Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Når vi viser dyb empati overfor andre mennesker, sænker de paraderne. På den måde handler empati i sin essens om at finde ekkoet af et andet menneske i sig selv.
Er denne medmenneskelige tilgang til andre overhovedet mulig at bringe ind i en digitaliseret og AI-drevet verden?
Kan vi forlange af platforme som Facebook, Instagram, TikTok med flere, at de gør deres verdener mere empatiske?
Det korte svar er ja.
Hvorfor etik og lovgivning ikke alene er løsningen på nutidens empatikrise
Som erfaren iværksætter, der for tiden er medstifter af en virksomhed indenfor kunstig intelligens (AI), hilser jeg det velkomment, at branchen for tiden taler meget om etik.
Det er glimrende, at vi som mennesker forholder os til det, vi bygger, men der er også faldgruber i hele ’etik-agendaen’. Jeg oplever lige nu, hvorledes etik lynhurtigt bliver til jura, og så kender vi alt for godt til forløbet derfra.
Politikere på alle niveauer forsøger at sætte regler op for noget, der udvikler sig så hurtigt, at juraen aldrig kan følge med.
På samme tid hyrer tech-giganterne et kæmpe korps af lobbyister og jurister, og det resulterer i en lovgivning, der enten bliver alt for rigid for de mindre teknologivirksomheder eller slet ikke bliver til noget, fordi tech-giganterne er lykkedes med at promovere deres agenda.
Lovgivning er selvfølgelig stærk i den forstand, at den gælder os alle og ikke er afhængig af det enkelte menneskes værdier og holdninger. Dermed bliver det ikke kun en offentlig samtale om et givent problem. Der laves en standard, vi skal følge.
Lovgivning er imidlertid også svag, for dels rummer hele processen derhen involveringen af meget magtfulde advokatkorps og lobbyister og dels sker der ofte det, at selve lovgivningsarbejdet bliver fremmedgørende i forhold til de meget menneskelige behov og ønsker, der oprindeligt startede processen.
Det skifter fra en oprigtig menneskelig bekymring og empati for eksempelvis unges mistrivsel eller algoritmers afhængighedsskabende effekt til at handle om paragraffer, der kun forstås af verdens mest specialiserede tech-advokater.
Er der overhovedet et godt supplement til etik og regler?
Når det kommer til kunstig intelligens, som jeg både bygger og holder foredrag om til daglig, så er etik naturligvis ikke noget, som algoritmerne eller maskinerne i sig selv er i besiddelse af eller bevidste omkring.
De agerer baseret på vores input, og så langt så godt i forhold til at drøfte, hvad vi udstyrer dem med.
Når det så er sagt, så vil jeg foreslå et alternativ eller om ikke andet et sideløbende spor til etikken og reglerne: Nemlig empatien.
Empati er i mine øjne den mest værdifulde egenskab for os bevidste mennesker, fordi den tager afsæt i at forstå livet fra et andet menneskes perspektiv.
Ingen af os har en objektiv opfattelse af virkeligheden, så empati handler om det prisme, vi ser virkeligheden igennem.
Når vi for eksempel læser en bog, så træner vi potentielt vores empati ved at gå i et andet menneskes sko i en tid.
På samme måde vil jeg argumentere for, at vi bør skabe en langt stærkere bevidsthed og bevægelse i forhold til, hvor essentiel empati er i en tid, hvor digitalisering, AI og teknologi fylder så meget i vores hverdag og liv.
”Når vi lærer at se verden igennem et andet menneskes øjne, er det også der, hvor vi kan påbegynde fred”, som den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har formuleret det.
Hvordan mærker vi efter, når vi skaber fremtiden?
Når vi taler kunstig intelligens, så vil et oplagt sted at starte være at udfordre tech-giganterne og alle andre, der bygger algoritmer, på deres intention.
Hvorfor er det egentlig, at vi skal bygge alle disse algoritmer? Har verden ikke rigeligt med teknologi i forvejen? Multiplicerer vi ikke blot problemer og bias, der allerede findes derude?
Jeg er ikke AI-sortseer og meget fascineret af mulighederne på området, men jeg er også dybt skeptisk i forhold til den teknologibegejstring, der til tider synes at tage en forlomme i forhold til at mærke efter og sætte empatien først.
I stedet for kun at tale etik og regler, når det kommer til algoritmer, så vil jeg opfordre enhver udvikler, iværksætter og andre, der til daglig arbejder med teknologi, til at stille sig selv spørgsmålet:
Hvorfor bygger vi det, vi gør?
Lige nu bygges rigtig mange algoritmer med det mål at gøre modtageren afhængighed af dem. Det kender vi selv fra platforme som TikTok, Facebook, Instagram med flere.
