Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Velkommen til fredag. Folk med vandrestøvler, cykel eller bil har en fair chance for at kunne komme et sted hen og nyde vejret.
For alle andre vil det egentlige eventyr ligge lige om hjørnet ved busstoppet eller togstationen, for man ved aldrig, hvad det kan føre til af overlevelsessituationer, manglende mad og drikke, stranding i øde områder og ingen viden om, hvornår der måske sker noget.
Ud og Se, men ikke med DSB. Jeg forudser, at lommelærker får en renæssance.
Nå, vi skal have et godt citat om it og psykiatri, tale lidt om AI-arkitektur versus jernbane-arkitektur, panikke totalt om AI, gøre status efter mit AI-retreat i Texas, til koncert med Steel Panther og slutte med to sjove nyheder om Novo og EU. Bedre bliver det ikke, kammerater.
På sporet af SPOF-arkitektur
Igen må man jo undre sig over, hvordan man kan spare/fjerne menneskeligt initiativ og ordentlighed i en stor organisation, så den synes komplet ude af stand til at organisere hjælp til mennesker, der sidder i et tog i Padborg uden mad og drikke i meget lang tid.
“Vinduerne kan ikke åbnes,” “dørene MÅ ikke åbnes,” og andet ævl er jo ikke til at holde ud at høre på.
Så tving dog dørene op og lad folk komme ud. Så slå dog et vindue i stykker og giv dem mad. Det er da for åndssvagt. Er vi mænd eller mus?
Eneste lyspunkt var dem, der blev hentet i partybusser.
Det vil mit parti - Partiet Humanisterne - have gjort til en ret for alle. De Nationale Partybusser bliver en succes - og hvorfor skulle staten ikke også konkurrere med det private på dét område? - vil pludselig gøre noget, der minder om en straf, til en belønning.
“Yes! Mit tog er stærkt forsinket - jeg bliver hentet lige om ldit af en partybus.”
Derudover har tognettet igen-igen vist sig at være så smækfyldt med Single Points Of Failures (SPOF’er), at man ville få svært ved at designe et it-system med lige så dårlig MTBF (Mean Time Between Failure - kan I huske det begreb?).
Til gengæld har det alt, alt for lille kapacitet. Forestil jer, at en it-arkitekt præsenterede sådan et design.
Definitionen på en it-arkitekt er jo, at det er en tidligere udvikler, der ikke længere kan kode. Gad vide, hvad definitionen på en jernbane-arkitekt er.
AI - NU er det alvor
Kort fortalt: Mythos-modellen har pludselig gjort det klart for alle, at NU skal der gøres noget. NU skal “nogen” gøre noget straks. Nu er det ikke mere nok at lade stå til. Regeringer må gribe ind.
Frygten for AI-hackning er ét aspekt af det, håbet om venlig AI-hackning et andet.
De fleste, der ved noget, er “pessimistiske på kort/mellem-langt sigt og optimistiske på langt sigt,” fordi AI for første gang i menneskehedens historie gør det muligt at lave sikker kode.
Personligt tror jeg også, at det bliver virkelig fedt for os, men selvfølgelig skal vi igennem mange panik-panik-overskrifter og nogle få, barske oplevelser undervejs. Sådan var det også, da man indførte bilen, elektriciteten og Den Blå Avis.
“Tror du, jeg er Rockefeller?! (min mor)”
Og det har medført en ægte maskinstormer-bevægelse i USA.
Flertallet mener, at AI kan føre til masse-arbejdsløshed (ligesom med de mekaniske væve i sin tid), og der er også blevet smidt et par molotov-cocktails hist og pist derovre mod Sam Altman.
The Economist spørger åbenlyst, om Musk, Zuckerberg, Altman, Amodei og Wasabi bliver lige så mægtige som Rockefeller og Ford.
Vi giver ordet til professor Alex Tabarrok, økonom ved George Mason University (9. april 2026):
“Alle går straks til den negative mulighed i stedet for den positive mulighed. Det betyder ikke, at vi er garanteret noget. Overgangen kan blive ujævn, det er helt sikkert. Den industrielle revolution var også ujævn. Men jeg mener også, at vi er nødt til at tænke på mere fritid som noget godt. Ingen klager over, at ‘åh, vi plejede at have så meget mere arbejde at lave, vi plejede at kunne vaske vores tøj i hånden, og nu har maskinerne taget de jobs.' AI har lige nu lidt et dårligt ry og et dårligt image, men i det øjeblik, hvor AI skaber et medicinsk gennembrud, tror jeg, at det vil forsvinde. Og det synes jeg slet ikke er urealistisk. [En kur mod kræft] ville være enormt, fuldstændig enormt, som at leve længere og bedre liv. Det er svært at forestille sig fremtiden, fordi den kommer til at være meget anderledes end fortiden, men den vil stadig være god.”
