Når vi har givet skoleleverne adgang til en digital verden, skal vi også hjælpe dem med at navigere i den

Klumme: Digitale værktøjer er en naturlig del af skolen, men de har gjort det sværere at se, hvad eleverne faktisk laver. Den aktuelle debat om snyd ved folkeskolens prøver rejser derfor et dobbelt spørgsmål: Hvordan sikrer vi ordentligt tilsyn, og hvor går grænserne i den digitale gråzone mellem skærm og elev?

Artikel top billede

(Foto: iStockphoto/Lisa Klumpp)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Fagbladet Folkeskolen beskrev for nylig, at en elev blev bortvist fra en prøve på grund af mistanke om snyd.

Forældrene mente ikke, at der var tilstrækkelig dokumentation, men havde ikke noget sted at klage.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den konkrete sag, men jeg synes dog, den rammer ned i et grundlæggende dilemma, der ikke kun gør sig gældende i eksamenslokalet, men også gennem hele skoledagen.

I "gamle dage" var det nemt at se, hvilke hjælpemidler eleverne brugte til prøverne.

Det er straks vanskeligere at se, om ChatGPT eller andre ikke-tilladte apps og hjemmesider kører på skærmen. Alligevel kan konsekvenserne af mistanken være alvorlige.

På den ene side skal lærerne kunne håndhæve reglerne og sikre, at eleverne følger undervisningen.

På den anden side skal eleverne kunne have tillid til, at de ikke bliver fulgt mere end nødvendigt, og at mistanke om snyd bliver behandlet på et ordentligt grundlag.

Som tidligere lærer og med mange års arbejde med digitale løsninger til uddannelsessektoren har jeg fulgt digitaliseringen af folkeskolen tæt.

Jeg har selv været med til at introducere tablets i folkeskolen og er derfor heller ikke en del af det højlydte kor, der nu mener, at vi har været alt for hurtige på aftrækkeren og skal rulle digitaliseringen tilbage.

Det er måske heller ikke overraskende, at en mand fra Lenovo ikke mener, at skærmene skal ud af skolen.

Men det betyder ikke, at jeg er blind for problemerne. Tværtimod.

Skoleforsker Louise Klinge beskriver, hvordan elever kan sidde og shoppe, streame og spille på deres computere, mens klasselokalet ser roligt ud. Distraktioner, der kan være svære at opdage, fordi eleverne hurtigt kan skifte væk fra det, de laver.

Det er et reelt problem, og det løser vi ikke ved at fjerne skærmene. Men ved at blive bedre til at styre, hvornår og hvordan de bruges.

Her kan teknologi paradoksalt nok være en del af løsningen. Ikke for at mistænkeliggøre eleverne, men for at læreren kan bruge mindre tid på regulering og gætværk og mere tid på undervisningen.

Når prøven er digital, skal tilsynet også være det

AI-chatbots har gjort problemet akut, men ikke nyt.

Allerede i 2023 anbefalede en ekspertgruppe nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet, at skolerne genbesøgte deres praksis for sikker prøveafvikling, herunder muligheden for at anvende monitoreringsværktøjer ved skriftlige prøver.

Det giver god mening. Hvis vi beslutter, at der er dele af den digitale verden, som ikke hører hjemme i undervisningen eller ved en prøve, skal skolerne også have mulighed for at håndhæve de regler på en ordentlig måde.

Sidste år hjalp vi i Lenovo Sorø Kommune med at tilpasse vores digitale klassestyrings- og filtreringsværktøjer til kommunens folkeskoler.

Filtreringsværktøjet begrænser adgangen til ikke-godkendte hjemmesider på skolens enheder, også uden for skolen. Og med klassestyringsværktøjet kan læreren fra sin egen computer følge med i og styre, hvad der sker på elevernes skærme.

Løsningerne har nu været i brug i et år og er også blevet anvendt ved skriftlige termins- og afgangsprøver.

For mig viser Sorø et princip, der rækker langt ud over kontrol i eksamenslokalet.

Udgangspunktet har ikke været at overvåge eleverne, men at give læreren et bedre grundlag for at håndtere den gråzone, som skærmen kan skabe mellem elev og underviser.

Selvkontrol er også en ressource

I Danmark har vi traditionelt haft stor tillid til, at eleverne kan administrere den digitale frihed selv. Det er grundlæggende en sympatisk tilgang.

Men spørgsmålet er, om vi nogle gange kommer til at stille større krav til elevernes selvkontrol, end vi ville gøre i andre dele af deres skoleliv?

Louise Klinge har i Politiken sammenlignet teknologi uden styring med "at stille en skål slik ved siden af eleverne og forvente, at de stadig spiser broccoli."

For selvkontrol er en ressource, ligesom koncentration er. Den løber tør – også hos voksne. Og når vi placerer en computer foran en elev med adgang til spil, sociale medier og nu også generativ AI, kræver det et konstant aktivt valg at holde fokus på undervisningen.

Derfor ser jeg ikke nødvendigvis digitale begrænsninger som kontrol. De kan lige så vel være en hjælp til eleverne, så de ikke konstant skal bruge energi på at vælge distraktionerne fra.

Men med de nye softwaremuligheder er vi også nødt til at diskutere grænserne. Hvornår er teknologien et legitimt redskab til klasseledelse, og hvornår bliver den til unødig overvågning? Det er en vigtig pædagogisk diskussion, som skal tages ude på skolerne, hvor lærerne, skoleledelserne og eleverne kender undervisningens hverdag.

Mange kommuner er allerede i gang med at tage stilling til, hvad eleverne kan tilgå, og hvordan computerne bruges i undervisningen. Det er positivt.

Men særligt når det gælder indholdsfiltrering, mener jeg, at der er brug for en fælles retning, så den enkelte kommune, skole eller lærer ikke skal stå alene med opgaven.

Sidste år indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om blandt andet indholdsfiltrering på skolernes netværk, og daværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fulgte op med lovforslag L130.

Det bortfaldt, men diskussionen om fælles rammer er ikke blevet mindre relevant. Et godt første skridt ville være at tage den op igen.

Når vi har givet eleverne adgang til en digital verden med enorme muligheder, skal vi også hjælpe dem med at navigere i den.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Annonce

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Ingeniør til taktiske netværksradioer i Kommunikationssektionen

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Network Engineer

Københavnsområdet

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Informationssikkerhedsofficer til Akkreditering & Compliance

Nordjylland

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

Nathalie Kajberg Knudsen

Elbek & Vejrup A/S

Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Lars Erik Larsen

Jyske Bank