I lykkeligt surfende stunder kan det føles, som om vi står på tærsklen til den i praksis virkeliggjorte kommunisme.
Dér, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov – og endda uden et totalitært politbureau med autoritet til at udstikke detaljerede femårsplaner for vores fælles fremtid.
I den nye wiki-socialisme handler det om give slip og om at være med-skaber; læg det hele ud til fællesskabet og brug selv løs af det, andre har lagt, for det er i remikset og samspillet imellem os, at der opstår nye løsninger, og de løsninger overgår langt, hvad vi hver især ville kunne udvikle.
Vi bliver alle rigere
Det er et win-win game, vi bliver alle rigere af at dele – og det magiske er, at det faktisk virker.
Dagen lang trækker jeg frit og kvit værdifulde informationer hjem og strikker dem sammen i nye kombinationer.
Jeg kunne ikke klare mig uden – og samtidig oplever jeg jævnligt den helt specielt glæde ved selv at lægge noget ud og opleve at andre bruger det.
Men det er ikke sådan, at al magt decentraliseres, og alle bliver lige. Sorry.
Det interessante er faktisk, at vi både har flade netværk OG ekstrem magtkoncentration.
Google stikker pengene i lommen
Det er muligt, at brugerne selv leverer indholdet på YouTtube, men derfor er det alligevel Google, der stikker pengene i lommen. Og dét noget så eftertrykkeligt.
Linux er open source, enhver kan tage koden og skrive forbedringer, men til syvende og sidst er det Linus Thorvalds og hans nærmeste kreds, der bestemmer, hvad der kommer med i næste officielle update.
Tilsvarende med Wikipedia.
Der er 100.000, som har bidraget til at skrive de nuværende cirka fem millioner artikler – men en stor del af magten til at redigere indholdet ligger hos en kerne af omkring 600 wikipedians.
I midten sidder Jimmy Wales, den godgørende diktator og kære stifter, med magten til at tage de endelige afgørelser.
Ingen tvivl om, at der sker en kraftig forskydning i retning af selvorganiserende netværk, men hierarkierne forsvinder ikke helt.
Wiki-modellen bliver brugt til i fællesskab at...fortsættes
... konstruere nye forretningsmodeller, skrive lovforslag og koordinere globale forskningsprojekter i den allerdyreste kategori.
Bottom-up modellen har imidlertid sine begrænsninger.
Nogen skal gå forrest
Der skal tilsyneladende være nogen, der går forrest med en vision for at få startet processen.
Og hvis processen skal føre til et specifikt resultat, er det næppe den hurtigste metode at overlade det til netværkets forgodtbefindende.
Steve Jobs’ kontrol med Apple er et eksempel på den styrke, der kan være i en enkelt persons vision og dømmekraft.
Vi bliver stadig tættere forbundet, og alle får redskaber til at være med-skabere, så i de kommende år vil vores vante modeller for samarbejde, ledelse, konkurrence og åbenhed blive udfordret.
Det er forbløffende, hvad der kan opstå, når et netfuld af brugere giver slip og øser til alle af deres kreativitet.
Men altså, konkurrence om magt og personlig vinding vil stadig være en drivkraft.
Der vil være situationer hvor man gerne vil dele med nogle, men ikke alle. Der vil stadig være free riders, der bare vil skumme fløden uden selv at bidrage med noget.
Og så vil der være en masse firmaer og personer, der opdager, at de bliver hægtet af, fordi de ikke forstår at connecte.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
