest som om Marvel’s Avengers er blevet udviklet af to forskellige hold, der hver især er endt med to vidt forskellige spil, der så til sidst er blevet klistret sammen til en noget ujævn oplevelse. I de perioder hvor kampene og udstyrs-jagten holdes ud af billedet, fungerer det hele glimrende og læner sig op af noget virkelig godt. Når det fokus glemmes og der i stedet bydes på tankeløs knaptrykkeri, gentagelse efter gentagelse af det samme indhold, samt multiplayer-funktioner der mest af alt synes at være blevet inkluderet fordi der har været et krav om det, er her tale om en nærmest ligegyldig oplevelse.
Kamala Khan er fabelagtig og det er dele af Marvel’s Avengers også, men desværre kan kvaliteten ikke opretholdes hele vejen gennem.
Læs også: Spider-Man anmeldelse: Når tegneserien bliver spilbar
