Efter endt MBA-semester i Canada er jeg nu med min kæreste på “roadtrip” ned ad vestkysten i Guds eget land.
I skrivende stund sidder jeg i en sofa og kigger vekslende på skærmen og på solnedgangen over klipperne i det nordlige Californien.
Lange vandreture blandt verdens største træer, Redwoods, får mig til at glemme alt om it og klummer.
Men da jeg sætter mig ind i den lejede bil, sniger det sig ind i mine tanker igen.
Jeg grubler over den næste del af turen: Hvilke steder skal vi se fra Redwood National Park via San Francisco til Grand Canyon, hvilke hoteller/vandrehjem skal vi på, hvor skal vi spise i aften.
Massive mængder information
Der er et fantastisk stort udvalg og fantastisk meget information om det tilgængeligt.
Talrige timer er tilbragt med guidebøger og trådløst internet på hotelværelser for at sikre, at vi ikke går glip af noget og bruger den sparsomme tid bedst muligt.
Mens jeg programmerer GPS’en, fremtræder et futuristisk, nørdet drømmesyn med hele forruden som skærm og styring af interfacet som i Minority Report med fingrene.
Jeg fortæller systemet, at jeg er ude efter flotte naturparker med bjerglandskab, gerne aktiviteter som rafting, kajak og klatring, eventuel vinsmagning i nærheden af Napa Valley, uden at det bliver for turistet og kommercielt og så tre-fire dage i San Francisco.
På et par sekunder giver systemet mig tre ruter med total pris, ankomst- og afgangstid for hvert sted, links til billetkøb og et oversigtskort med markeringer af stederne.
Virkeligheden er stadig relativt high-tech, dog en del mere tidskrævende.
Så kommer overblikket
Jeg får et overblik i Lonely Planet USA, en detaljeret guidebog på over 1.000 sider, men der står dog ikke, hvilken af de hundrede forskellige vandreture omkring vulkanen Mount Saint Helens, der er bedst om foråret.
Jeg finder den officielle hjemmeside for stedet, finder nogle potentielle ture og søger så på Google images for at få et indtryk af, hvilken der er bedst.
På Lonely Planets meget aktive forum, thorntree.lonelyplanet.com, tjekker jeg, om der er detaljer ved området, jeg bør se, og hvor der er gode restauranter.
Nogle timer senere med planen på plads, booker jeg værelse på hostelworld.com, der har detaljerede brugerbedømmelser af vandrehjem.
Det, der nager mig, er, at de nødvendige data eksisterer, og det er teknologisk muligt at realisere den mere science fiction-inspirerede vision (måske lige med undtagelse af det med ruden som skærm).
Bilen kommer med GPS og satellitradio (som også kan bruges til dataoverførsel).
Data kan komme fra de nævnte kilder samt det væld af information, der er tilgængeligt via generelle Google-søgninger. Løsningen skal bare laves.
Står midt i krydset
Jeg står ved krydsningen mellem teknologiens velsignelse: Uanede mængder af information om stort set hvad som helst og dens forbandelse: Information i et omfang og i en struktur, der gør søgningen efter tilnærmet fuldkommen viden stort set endeløs.
Men der er håb forude.
Mens informationsmængden fortsætter i eksplosivt tempo, bliver den også aggregeret i stadigt flere former og dermed mere tilgængelig og brugbar.
Hvis vi så kan få fart på konvergens mellem medier og maskiner også, så PDA’en fungerer som GPS og er integreret i community-kort som wikimaps og lignende.
Så kunne jeg bruge mere tid på at gå ture og mindre tid på at browse.
Mads Schjølin, MBA-studerende, Richard Ivey School of Bussines.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
