Vi kender sikkert alle følelsen mandag morgen af, at jobbet er umuligt. Ikke desto mindre går man hjem fredag og har klaret skærene. Når man i det offentlige oplever mål, der enten er modstridende eller reelt umulige at nå med ressourcerne til rådighed, er virkeligheden en anden.
De offentligt ansatte har således ikke blot for meget at lave, for højt tempo eller behov for effektivisering. I de situationer er organisationen såvel som medarbejderen dømt til at mislykkes, uanset hvor godt der bliver arbejdet.
Det er en udfordring for medarbejderne, fordi de uanset deres indsats aldrig når helt i mål. Det får de fleste til at føle sig stressede, irriterede eller modløse, og det giver dårlig stemning på arbejdspladsen.
Samtidig er det en særlig udfordring for lederen. Dels fordi man skal sikre, at organisationen som en del af den offentlige sektor rent faktisk leverer det, den kan, og som borgerne med rimelighed kan forvente. Dels i forhold til at sikre, at medarbejderne ikke skifter job eller går til i håbløshed.
Det kræver flere ting. For det første at man finder balancen imellem at være for lukket og for åben. Man skal være åben over for medarbejderne om situationen og ikke stikke dem blår i øjnene. Ved at gøre dem klar over situationens alvor, sikrer man, at de tager ansvar, og at de ikke føler sig talt ned til, som hvis man vælger at pynte på sandheden.
Samtidig skal man passe uhyre meget på, at medarbejderne ikke lades alene med prioriteringen af arbejdsopgaverne. Det letteste at gøre som leder er at skubbe overkravene nedad i organisationen.
Men det er ikke den enkelte medarbejder, der i al umuligheden skal vurdere i hvilken retning, vedkommende skal rende. Det er lederens ansvar at prioritere hvilke opgaver, der skal løses, og hvilke der ikke skal.
Udfordring i det offentlige
Dertil kommer, at lederen har en særlig rolle i forhold til at skabe sejre. Omverdenen vil ofte sætte fokus på alt det negative - på det organisationen og den offentlige sektor i sin helhed ikke opnår. Det er en ledelsesopgave at fortolke omverdenens kritik for medarbejderne, og derigennem sætte fokus på de sejre, der faktisk er.
Kritikken og bevidstheden om den overbestemte situation vil nemlig ofte få medarbejderne til at glemme at anerkende resultater, fordi de aldrig er gode nok. En sejr vil typisk blot give et træk på skuldrene, hvorefter man kaster sig over den næste opgave. Lederen må huske at bremse op, så der bliver tid til ros og begejstring og at være fælles om, at noget er godt.
Endelig har lederen i den offentlige sektor en opgave i at drøfte problemstillingen med den politiske ledelse. Man bør gøre opmærksom på, hvad man forventer at kunne nå og ikke nå. Selvom det måske ikke fører til reducerede krav, skaber det klarhed om situationen.
Der er en risiko ved dette, nemlig at man udskiftes som leder, men omvendt er der også forståelse og dermed bedring af hverdagen at opnå. Risikoen for en øjeblikkelig fyreseddel skal vejes op mod risikoen ved ikke at nå de opstillede mål - og end ikke have informeret om det på forhånd.
Når det i offentlige organisationer sker, at den politiske ledelse udstikker mål, der er umulige at nå, er det en ledelsesudfordring. Foruden drøftelser på det politiske niveau kræver det ledelse i form af åbenhed, prioritering og fest.
Lars Goldschmidt er direktør i DI samt adjungeret professor ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, CBS.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