Dripping Springs t/r
Jeg kom med møje og besvær hjem fra Austin, Texas efter mit uge-lange AI-retreat hos James Morle.
Jeg skulle flyve hjem mandag og skifte i Frankfurt tirsdag morgen - men lørdag lavede de åndssvage folk i Lufthansa selvfølgelig en lynstrejke, så mit fly fra Frankfurt til CPH blev aflyst.
De tyskere kan altså noget med at forblive i fortiden (fax, lukket om søndagen, køre sagsmapper rundt i lastbiler), det vil sige de gode, gamle 1970’ere, hvor det var kommunistisk inspirerede fagforeningsfolks sande fryd at ødelægge kundernes sidste lyst til at bruge den virksomhed, der giver de strejkende løn og skaffer deres familie brød til smøret.
Med andre ord: Fagforeninger som i de gode, gamle Anker Jørgensen-dage. Fantastisk.
Men James og jeg havde det altså virkelig sjovt, blandt andet da vi skulle sætte hans gamle CD-spiller og pladespiller op, så de kunne komme til ære og værdighed.
Pladespilleren manglede nogle væsentlige dimser, blandt andet den plade, der skal dreje rundt med en LP oven på, så der måtte bestilles en ny (pladespiller).
Men vi fixede hans gamle CD-spiller, og da den kom til live, poppede vi skuffen ud - og dér lå en Volbeat-CD, som jeg gav ham for mange år siden, og som var det sidste han spillede for cirka syv år siden, da han stadig boede i Californien.
Advarsel: Steel Panther
Well, for at det ikke skal være løgn: Aftenen før, fredag, var han, jeg og vores fælles ven Cary Millsap inde og høre Steel Panther.
Dét var noget af en oplevelse, må jeg sige. Jeg er jo kendt vidt og bredt for at blive bange, når jeg hører heavy og metal, og her var der rigeligt af begge dele.
Men: Fantastisk dygtige musikere, virkelig skøre og på et tidspunkt med 17 kvinder fra publikum på scenen, der dansede rundt, fint suppleret af de to permanente pole dancers.
En af de 17 besluttede sig for både at twerke OG flashe den aften, så der var generelt noget af en party-stemning a la det man ser i Blues Brothers-scenen, hvor de spiller bag hønsetråd - men på den dér fede, afslappede, sjove måde, som amerikanerne også mestrer til den slags events.
James havde betalt for, at vi kunne mødes med Steel Panther-gutterne før koncerten. Bare fire flinke, 60-årige fyre, som var stærkt begejstrede for, at jeg var fra København, og de mindedes nogle meget smukke, skandinaviske kvinder….
Men bortset fra dét: Vi fik på de ni dage, hvor jeg var gæst hos James, lavet et utal af løsninger (Claude Code, Codex), ordnet alle mulige hængepartier, checket gamle checklister af, og nåede endda at sidde i James hottub et par gange.
Jeg kan kun anbefale at tage fri fra arbejde for at kunne arbejde igennem - jeg tror, at AI work-retreats bliver stort. Sonja forstår mig ikke.
Men vores AI-verden står jo ikke stille
Novo har brystet sig af at være en af de største Copilot-kunder i verden.
De gik all-in, selvom det havde sine ulemper.
Man bliver aldrig fyret for at vælge Microsoft i det offentlige, som Novo rent organisatorisk nok mest minder om.
Men lo and behold, nu skal de også bruge Anthropic og OpenAI, og det giver i øvrigt stor mening - de tre store (OpenAI, Google, Anthropic) kører et ræs lige nu, som vi aldrig har set mage til, og det gavner os - men kun, hvis vi har alle tre til rådighed og hele tiden kan teste. “AI is weird”, som Ethan Mollick har skrevet.
Læs nyheden om Novo og OpenAI (eller “OAI”, som man er begyndt at skrive) her.
En anden sjov nyhed var, at ingen i EU fik adgang til Projekt Glasswing fra Anthropic. I wonder why.
Forestil jer tyskerne i EU, der får mulighed for at prøve noget state of the art eller bare noget nyt. Total panik og forslag om The EU Neofobi Act…nej, det kan jeg sgu godt forstå, at man ikke gider.
Man kan jo godt vinkle den som journalist i den retning, at vi bliver holdt ude.
Men ingen gider da lege med dødbidere. Læs og undlad at forundres her.
Det var dét. Nyd weekenden og skriv som altid gerne til mogensxy@gmail.com om vores forunderlige verden og jeres forundring. I må også gerne opfriske min hukommelse med hensyn til it-systemer, der arkitekturmæssigt kan have inspireret DSB og Banedanmark.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
