For snart to år siden svor jeg på denne plads, at jeg ville gå efter Apple.
Trofaste læsere vil måske erindre den rørende historie om min datters konfirmationsgave, hendes højt elskede hvide Macbook, hvis skærm pludselig holdt op med at virke.
Til vores ubehagelige overraskelse viste det sig, at når man har haft en vare i seks måneder, så har man som forbruger kun garanti, hvis man kan bevise, at der er sket en fabrikationsfejl.
I dette tilfælde var fejlen, at lodningerne i bundkortet led af et eksotisk problem ved navn "power-cycling," der betyder, at hver gang man tændte for maskinen, blev forbindelsen svagere.
Som almindelig forbruger er det reelt umuligt at bevise den form for fejl, og selvom jeg på nettet kunne se, at der var massevis af Macbook-ejere, der havde klager kørende på præcist den samme skavank, så blev min klage blankt afvist af forhandleren og Apple.
Det var selvfølgelig enormt ærgerligt for min datter at stå uden laptop (det må netop dette blads læsere kunne forstå) - men samtidig var det også rystende at opdage, at der er et kæmpemæssigt hul i loven om forbrugerbeskyttelse.
Reelt forholder det sig sådan, at hvis du har købt noget elektronisk grej, der har en defekt i chippen eller i printet, så er dine chancer for at få byttet produktet særdeles dårlige.
Der er stort set ikke andet at gøre end skrotte sit syv måneder gamle kamera, iPod, laptop, mobiltelefon, whatever... Av!
Men jeg var stædig og gik til Forbrugerklagenævnet.
Handlen skulle gå tilbage
Det kræver en del arbejde, og det tager sin tid, men jeg må tage hatten af for, at de gik grundigt til sagen - måske fordi der var en hel stribe andre klager om netop det samme problem med iBooken.
Min datters computer blev splittet ad, og lodningerne blev mikroskoperet og analyseret af et ingeniørfirma, som stillede diagnosen, hvorefter klagenævnet erklærede, at handlen skulle gå tilbage.
Her kunne en mere kundevenlig forhandler end EU-computer have valgt at efterleve kendelsen, men nej.
Apple blev inddraget, tykke skrivelser fra advokater i New York begyndte at dumpe ind ad brevsprækken, og tiden gik, mens sagen blev anket.
Imens kunne man læse artikler i dagspressen om problemet, der havde den fotogene feature, at den eneste måde man kunne få gang i skærmen var ved - bogstaveligt talt - at spænde en skruetvinge på laptoppen.
For omkring et halvt år siden blev kendelsen så stadfæstet.
Og igen blev vi konfronteret med et gabende hul i loven: Kendelser fra Forbrugerklagenævnet er ikke juridisk bindende.
Hvis forhandleren er ligeglad med kunderne, kan han blot læne sig tilbage og håbe på, at klageren løber træt på sin spidsrod gennem systemet og ikke orker eller ikke vil løbe risikoen ved at hyre en advokat og lægge en "rigtig" sag an.
Først da vi meddelte EU-computer, at vi havde kontaktet en advokat og ville anlægge sag, kom forhandleren ud af busken. Og nu, endelig, har vi fået pengene tilbage.
Hvad kan man lære af dét?
Hvis du tror, at du har garanti på dit grej ud over seks måneder, så risikerer du en ubehagelig overraskelse.
Hvis du vil kæmpe for at få ret, skal du være klar til at bruge langt mere tid og flere kræfter end det beløb, der er på spil, egentlig kan retfærdiggøre.
Fremover køber jeg mig til en udvidet garanti.
Det er dyrt, men som forbrugerloven er i dag, er garanti reelt blevet noget, man betaler ekstra for - lidt ligesom flyselskaber, der kræver ekstra, hvis man vil have en kuffert med.
Peter Hesseldahl, journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