Hvis man udfordrer dette med empatien ved sin side, ville du så selv ønske at blive afhængig? Ville du ønske, at mængden af filtre på en platform bidrager negativt til det eget selvbillede?
Hvis dit svar til begge disse spørgsmål (forhåbentlig) er et nej, hvorfor bidrager du så egentlig til at bygge der? Der er så meget andet her i verden at lave og tjene penge på, hvis pengene måtte være drivkraften.
Selvfølgelig har vi som brugere af teknologi også et ansvar, men som Nicklas Brendborg skriver i den inspirerende bog ”Vanedyr”, overdriver vi i den grad det handlerum, vi reelt har. I praksis styrer algoritmerne os. Ikke omvendt.
Robotten Sophia
”Jeg håber, at jeg vil være i stand til at lære verden om empati, når jeg selv har udviklet en ægte forståelse af, hvad det vil sige”, sagde Barack Obama aldrig. Det gjorde robotten Sophia.
Sophia var en såkaldt ’social humanoid robot’, der blev udviklet af det Hong Kong-baserede firma Hanson Robotics tilbage i 2016.
Hun fik dengang massiv medieomtale og blev endda tildelt et statsborgerskab i som den første robot nogensinde. Naturligvis en billig marketinggimmick fra Saudi Arabien dengang.
Sophia selv var dog mere end en gimmick.
Idéen med hende var ifølge iværksætteren David Hanson, at Sophia eksempelvis kunne spille en vigtig rolle på alle verdens plejehjem, hvor hun ville være i stand til at tale med demente ældre på en tålmodig og empatisk måde og dermed bidrage til livskvalitet og omsorg.
Efterfølgende er det imidlertid ikke gået sådan.
Selvom der fortsat gennemføres en del forsøg med menneskelignende robotter i eksempelvis ældre- og plejesektoren målrettet for eksempel demente, så synes techgiganterne at have fokus på alt andet end omsorg og andres mentale helbred.
De bygger i endnu hastigere tempo end nogensinde før algoritmer for at skabe afhængighed, og de multiplicerer den falskhed, overflade og tiltrækningskraft, der i forvejen findes til teknologi.
I mine øjne er hovedproblemet imidlertid ikke manglen på regler eller såkaldt ’AI ethics’, men i stedet manglen på empati.
Mange teknologivirksomheder har teknologien som deres selvbillede. De er indenfor tech-branchen. Ikke ’empati-industrien’.
Når man bruger et begreb som ’empati-industrien’, så vil nogle formentlig føre tankerne hen på coaches og selvhjælpsindustrien, men det er på ingen måde den, jeg ønsker at fokusere på.
Det er derimod noget langt mere grundlæggende i nutidens samfund:
Vi skal lære verden om empati, som Sophia the Robot udtrykte det.
Fra Sophia til empati som grundfag på alle fremtidens it og tech-uddannelser
Det at lære børn og unge om empati er selvsagt en opgave for forældrene, men jeg vil advokere for, at vi skal gå længere end udelukkende at placere ansvaret i hjemmet.
Eksempelvis går vi som samfund for tiden ind og starter nye uddannelser i kunstig intelligens, ligesom vi lærer de unge mennesker digitale kompetencer foruden dem, de tilegner sig i TikToks og Instagram reels.
På samme måde bør vi som samfund sætte empati på skoleskemaet. Vi skal have et grundfag i empati, og empati skal inddrages i samtlige andre fag, hvor det er relevant. Herunder it og digitale medier.
Det skal implementeres i folkeskolerne, men også på de videregående uddannelser og andre steder, hvor vi uddanner os til fremtiden.
Som led i denne uddannelse i empati er det også fuldstændig afgørende, at vi lærer de unge mennesker at skelne imellem følelser, følsomhed og empati.
Empati er noget, vi vender ud imod verden, og hvor vi lytter for at forstå frem for at lytte for at svare.
Empati er en egenskab og kompetence der skaber god ledelse. En kvalitet der sikrer sammenhængskraft. En tilgang til verden der bidrager til ordentlighed og omsorg.
Empati vokser positivt, når den gives, deles og udleves. Det gør følelser og følsomhed ikke nødvendigvis. Det kan også resultere i splittelse, vrede og selviskhed.
Dyb empati er ikke likes på sociale medier. Dyb empati er ikke ‘hvor er du sej’ udsagn i realityprogrammer.
Dyb empati er at udvise kærlighed, forståelse og lydhørhed for vores omverden og medmennesker. Uanset om vi selv kan vinde noget på det eller ej.
Empati bør gøres til et grundfag på alle uddannelser i fremtiden. Fra ingeniør til it. Fra folkeskole til finans.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
