Tre RAM-typer
Begreberne er mange på RAM-markedet, og det er ikke let at holde rede i dem. Der er SDRAM, RDRAM og DDR RAM med forskellige båndbredder og latenstider, og hukommelsesmodulerne fås som 1. parts, 2. parts eller 3. parts. I denne artikel prøver vi at få lidt overblik over systemhukommelsen.
Efterhånden som processorerne og resten af pc'en bliver hurtigere, kan systemhukommelsen komme til at virke som flaskehals i systemet. Derfor må hukommelsens hastighed også stige støt, og nye RAM-typer kommer hele tiden til.
Uanset RAM-type afhænger den hastighed, hvormed data kan overføres mellem hukommelse og processor, af antallet af bit, der kan overføres pr. clockcyklus. For SDRAM, der i de sidste par år har været den mest udbredte type af systemhukommelse, er dette tal 64, svarende til otte bytes. Dagens standard er SDRAM-moduler med en frekvens på 133 MHz, altså 133 millioner overførsler i sekundet eller en overførsel for hvert 7,5 nanosekund. Denne standard kaldes fornuftigt nok PC133 SDRAM. Båndbredden er otte bytes gange 133 millioner overførsler pr. sekund, lig med 1,064 gigabyte i sekundet (GB/s) - hvis gigabyte vel at mærke defineres som en milliard bytes.
SDRAM står for synchronous dynamic random access memory. At hukommelsestypen er synkron betyder, at den har samme frekvens som systembussen. Dynamikken består i, at RAM-kredsene hele tiden skal opdateres elektronisk, ellers taber de informationen i løbet af ganske kort tid. Random Access betyder, at processoren kan hente data fra en hvilken som helst del af hukommelsen, og altså ikke skal lede efter den relevante data ved at starte forfra hver gang.
DDR SDRAM, som også bare kaldes DDR RAM, er en ny type hukommelse, der er baseret på den almindelige SDRAM. DDR står for Double Data Rate, og med denne type kan der overføres to 64-bit datapakker pr. clockcyklus. Frekvensen er altså ikke højere end for SDRAM, men båndbredden fordobles. Modstykket til PC133 SDRAM er DDR266 RAM, der også kaldes PC2100 SDRAM, fordi båndbredden er 2,1 GB/s, sådan rundt regnet. Selv om frekvensen reelt er 133 MHz, er den effektive frekvens på 266 MHz, og det er ofte sidstnævnte, der omtales.
Denne sidste aktuelle RAM-type er RDRAM, der også kaldes DRDRAM, Direct Rambus DRAM. RDRAM har langt højere frekvenser end SDRAM, for tiden helt op til 400 MHz, og der kan overføres 16 bit to gange pr. clockcycklus. Derfor bliver båndbredden 1,6 GB/s. Den pt. hurtigste type RDRAM til pc'er kaldes PC800.
Latenstid
Båndbredden kan forbedres ved at have flere kanaler fra hukommelsen til chipsættet, der igen kommunikerer med processoren. Med to kanaler i stedet for én fordobles båndbredden. Med Intels 850 chipsæt til Pentium 4 kan PC800 RDRAM levere op til 3,2 GB/s, og den hukommelses-controller til DDR RAM, der sidder i Nvidias nForce-chipsæt, kan i teorien klare 4,2 GB/s. Man skal bemærke, at alle de nævnte båndbredder er de teoretiske tophastigheder, som reelt ikke nås.
Det er ikke nok at se på båndbredden, når det gælder ydelse fra systemhukommelsen. Båndbredden afspejler nemlig, hvor hurtigt data kan overføres, når overførslen er godt i gang. Der går imidlertid et stykke tid, fra processoren efterspørger et stykke data, til denne data er parat til at blive afsendt. Denne tid kaldes latenstiden, og den er en smule højere for RDRAM end for SDRAM. Derfor er RDRAM mest effektivt, når der skal overføres større, sammenhængende datamængder fra hukommelsen. For DDR RAM er latenstiden ikke hurtigere end for SDRAM, og derfor er DDR RAM ikke dobbelt så hurtig som SDRAM, selv om båndbredden er fordoblet.
Man kan købe hukommelsesmoduler med den samme frekvens, men forskellige latenstider. For eksempel er der forskel på CAS-latenstiden, der har med tilgangstiden til hukommelsen at gøre. Et modul med CL2 (CAS-latency = 2) er hurtigere end et med CL2,5 eller CL3.
Den rigtige hukommelse
Ved køb af ny pc bør man som nævnt interessere sig for hukommelsestypen, idet den har betydning for den samlede ydelse. I øjeblikket er RAM-forvirringen nok størst, når det gælder maskiner med Pentium 4. De kan nemlig fås med både RDRAM, SDRAM og DDR RAM.
Vi har tidligere testet en 2 GHz Pentium 4-maskinen med henholdsvis SDRAM, RDRAM og DDR RAM, med den konklusion, at RDRAM var hurtigst på denne platform. Her skal det tilføjes, at der siden er kommet bedre chipsæt til Pentium 4 med DDR RAM, for eksempel VIA P4X266A, og at hastigheden ikke er det eneste saliggørende. Prisen er også vigtig, og RDRAM er noget dyrere end DDR RAM, der igen er dyrere end SDRAM.
Pc'er med Pentium III fås til SDRAM og DDR RAM, men da processorens busfrekvens ikke er højere end 133 MHz, får man ikke meget ud af at investere i DDR RAM til denne platform. Det gælder også for Celeron, mens AMD's Athlon, Athlon XP og Duron har mere at bruge en hurtig RAM-type til, idet bussen på disse processorer kører med 200 eller 266 MHz på bussen. AMD satser da også helhjertet på at få parret processorerne med DDR RAM.
Under alle omstændigheder lader det til, at DDR RAM bliver den foretrukne type systemhukommelse i et godt stykke tid fremover. Rygterne siger ,at Intel i andet kvartal af 2002 vil hæve busfrekvensen på Pentium 4 til 533 MHz og lancere et nyt chipsæt ved navn 845E, der understøtter DDR333 RAM. De første chipsæt til denne PC2700 DDR RAM er allerede på markedet fra andre producenter, som det også fremgår af en tidligere artikel. For de fleste almindelige brugere, der køber en maskine med Pentium 4 eller Athlon XP, vil DDR RAM være det mest fornuftige valg.
Man bør selvfølgelig også interessere sig for kvalitet og garanti. Kvalitetsmæssigt skelnes der tit mellem 1. parts, 2. parts og 3. parts RAM-moduler, hvor det for 1. parts-produkter gælder, at både DRAM-chipsene og det printkort, de er monteret på, skal være fra en navngiven producent. 2. parts RAM-moduler har chips fra en kendt producent, og for 3. parts moduler gælder det, at delenes oprindelse er ukendt.
Vi kan anbefale 1. parts RAM-moduler. En dårlig RAM-klods kan betyde, at systemet pludselig fryser, eller at der dukker mystiske fejlmeldinger op. Vi kan også råde til at få en ordentlig garanti på produktet, gerne livsvarig. Endelig viderebringer vi gerne det gode gamle råd: Man kan aldrig få RAM nok!
