Indhold
16. februar 1999: Et amerikansk softwarefirma er ved at lægge sidste hånd på en teknologi, der gør det muligt at afvikle flere forskellige styresystemer på samme tid på den samme pc.
VMWare beskriver selv "Virtual Platform" som "et softwarelag, der befrier brugeren fra ´en computer, et styresystem´-modellen."
Man installerer Virtual Platform sammen med et "værts-styresystem". Oven på det kan man så oprette flere "virtuelle maskiner" på den samme pc. Hver virtuel maskine er i stand til at afvikle et almindeligt Intel x86-styresystem og den tilhørende software. De virtuelle maskiner arbejder isolerede fra hinanden, så hvis et system skulle gå ned, kommer det ikke til at påvirke de øvrige.
For slutbrugere betyder det for eksempel, at de nu bliver i stand til at afvikle Windows og Linux på den samme pc.
Robert T. Young, præsident for Linux-distributøren Red Hat Software, siger i en pressemeddelelse, at Virtual Platform er specielt interessant for Linux-brugere.
? Konceptet er en utrolig måde for Red Hat-brugere at maksimere deres muligheder og produktivitet på, siger han, og bakkes op af Jason Wold, IT-chef i Compaq Western Research and Network Systems:
? Teknologien er en opfindsom måde at lave en platform med flere styresystemer uden problemerne med de emulatorer eller multi-boot metoder, jeg har set. Brugerne behøver ikke længere at vælge, hvilket styresystem de vil afvikle. Nu har de dem alle til rådighed på samme tid.
VMWare Virutal Platform kræver en standard Pentium-klasse pc. Kravene til harddiskplads og hukommelse varierer i forhold til, hvor mange styresystemer og programmer man installerer, men starten går ved 3 MB harddisk og 64 MB RAM.
Linux- og NT-brugere kan hente en gratis betaversion af programmet på VMWares websted, http://www.vmware.com/