Silicon Valleys uofficielle motto har i mange år været ”Move fast and break things."
Det lyder farligt, fristende og fremtidsagtigt, og det har givet os spændende nye løsninger, nye måder at gøre tingene på og gigantiske milliardfirmaer som Uber, Wolt, Facebook, Tesla og Google.
Men det er også løsninger, som gang på gang har udfordret og brudt love på områder som taxakørsel, ansættelsesformer, monopoler, trafiksikkerhed og ytringsfrihed.
Nu kan man være utilfreds med taxalovens regler om forsikringer og passagersikkerhed, utilfreds med at være tvunget til at betale pension og sygedage til ansatte eller utilfreds med, at staten vil bestemme, hvor selvkørende din bil må være. Det er helt fair.
Men forhåbentligt kan vi være enige om, at man sagtens kan hylde innovationen, den kreative destruktion og gå på-modet og samtidig synes, at de endelige regler fastsættes bedst i det lokale politiske system frem for at være baseret på Elon Musks seneste flip eller tech-giganters behov for at tækkes aktionærerne.
Ikke mindst, når man bor i et land, hvis globale betydning kan rummes i en afrundingsfejl i de stores firmaers regnskaber.
Vi synes selv vi er vigtige - og så må vi godt
Enig eller ej.
Det er heldigvis den vej, det går, efterhånden som ikke mindst EU får skabt regler og mekanismerne til at håndhæve dem.
Som med alle demokratiske løsninger er det ikke perfekt, og det går ikke hurtigt. Men det sætter rammer for de eksisterende løsninger og udfordrer de nye.
Derfor er det også ekstremt interessant at følge New York Times sagsanlæg mod AI-giganten OpenAI.
Avisen hævder, at OpenAI har brugt mediets indhold til at træne selskabets innovative AI-løsning. Og noget tyder på, at der er tale om en ren tilståelsessag.
I et svar til det britiske parlament og digitaliseringsudvalg, fremhæver virksomheden, at det vil være umuligt at træne moderne AI-modeller uden at kunne suge til sig af alt indhold – inklusive kode, artikler og fotos, som er beskyttet af copyright.
Uden andres ofte beskyttede indhold kan man, ifølge OpenAI, slet ikke producere AI-systemer, som opfylder det, OpenAI kalder behovene hos nutidens borgere.
Et klassisk disruption-argument, hvor firmaets behov for teknologisk fremdrift skal stå over de love, der beskytter den viden, som du, jeg og vores arbejdspladser producerer.
En slags perverteret udgave af Silicon Valley-sloganet, som så i stedet skal hedde "Move fast and steal things".
Det virkede måske for 10 år siden. Men forhåbentligt er vi blevet klogere siden og altså ikke parate til igen at forære vores data til den næste store milliardbiks.