Artikel top billede

(Foto: Riksdagsförvaltningen)

Svensk politi får million-bøde for brug af den omstridte AI-teknologi Clearview AI

Svensk politi skal betale bøde på 2,5 millioner svenske kroner for ulovlig brug af ansigts-genkendelses-teknologien ClearView AI.

Svensk politi har gentagne gange ulovligt anvendt ansigtsgenkendelses-teknologien ClearView AI, og det koster nu politiet en bøde på ikke mindre end 2,5 millioner svenske kroner.

Bøden kommer fra den svenske databeskyttelses-myndighed IMY [‘Integritetsskydds myndigheten,’ red], som peger på, at svensk politi klart har overtrådt GDPR ved brugen af den omstridte teknologi.

“Politiet har ikke truffet tilstrækkelige organisatoriske foranstaltninger til at sikre, at behandlingen af personoplysninger har været i overenstemmelse med forfatningen,” lyder det fra IMY i afgørelsen.

IMY peger desuden på, at politiet ikke har gennemføet en konsekvensanalyse om brugen af teknologien til ansigtsgenkendelse.

Selv peger svensk politi på, at ClearView AI kun er blevet anvendt af et lille antal betjente.

“Der er en klar lovgning om, hvordan politiet skal behandle personoplysninger. Politiet har et ansvar for at sikre, at alle ansatte ved, hvordan reglerne er,” lyder det fra IMY.

Myndigheden kræver nu, at svensk politi sikrer, at ingen ansatte fremover håndterer personoplysniger ulovligt.

ClearView AI kom for alvor i vælten for et års tid siden, da det kom frem, at selskabet bag havde anvendt teknologien til at indsamle tre milliarder billeder fra blandt andet YouTube og Facebook til en database, der siden hen blev anvendt af amerikanske efterretnings-myndigheder.

Svensk politi har tidligere peget på, at man alene har anvendt ClearView AI på forsøgsbasis.

Du finder hele afgørelsen fra IMY her.

Læs også:

Dansk politi afviser enhver forbindelse til den omstridte ansigtsgenkendelses-løsning ClearView AI