It-branchens ordforråd skal fyldes med energi

Klumme: It bliver et centralt redskab til at nå energipolitikkens ambitiøse målsætninger. Løsningen for os er intelligent energi. For hvorfor ikke vaske tøj, når energien er billigst?

Artikel top billede

Foto: Torben Klint. (Foto: Torben Klint)

Politikerne har med det nye energiforlig sat nogle meget ambitiøse målsætninger, som kun kan realiseres ved at bruge it på nye områder i energisektoren.

Vi skal bruge it, når energiselskaberne skal spare på energien, eller når vi skal øge andelen af vindenergi i elnettet. Det vil også stille nye krav til den danske it-branche.

Regeringen og næsten alle Folketingets partier blev i sidste måned enige om et nyt energiforlig, der blandt andet indeholder den ambitiøse målsætning, at Danmark skal bruge mindre energi i 2011, end vi gjorde i 1980 – og tænk på, hvor meget samfundet har udviklet sig siden dengang.

Der skal årligt findes besparelser svarende til energiforbruget i 110.000 boliger.

En stor del af denne forpligtelse til at spare ligger på energiselskaberne.

Løsningen er intelligent energi

Løsningen hedder i meget høj grad intelligent energi, altså anvendelse af it til at styre energisystemerne.

Vi møder som forbrugere allerede de første tiltag, når den gamle elmåler med drejeskiven erstattes af en intelligent fjernaflæser, der time for time indrapporterer forbrugsdata.

Fjernaflæsning af energiforbruget er starten på energiselskabernes og forbrugernes muligheder for at optimere produktion og forbrug af energi.

Fremtidsscenariet indebærer, at forbrugerne i bedste gadget-stil kan slukke og tænde for varmen i huset via mobiltelefonen, og familien kan lade et it-system styre sine energikrævende apparater i huset, såsom vaskemaskine og tørretumler, så de kører, når energien er billigst.

Vi kan dermed skrue ned for blusset til energislugende apparater i hjemmet, når der er pres på elnettet for at skrue op igen, så snart presset mindskes, og energien dermed er billigere.

FORTSÆTTES

Gevinsterne er store - se dem her

På denne måde optimeres produktion og forbrug – forbrugerne sparer penge, energiforsyningen bliver mere stabil og sikker, og energiselskaberne sparer nogle af investeringerne i ny infrastruktur.

Fuldstændig ligesom når it bruges til at optimere andre former for produktion.

De potentielle gevinster ved intelligent energi er store.

IBM har deltaget i et forsøg, hvor forbrugerne i gennemsnit sparede 10 procent på deres elregning samtidig med, at der blev opnået væsentlig reduktion i de spidsbelastninger, der i høj grad driver energiselskabernes behov for at investere i ny kapacitet.

I energiforliget er det også målsætningen at øge andelen af vedvarende energi til 20 procent i 2011.

En stor del af den vedvarende energi vil komme fra vindmøller; men fordi vinden blæser, ja som vinden blæser, så har vi ofte svært ved at anvende vindenergien på linje med den traditionelle energiproduktion, der opfattes som mere pålidelig.

Intelligent energi kan afhjælpe dette problem gennem superpræcise vejr-, eller rettere vindudsigter, og it-modeller kan hjælpe til at redesigne elnettet, så vi lettere kan fordele strømmen fra vindmøllerne.

It bliver et centralt redskab til at nå energipolitikkens målsætninger, og det betyder, at flere og flere danske it-folk vil møde energiselskaberne som kunder på en helt ny måde.

Vi kommer til at skulle udvide vores ordforråd fra ’bits and bytes’ til også at jonglere med begreber som ‘reduction of non-delivered energy’ og ‘power line communication’.

Hvor vi er vant til at begrunde nye it-investeringer i driftsøkonomiske besparelser, bliver det fremover mange gange også naturligt at regne de energimæssige besparelser med i businesscasen.

Energispørgsmål vil kort sagt få en helt konkret betydning både i design og salg af it-løsninger fremover.

Tim Mondorf er IBM’s nordiske ansvarlige for energi og miljø.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

Michael Schou

Netip A/S

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

Alexander Hoffmann

GlobalConnect

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS