Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
BLUF (Bottom-Line Up Front): Nej! Jeg faldt overhovedet ikke på el-cyklen på hjemturen i fredags fra firma-sommerfesten. No, Sir. Sig goddag til Voksen-Mogens.
Jeg byder jer velkommen til endnu en fredag og endnu en weekend.
I ugens løb har vi både haft stærk blæst, stærk sol/varme, en regntid - og stærke meninger om et eller andet cykelløb herovre i Staden.
Nå ja, så var der noget bøvl i Iran, Trump bandede og nogle vatpikke af nogle vestlige ledere, der for første gang nogensinde gik med til at betale nok til at kunne få et forsvar, kunne heller ikke denne gang tage sig sådan RIGTIGT sammen til at støtte Ukraine for fulde gardiner, så de kan få smidt russerne, nordkoreanerne og andet rakkerpak ud af deres land. “Skærpede sanktioner”? Gud Fader.
Til sagen: Vi skal tale om usund sport (en tautologi), et ministerielt open source-eventyr, meningsfulde samtaler med Sundhedsplatformen, Skat2 og Politi2, nogle gode artikler om AI (og noget nyttig AI-bonus-info til jeres næste jobsøgning), og endelig noget om Death by Powerpoint på den helt reelle måde.
Dertil et PS om robotaxier og et PPS om PUM (Pligt Uden Magt).
Sport er (ikke) sundt
Apropos cykelløbet herovre: Sport er jo ikke sundt. Jeg har altid advaret folk imod det.
I Miracle forbød jeg medarbejderne at dyrke sport i og udenfor arbejdstiden, men de gjorde jo aldrig, hvad jeg sagde.
Man kommer hele tiden til skade og forøger BNP på grund af udrykninger, sygetransporter fra skisports-stedet, behandlinger, indlæggelser, medicin og hvad har vi.
Baden-Powell, grundlæggeren af spejderbevægelsen, bemærkede, at det var åndssvagt, at 22 mennesker løb rundt, mens 22.000 så på, og at det burde være omvendt - og så blev han den første spider-man.
På samme måde kan man sige, at det jo ikke nytter noget, at en håndfuld mennesker i trikot jerner rundt på (afspærrede) gader og stræder, mens 100.000 sidder i biler i lange køer på vejene eller hænger hjemme i sofaen for at se på det. Det højner ikke folkesundheden, men nok CO2-udledningen.
Jeg overvejer at forbyde de sportsgrene, hvor der ikke kan stå en øl på kanten af bordet, mens man kæmper, når jeg bliver Diktator af Danmark.
Collabora: Digitaliseringsministeriets Tora Bora
Det blev annonceret forleden, at nogle få stakler i Digitaliseringsministeriet skal afprøve en afart af LibreOffice, der hedder Collabora, men allerede af nogle af de sjove københavnere (de findes!) kaldes ToraBora.
Jeg nævner ingen navne, men tak for tippet, Q. Det ER sjovt, og du og jeg ved, hvem du er.
I første omgang vil de få, arme, ministerielle testere arbejde med noget af det absolut kedeligste, der findes i hele den offentlige sektor, nemlig deres sagsbehandlings-/ESDH-system - i dette tilfælde F2 fra cBrain, som uden tvivl er et udmærket program fuldt på højde med for eksempel Workzone fra KMD. De er bare begge røv-kedelige.
Når man i DigMin efter nogen tid (det burde max tage en halv time eller så) har testet både “tracking af changes” (som det hedder på dansk) og konvertering mellem fil-formater (MS vs. det nye), kan man skride til den på forhånd skrevne konklusion, nemlig at det fungerer fint, men at det er kompliceret bare lige at indføre det i de eksisterende rammer, så man vil grundigt overveje tingene og se, hvordan udviklingen går i den øvrige offentlige sektor.
Har du talt med din Sundhedsplatform i dag?
Jeg hørte en sjov historie forleden om en overlæge, der sad og tastede nogle ganske få ord ind i en patients journal efter endt konsultation og undersøgelse.
Det foregik efter “Search and Destroy”-metoden med én finger fra hver hånd og kunne selvsagt ikke engang begynde at dække bare lidt af, hvad der reelt var sket, sagt og gjort.
Det ville have taget halve og hele timer for ham, og den tid havde han selvsagt ikke.
Han blev så gjort opmærksom på, at man kan indtale i stedet for at skrive - der er et mikrofon-symbol på skærmen, og voila! Lægernes to-fingers-eventyr kan erstattes af tale og give SÅ meget mere og bedre input, også i lyset af vores åh, så fantastiske registre på området, der jo nødigt skulle forfalde i kvalitet over tid.
Lægerne skal bare trykke på den dersens mikrofon-tingest på skærmen og indtale det ligesom de elskede at gøre med deres diktafoner i gamle dage.
Den mikrofon-knap var præcist årsagen til, at man kunne undvære alle de der skrivedamer ved indførelsen af Sundshedsplatformen. OG diktafonerne.
Men rigtigt mange læger nægtede bare at bruge den, og mange af dem gør fortsat - i bar’ trods og fordi….
At de reelt underminerer datagrundlaget og ikke får skrevet alt det ned, som de burde, er ret alvorligt, men jeg er sikker på, at deres fagforening har en god undskyldning.
Husk altid at udbede jer det, som de skriver i jeres journaler.
Sygeplejerskerne har måske stadig en separat journal (“Cardex” i gamle dage) visse steder, men jeg håber det ikke - det var altid noget værre føle-føle-hejs med “bekymringer” om diverse socio-økonomiske tilstande, osv. ad nauseam.
Husk, at ChatGPT kan oversætte det hele for jer og give jer overblik over både diverse prøveresultater og al den medicin I render rundt og tager. Kæmpe hjælp.
Skat2, Politi2 og Militær2, ja tak. Men ikke Folketing2!
Nogle gange drømmer jeg om, at man laver to af hver i det offentlige, og lader den bedste få flere penge, indtil den dårligste kan erklæres død og man kan give nogle andre chancen for at konkurrere om at gøre det bedre.
Tænk, hvis man kunne vælge mellem Skat1 og Skat2 (2’eren ville prøve at få et forspring ved at gøre det reelt muligt at blive gældfri), Politi1 og Politi2 (2’eren ville tage sig af alle anmeldelser af indbrud, også selvom der var stjålet for mindre end en halv million), Sundhed1 og Sundhed2 (2’eren ville kopiere det estiske system og dermed halvere alle faste udgifter).
Ja, find selv på flere.
Militær1 og Militær2 kunne også være sjovt.
Jeg gætter på, at 2’eren ville satse på droner, instruktører fra Ukraine og Finland og en dansk Fremmedlegion.
Men ALDRIG Folketing1 og Folketing2! Nej, nej, nej.
En klog gut skrev forleden på Twitter, at kombinationen af top-styrede partier (med de deraf knap så sympatiske folk i toppen, da det jo aldrig er de gode mennesker, der klarer sig godt i en up-or-out-organisation) OG folkevalgte medlemmer, som top-styrings-partiet ikke bare kan fyre, giver en giftig og ofte ond stemning i politik.
Det ender tit med halv-truende, adfærdskorrigerende samtaler i en kælder sort som kul.
Den kloge gut bemærkede også, at mange politikere finder deres eneste reelle venner (altså nogle, som de kan stole på) i andre partier.
I politik kan du logisk nok kun stole på (nogle af) dine modstandere.
I den anledning gennemgår jeg i mit PPS nedenfor begrebet PUM, som alle er nødt til at kende, erkende og anerkende.
AI, Ai, ai
To virkeligt interessante artikler, som jeg kun kan anbefale jer at læse, og en skøn kommentar om den dødelige fare, som AI udgør:
Ethan Mullick har lavet en god oversigt, der konkluderer: Brug ChatGPT eller Gemini, og brug o3 i stedet for 4o i ChatGPT og 2.5 Pro i Gemini.
Og Deep Research kan virkelig få noget fra hånden for jer.
Jeg har gengivet det hele her: Valg af den rigtige AI og den rigtige AI-model (Ethan Mulllicks seneste opslag)
En anden gut har skrevet en interessant artikel i Harvard Business Review, hvor essensen er: Alt, hvad der kan måles, kan automatiseres, og det kan AI hjælpe med.
AI gør det også muligt at måle flere ting end før - som så kan automatiseres.
Jeg har stillet nogle spørgsmål, fået nogle svar og sat det hele ind her: Alt, hvad der kan måles, kan automatiseres: Interessant artikel om AI fra Harvard Business Review.
Det viser sig, at der er håb!
