I stedet for at trække det udskældte lovforslag om multimediebeskatning tilbage med oprejst pande, indledte Lars Løkke Rasmussen sin debut som statsminister ved fra Folketingets talerstol at sige, at regeringen og Dansk Folkeparti ville drøfte multimedieskatten. Det er et ynkeligt resultat, som mere er drevet af principper end af værdi og rimelighed.
Beskatningen rammer ikke dem, der både har en pc til arbejdsbrug og én til private formål. Man skal blot kunne argumentere overbevisende for, at man kun anvender arbejds-pc'en til arbejdsmæssige opgaver i privaten - måske med en henvisning til, at man råder over en privat-pc. De, som derimod kun råder over en arbejds-pc, beskattes af pc'en, når den anvendes til private formål uden for arbejdspladsen.
Rimelighedshensynet, som regeringen lægger til grund for en revision af lovforslaget, medfører dermed rimelige undvigelsesmuligheder for nogle og en urimelig beskatning for andre.
Lovforslaget er paradoksalt, når man ser på de initiativer, Folketinget aktivt har støttet som eksempelvis pc-kørekort, hjemmearbejdspladser og fleksibilitet for lønmodtagere til at disponere deres dag.
Disse initiativer hænger udmærket sammen med de politiske mål om blandt andet digital forvaltning, at være førende med hensyn til udbredelsen af ny teknologi, herunder adgang til internettet for alle samt hensynet til småbørnsfamilier med udearbejdende forældre.
Det reviderede forslag indebærer visse lempelser, for eksempel hvis arbejds-pc'en kun benyttes lejlighedsvist til at udføre arbejdsopgaver i hjemmet. Det forudsætter dog, at arbejdsgiveren kontrollerer, at udstyret, som tages med hjem, kun anvendes erhvervsmæssigt.
Arbejdsgiverne har, som jeg ser det, fire muligheder:
1) anskaffe/indføre kontrolværktøjer
2) udarbejde erklæringer til brug for medarbejdernes skatteforhold, måske baseret på et 'lidt løst' grundlag
3) lade medarbejderne leve med multimediebeskatningen 4) acceptere, at den indarbejdede individuelle disponering af dagligdagen mellem job og privatliv er en saga blot.
Hverken i arbejdsgiverens eller familiens interesse
Det fleksible arbejdsliv har stor betydning for såvel arbejdsgiverne som medarbejderne. Prisen for ikke at miste det er implementeringen af mulighed 1). Det medfører til gengæld en omkostning for arbejdsgiverne for alene at bibeholde status quo, uden at den bibringer en merværdi for dem eller deres medarbejdere.
Mulighed 3) betyder, at medarbejderen fremover bliver beskattet af 3.000 kr. for at bibeholde for den fleksibilitet, der i dag er indarbejdet med arbejdsgiveren og familien - uden værdi for andre end statskassen.
Når jeg bruger 10 minutter af min frokostpause på jobbet til at ændre mit skattekort via www.skat.dk på min arbejds-pc, falder det helt i tråd med regeringens mål om digital forvaltning og ønske om fleksibilitet i arbejdslivet.
Men hvis jeg samme aften kl. 21.00, når børnene er lagt i seng og ved brug af den samme arbejds-laptop, kortvarigt afbryder min besvarelse af arbejdsrelaterede e-mails med at lave endnu en ændring til mit skattekort, så skal det koste mig beskatningen af 3.000 kr.
Hvis jeg hverken ønsker at blive beskattet af 3.000 kr., ikke har råd til at investere i min egen pc eller at vedligeholde den ved køb af Windows-programmer og antivirusopdateringer, så medfører regeringens forslag, at jeg er nødt til at blive på jobbet efter arbejdstid for at ordne mine private internetærinder som skattekort og netbank.
Det er hverken i min arbejdsgivers eller families interesse, ligesom statskassen ikke får flere skattekroner.
Tværtimod undermineres flere af de politiske mål.
Niels Madelung er projektchef hos Fonden Dansk Standard, certificeret informationssikkerhedsleder og medredaktør af revisionen af ISO/IEC-standarden 27002:2005.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
