Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Danmark er Nokia-land. Sådan har det været i mange år, og sådan er det stadig. Faktisk er interessen for de finske mobiler steget et par procent siden sidste år, så Mobilpriser.dk nu kan melde, at 42 procent af de mobiler, der er søgt og klikket på hos prisportalen i 2010, er Nokia-modeller.
Det betyder dog ikke, at årets hotteste mobil stammer fra Nokia. Tværtimod ligger den mest populære Nokia-mobil, 6700 classic, kun på 5.-pladsen. Helt i toppen finder man derimod HTC, som suverænt lægger sig i front med Desire på 1.-pladsen og Legend på 2.-pladsen. Disse to mobiler har været de mest eftertragtede i 2010.
I hælene kommer iPhone 4 og iPhone 3GS på 3.- og 4.-pladsen, mens man på 6.-pladsen møder Sony Ericsson med dets XPERIA X10 mini. Det er ligesom HTC-mobilerne en Android-baseret model, og interessant er det at se, hvorledes Googles styresystem er begyndt at dominere billedet med hele 6 pladser i top-10.
Dermed begynder situationen at ligne den amerikanske, hvor Android nu har overhalet iPhone på markedet for smartphones. Meget tyder på, at tendensen vil fortsætte i 2011, hvor der venter et hav af nye Android-telefoner fra såvel HTC som mange andre producenter.
Mest populære mobiler på Mobilpriser.dk i 2010:
1. HTC Desire
2. HTC Legend
3. Apple iPhone 4 16GB
4. Apple iPhone 3GS 16GB
5. Nokia 6700 classic
6. Sony Ericsson XPERIA X10 mini
7. HTC Wildfire
8. Sony Ericsson XPERIA X10 mini pro
9. HTC Desire HD
10. Nokia N8
Mest populære mobilmærker på Mobilpriser.dk i 2010
1. Nokia 42 procent
2. Sony Ericsson 24 procent
3. HTC 14 procent
4. Apple 10 procent
5. Samsung 6 procent
6. Andre 4 procent
7. LG 0 procent