Endelig lykkedes det mig at komme til Indien. Jeg var her sidst for 27 år siden (med Tvind, såmænd …).
Siden har jeg fra sidelinjen fulgt rapporterne om it-industriens frembrusen, og hvordan inderne tilsyneladende er tæt på at overhale os.
Så hvordan er her så, i 2007?
På nogle områder er den god nok.
Køer, tiggere og en masse LARM
I Bangalore ligger de store it-selskabers bygninger af glas og stål tæt, som øer af Silicon Valley i et hav af det gode gamle indiske mylder af små boder, tæt trafik, køer, tiggere, affald og et fuldstændig ubegribeligt støjniveau.
Det er også rigtigt, at man kan finde bredbåndsforbindelser i de mest forbløffende afsides landsbyer – især i Sydindien.
Men der er langt fra tale om en udbredelse, der er i nærheden af danske forhold.
Det interessante er selvfølgelig, hvor hurtigt tingene forandrer sig.
På gaderne kan man tit læse sloganet: ’The time is now.’ Man fornemmer noget meget stort, der svulmer.
Den økonomiske vækst er på otte procent om året, og i praksis betyder det, at inderne på nogle få år fast forward’er gennem den samme udvikling som vores samfund var årtier om: stregkoder, udenlandske biler, supermarkeder, kreditkort…
Det hele halser bagefter
Livsstilen og hele den økonomiske struktur kommer halsende efter.
I virkeligheden er det ikke pc’erne eller internettet, der er det vigtigste her – det er mobiltelefonerne. Hvis der er nogen enkelt teknologi, der rykker, så er det dem.
Der er 142 millioner abonnenter i øjeblikket ud af en befolkning på 1,1 milliard. Og abonnementtallet vokser eksplosivt.
Hvert sekund sælges der en mobiltelefon i Indien. Ganske vist er der flere mobilabonnenter i Kina, men Indien er nu det land, hvor der, i absolutte tal, sælges flest nye mobiler.
Prognosen siger 500 millioner abonnenter i 2010.
Når ud til alle
Dermed bliver mobilen den teknologi, der når ud til hele befolkningen, også til den lille handlende, fiskeren, bonden og skolebørnene.
Det er via handsets, at de oplever at komme på omgangshøjde med det globale NU og at være deltagere i et fælles økonomisk mirakel.
Udviklingen er et klassisk eksempel på det, der kaldes “leapfrogging”; at et udviklingsland simpelthen springer en generation af teknologi over.
Der er langt flere mobil- end fastnettelefoner. Minutpriserne er de samme – og i øvrigt forbløffende lave.
Et af de største teleselskabers slogan er ‘One India, One rupee'. Det koster én rupee i minuttet at ringe, uanset hvorhen i det enorme land; 14 sølle øre.
Det er ikke længere tilbage end omkring årtusindeskiftet, at de gamle, arrogante tele-monopoler havde ventelister på 8-10 år for at opsætte en fastnettelefon.
Pilgrim med trefork og mobil
For en besøgende er landskabet dog især scenen for et væld af vidunderlige optrin, der illustrerer Indiens frontal-sammenstød med it:
En pilgrim i lændeklæde, der barfodet går hundreder af kilometer på de stegende hede veje. I den ene hånd bærer han en rituel tre-fork og med den anden holder mobilen til øret.
På det pittoreske marked, der ligner en scene fra for hundrede år siden, tager en turist et billede af en handlende, som prompte beder om at få lov at se billedet, og derefter spørger om turisten vil maile billedet til ham?
En landarbejder på besøg i en lille butik, hvor man indtil for et år siden kun solgte gødning.
Han rækker ind under lændeklædet og trækker 5.000 rupees frem som betaling for en splinterny Nokia-model. Gad vide hvilke billeder, han vil tage med kameraet?
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
