Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nordjysk startup dækker hel by med trådløse parkeringssensorer / Flere amerikanske banker kobler AI og ansigtsgenkendelse på overvågningskameraer / Microsoft investerer en milliard dollars i Malaysia og bygger ny datacenter-region

Morgen-briefing: Nordjysk startup dækker hel by med trådløse parkeringssensorer / Flere amerikanske banker kobler AI og ansigtsgenkendelse på overvågningskameraer / Microsoft investerer en milliard dollars i Malaysia og bygger ny datacenter-region / Tesla-aktien ramt hårdt af weekendens ulykke

Mornings. Så er der friske forsyninger fra Computerworlds fremskudte lyttepost på Amager. Ved tasterne: Niels Veileborg

Nordjysk startup dækker hel by med trådløse parkeringssensorer

Den aalborgensiske startup-virksomhed Sensade har forbundet alle offentlige parkeringspladser i Lemvig med små trådløse sensorer. Udover muligheden for at guide bilister direkte til ledige parkeringspladser har installationen givet kommunen mulighed for at digitalisere analyse af parkeringssituationen.

”Vores digitale parkeringsanalyse kan ikke bare vise nøjagtige tendenser til parkering, vi har også adgang til mange andre datatyper, der giver en meget bedre forståelse af, hvordan bilister bruger parkeringspladser, hvilket kan bruges aktivt i byplanlægningen,” fortæller medstifteren af Sensade, Kenny Lund Lafon.

Flere amerikanske banker kobler AI og ansigtsgenkendelse på overvågningskameraer

En stor del af de amerikanske banker er begyndt at koble kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse til bankernes eksisterende kamerasystemer, så man kan overvåge både ansatte og kunder. Det skriver Reuters.

Selv om frygten for dårlig omtale og sure kunder er stor, ser bankerne store fordele. Blandt andet kan man analysere kundernes præferencer og forhindre forsøg på snyd, og så kan sikkerhed og adgangskontrol generelt forbedres.

Microsoft investerer en milliard dollars i Malaysia og bygger ny datacenter-region

Microsoft bygger en ny datacenter-region i Malaysia og investerer en milliard dollars i landet over de næste fem år. Det skriver Reuters.

Malaysia har ellers sidste år oplevet det alvorligste dyk i direkte udenlandske investeringer i Sydøstasien.

Tesla-aktien ramt hårdt af weekendens ulykke

Weekendens tragiske ulykke, hvor en Tesla - angiveligt på autopilot - kørte af vejen, ramte et træ og brød i brand, ramte Tesla-aktien hårdt.

Ifølge Ritzau Finans tabte aktien hele 3,4 procent.

Du kan læse mere om ulykken nord for Houston i Texas USA, hvor to mænd omkom, her:

Endnu en tragisk ulykke med førerløs Tesla: Musk har store forventninger til ny software

Atleter og besøgende til vinter-OL i Beijing kan blive prøveklude for den digitale valuta e-yuan

De kinesiske myndigheder er i fuld sving med projekter, som kan erstatte fysiske mønter og sedler med en elektronisk valuta i folkerepublikken og fremme e-handel.

Flere pilotforsøg er i gang, og nu forlyder det, at også udenlandske atleter og gæster til vinter-OL i Beijing i 2022 kan stifte bekendtskab med den nye elektroniske yuan. Det skriver CNBC.

Endnu er der et stykke vej, før e-yuan bliver rullet ud i hele Kina. Teknologien bag skal udvikles yderligere.

Myndighederne afviser rygter om, at målet med e-yuan i sidste ende er at erstatte dollaren som standarden for international handel.

Det sociale medie Parler på vej tilbage til Apple App Store

De amerikanske højreradikales foretrukne medie Parler er på vej tilbage til Apple App Store, efter at Parler blev udelukket som følge af urolighederne og stormen på Capitol Hill 6. januar. Det skriver Wall Street Journal.

Parler har haft en ny version af app’en til godkendelse hos Apple, og Parler har også indført en forbedret moderator-funktion.

Om Google, som også har fjernet Parler fra Play Store, vil lukke Parler ind igen, er uvist.