Og så lige en skøn kommentar i et nyhedsbrev til endnu en alarmistisk udmelding:
“Anthropic lavede endnu et forsøg på at tiltrække sig regulatorisk opmærksomhed med et paper, der hævder, at LLM’er vil “lyve, stjæle og afpresse” – hvilket i virkeligheden betyder, at de spurgte en LLM, hvad den ville gøre i en situation, hvor de fleste mennesker ville gøre X, og LLM’en svarede: “Jeg ville gøre X.” Ja, godt gået. Alle disse historier har samme intellektuelle værdi som at skrive “Jeg er i live!” på et stykke papir, tage en fotokopi af det og derefter sige: “Se! Ifølge vores analyse siger kopimaskinen, at den er i live”
Bonus AI: Hjælp til at skrive ansøgninger, version 4.2
Hvis der er noget, som ALLE er enige om er åndssvagt og ligegyldigt, så er det selve ansøgningen til et job.
CV'et, javel. Eksamensbeviser, ja OK.
Men den dér ansøgning, hvor man pudsigt nok opfylder ALLE kravene, OG dagligt løber en halvmaraton med en havkajak på ryggen, mens man hører Tolstoj som lydbog - det kan da være lige meget. Og nu, hvor ChatGPT er kommet, er det da bare helt til hest.
Men de fleste steder skal man jo alligevel skrive det pjank.
“Systemerne” kræver det, omend en brugbar workaround de fleste steder er bare at uploade CV’et to gange - indholdet checkes jo ikke af “systemet”
Og dér har jeg fået et lille fif fra en gut, der måske og måske ikke, ejer JobIndex:
Kig her for at blive klogere på ord, der IKKE bør stå i ansøgningen: Det betaler sig ikke at være grundig | Jobindex.
Brug artiklen som input til den ChatGPT-kommando, som du bruger for at skrive endnu en overflødig ansøgning.
IT: Powerpoint er (også) enden på det hele
Det første regneark - Visicalc - kom frem i 1979 og den amerikanske revisorforening advarede sine medlemmer om, at det reelt betød enden på deres erhverv.
Den estimerede, at det kun ville tage fem år, før hele branchen var udslettet - meget passende i det Herrens år 1984, kunne jeg fristes til at tilføje.
Det viser sig, at en tilsvarende dødsangst greb verden i 2003, da det gik op for folk, at Powerpoint var enden på verden, som vi kendte den:
The Great PowerPoint Panic of 2003 - The Atlantic
Sokrates advarede om det skrevne ord. Radio/TV/videospil ville få vore hjerner til at rådne, og Google, smartphones og sociale medier truede selve menneskeheden.
Med AI er det endnu værre: Vores hjerner vil skrumpe, og de fleste vil holde helt op med at tænke. Det viser diverse studier fra USA.
Det er noget værre noget. Tænk bare på de nye studenter:
De har kendt ChatGPT næsten hele deres gymnasietid og aner ikke, at de leger med deres egen undergang.
Vi og de er færdige som menneskehed. Kun neo-hippier, der bosætter sig i Thylejren, spiser ukrudt og rider på heste til købmanden har en chance. Farvel, og tak for alle fiskene.
Det var alt, hvad jeg havde til jer. Vejrudsigten siger indirekte til os: “Sørg for gode øl og lidt vin - det gør alt nemmere”. Skulle I selv have mærket, at jeres hjerne skrumpede ind til ingenting, da vi stoppede med at bruge Krak’s Vejviser, Time Manager/Time Mayland og Rolodex, så skriv om det til mig på mogensxy@gmail.com.
PS: Robotaxier
Jeg faldt over et komplet skønt citat:
“Waymo kører hver uge hundredtusindvis af ture med fuldt selvkørende robottaxaer, men med et meget dyrt LIDAR/RADAR/kamera-sensorsystem, mens Teslas drøm altid har været at få dette til at fungere udelukkende med billige kameraer kombineret med den rå datakraft fra alle de biler, de allerede har solgt.
Deterministisk set har det altid lydt fantastisk, men i praksis er det bare ikke lykkedes endnu: Tesla har lovet, men ikke leveret, i et helt årti.
Nu vil de lancere en meget begrænset fuldt selvkørende (i modsætning til deres marketingbetegnelse ‘Full Self-Driving’) taxatjeneste i Austin – med en håndfuld køretøjer i et afgrænset område, baseret på de nuværende Model Y-biler, hver med en menneskelig sikkerhedschauffør, præcis som Uber og Waymo gjorde tilbage i 2010’erne”.
PPS: PUM: Pligt Uden Magt
Det MÅ satme være frustrerende at være en top-styrings-parti-bandit fra Nordsjælland, komplet med halvlangt, velfriseret, let krøllet, svensk øl-hår, som vi kaldte det i Albertslum i de gode, gamle dage, der ikke bare kan smide de der latterlige, folkevalgte knitwits, skidesprællere og noksakker ud af butikken.
