Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Kæmpe underskud til Conferize: Har fyret alle ansatte / Regeringen på vej med særlig AI-taskforce / Signicat overtager islandske SmartWorks

Kæmpe underskud til Conferize: Har fyret alle ansatte. Regeringen på vej med særlig AI-taskforce. Signicat overtager islandske SmartWorks. Datatilsynet advarer: Tryk ikke på links i snyde-sms. EazyProject skifter navn

Velkommen til ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld. Styrmand på fredagens gode morgenskib er Dan Jensen.

Kæmpe underskud til Conferize: Har fyret alle ansatte

Kriseramte Conferize landede i 2023 et dundrende underskud på knap 18,7 millioner kroner, viser selskabets netop offentliggjorte årsrapport.

Selskabet fyrede samtlige medarbejdere i november og indsatte i januar Bo Høvedsgaard Iversensom ny CEO, mens samtlige hovedaktionærer solgte deres aktier i selskabet, som er noteret på minibørsen First North.

“Den nye ledelse er i gang med at foretage en analyse af, hvorvidt de eksisterende aktiviteter i Conferize kan videreudvikles og styrkes, herunder i særdeleshed med fokus på datterselskabet Suubz,” meddeler selskabet.

Al fokus i 2024 er rettet mod at “stabilisere og robust gøre selskabet, nedbringe omkostninger, men samtidig søge nye værdiskabende investeringer og forretningsområder for at understøtte selskabets fremtidige vækst og udvikling,” meddeler Conferize.

Det er ikke første gang, at Conferize er i krise. Selskabet har flere gange skiftet ud på topchef-posten, ligesom det undervejs har erklæret sig konkurs, har skiftet ud på ledende poster og blandt ejerne.

Du kan læse hele børsmeddelelsen fra Conferize her.

Regeringen på vej med særlig AI-taskforce

Regeringen vil nedsætte en særlig digital taskforce, der får til opgave at effektivisere brugen af AI og digitalisering i den offentlige sektor.

Til Børsen siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), at taskforcen blandt andet skal afdække, hvordan det kan blive muligt at anvende AI i eksempelvis offentlig sagsbehandling og lignende, hvor der kan være steore gevinster at hende.

“Der er allerede mange gode eksempler på brugen af kunstig intelligens i kommunerne, og alle de gode initiativer vil vi gerne have udbredt. Men vi vil også gerne videre end det og komme helt i front med brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor,” siger ministeren ifølge avisen.

Signicat overtager islandske SmartWorks

Københavnske Signicat overtager det islandske it-selskab SmartWorks, som ifølge Signicat er Islands ‘største udbyder af e-signaturer og antisvindel-løsninger.’

“Vi har nu en fantastisk mulighed for at udvide Signicats brand i Island, men også for at hjælpe islandske virksomheder med at bekæmpe svindel og vokse på tværs af grænser med mindre risiko og bedre konvertering af kunder,” meddeler Signicat-direktør Asger Hattel.

Signicat har kunder i 44 lande, meddeler selskabet.

“Alle SmartWorks-medarbejdere er blevet en del af Signicat-teamet, og Olafur Pall Einarsson [stifter og ejer af SmartWorks, red] er blevet udnævnt til Country Manager Iceland hos Signicat. Virksomheden har også planer om at investere i teamet fremover,” lyder det.

Datatilsynet advarer: Tryk ikke på links i snyde-sms

Lad nu være. Sådan lyder det fra Datatilsynet, der advarer om, at der for tiden florerer en sms med besked om, at Datatilsynet ‘mangler din information jf. lov 410 af persondataforordningen’ og et link, som man bedes klikke på.

Men det skal man lade være med, lyder det fra tilsynet, som har modtaget flere henvendelser fra danskere om snyde-beskeden.

“Det er et forsøg på svindel, og man skal ikke trykke på linket i beskeden. Linket leder til en falsk, men vellignende, kopi af borger.dk,” lyder det fra tilsynet.

EazyProject skifter navn

Det lille Roskilde-firma EazyProject, der står bag et projektstyrings-værktøj, skifter navn til Bjorn Lunden.

EazyProject blev etableret helt tilbage i 2004 under navnet Kompagni K og skiftede navn til Eazysoft i 2011 og dernæst til EazyProject i 2020. Det har i dag omkring 20 medarbejdere.

Selskabet blev i 2022 solgt til svenske Björn Lundén International AB, som det altså nu tager navn efter.

“Vi er glade for at kunne fortælle, at EazyProject sammen med koncernens virksomheder i Sverige og Holland nu samles under det internationale brand Bjorn Lunden. Det nye brand lanceres den 21. marts, men udrulningen sker i faser,” lyder det fra EazyProject.

Selskabet meddeler, at det nye navn og brand ‘er mere end bare et nyt look.’

“Det er vores løfte om fortsat at forenkle virksomhedernes hverdag. Vi vil være det oplagte valg for virksomheder – ikke kun i Danmark, men over store dele af Nordeuropa,” lyder det fra Roskilde.