Jeg kalder fænomenet, som er udbredt mange steder, for PUM: Pligt Uden Magt.
Man får både en stor opgave, et stort ansvar - og dertil ingen reel magt over for dem, man skal have til at udføre miraklet for de højere magter.
Mellemledere ved, hvad jeg taler om. Ledere ved det også (for de er mellemledere for bestyrelsen).
Medarbejdere ved det også. PUM er det, som vi udsætter os selv for, når vi laver matrix’er, KPI’er og andet management-hejs.
Så bliver man jo helt naturligt og forståeligt ondsindet, og så begynder man straks at lave fraktioner (som bekæmper hinanden med alle midler, når far eller mor ikke ser det) i Socialdemokratiet - og Løkke skælder ud i en kælder sort som kul.
Jeg kan huske Anders Samuelsen,i forståelig frustration engang sige, at efter Ny Alliances nosedive into the ground ville han ALDRIG mere lave et parti, der ikke var top-styret.
Det er jo sjovt tænkt, når man er liberal og demokratisk sindet. Det er forståeligt, når man som Anders står mellem NA og LA. Men godt er det ikke.
Kombinationen af en strengt hierarkisk organisation og nogle folkevalgte, frie fugle, som man reelt ikke kan fyre, er ikke nem.
I sådan et ucharmerende helvede ville det kun blive værre, hvis folket fik valget mellem Folketing1 og Folketing2, så dér gør jeg en undtagelse og nedlægger bare skidtet, når jeg bliver Diktator Af Danmark (DAD).
Når først Trump, Putin og Xi hører, at Danmark har fået en diktator ved navn Moans Longballs Nogood, tror jeg NOK lige, at der kommer til at stå fornyet respekt om nationen.
Specielt fordi jeg vil sørge for, at vi ret hurtigt når op på at bruge 20-30 procent af BNP på Krigsministeriet, som det bliver omdøbt til i en overgangsfase, indtil jeg kan slippe afsted med at kalde det Angrebsministeriet, som hele tiden var min plan.
Banditter som Putin, Xi, Ayatollah Dillerdaller og det, der er endnu mere åndssvagt, er kun bange for to ting: At blive slået ihjel og at blive til grin. Angrebsministeriet får præcist de to opgaver.
ALLE borgere bliver selvfølgelig forpligtede til at have våben og ammunition hjemme, inklusive lette maskingeværer, dysekanoner og den slags ting.
Alle skal en gang om måneden stille et sted i nærheden for at vise, at de ved, hvor de skal forsvare nationen - og der vil være forplejning.
Alle gamere får tilkendt borgerløn, hvis de bruger 20 timer om ugen på at træne med FPV-droner. De skal deltage i nogle øvelser i løbet af året, men det kan de jo gøre hjemmefra i gamer-stolen. De taler alligevel i forvejen fint med hele verden via Discord.
De få livserfarne damer, der ikke gider skyde, får lidt ekstra til pensionen, hvis de er villige til at lave mad til dem, der står på vagt, og de gamle mænd kan passende trisse ned i supermarkedet med nogle sprut-vouchers og købe øl, vin og Gammel Dansk til de lokale helte, der står vagt rundt omkring.
Der vil blive dannet særlige Old Men-enheder, hvor gamle, bitre mænd, der alligevel hverken kan løbe eller falde ned på maven, endsige komme op igen, anbringes på vigtige steder med RIGELIGT med våben og ammo (og øl) og får besked på at kæmpe til sidste mand - hvilket de jo helt automatisk vil gøre, fordi de alligevel hverken kan løbe eller komme op af skyttehullet.
Den slags enheder vil russerne være alvorligt bange for. Tro mig. De forstår ikke uforståelige ting.
Det var den store lære lige efter Den Kolde Krig: De russiske generaler fortalte ved møder i Bruxelles, at den store usikkerhed hos dem, der skulle planlægge angrebet på Danmark, var Hjemmeværnet-
De var mange, de havde våben hjemme, de virkede uorganiserede, og der var artikler i Ekstra Bladet om et medlem, der havde været fuld på en øvelse.
Øst-diktaturerne havde derfor i planerne dedikeret VIRKELIGT mange folk til besættelsen af Danmark af samme grund.
De var jo helt uden for al normal, centraliseret, socialistisk kontrol, de der Hjemmeværnsfolk 🙂. Fear is the key, som Alistair MacLean altid sagde.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.