Tonsvis af tv på harddisken
Mens VHS-videoen henslæber en håbløs tilværelse mellem glemsel og genbrugsplads, stormer harddiskoptagerne og – i mindre grad – mediecentrene frem i både butikker og på tv-bænkene rundt omkring i det ganske land.
Der er imidlertid stor forskel på, hvilken funktionalitet de to produkttyper bringer til torvs, ligesom der ofte optræder prisforskelle af en størrelsesorden, der ikke umiddelbart lader sig forklare med flere funktioner eller flottere design.
Derfor vil vi over de næste sider dels gå i kødet på to nye Windows Media Center-udstyrede computere og tre af markedets bedste harddiskoptagere for at se, hvad man får for sine penge.
Hvilket forhåbentlig gør dig bedre i stand til at afgøre, om du har brug for den ene eller den anden type enhed.
Nu med 5.000 timers video
Harddiskoptagere sælges sædvanligvis på deres maksimale optagekapacitet, eksempelvis “gemmer 425 timers video”. Dette refererer til optagekapaciteten på laveste og totalt uacceptable kvalitetstrin.
Derimod fylder bedste og næstbedste kvalitet – man anvender typisk en af de to i dagligdagen – gerne omkring 4,7 og 2,3 GB per times optagelse, og det svarer på de testede 160 GB-modeller til, at de rummer henholdsvis knap 35 og 70 timers optagelse i de to kvaliteter. Så hold i stedet øje med harddiskstørrelsen, når du shopper harddiskoptager.
Støj eller ej
På grund af flere bevægelige komponenter larmer både harddiskoptagere og mediecenter-maskiner mere end gemene dvd-afspillere. Så lyt nøje efter i forretningen, om du kan leve med støjniveauet på den model, du har kig på. Og beting dig at kunne levere den tilbage, hvis den alligevel forstyrrer for meget hjemme i stuen.
Special price for you
Supermarkeder annoncerer ofte med harddiskoptagere af eget eller ukendt mærke, hvor harddiskkapaciteten er høj og prisen ekstremt lav – ofte mere end tusind kroner eller under prisen på sammenlignelige mærkevareprodukter.
Modsat computere er harddiskoptagere imidlertid en produktgruppe, hvor man ofte brænder nallerne ved at købe discount, for bivirkningen er gerne et støjniveau markant over middel, bøvlet betjening og en elendig manual.
Man kan selvfølgelig være heldig at skyde papegøjen. Men tager du chancen, så beting dig at kunne levere produktet tilbage, hvis det skuffer
Hvorfor harddiskoptager – og hvorfor ikke
En harddiskoptager er en avanceret videomaskine, der kan optage udsendelser til den indbyggede harddisk samt til enhedens DVD-brænder, så man kan gemme sine optagelser.
Her er sædvanligvis også tilslutning til videokamera, så man kan gemme og redigere hjemmevideo; det har alle tre testdeltagere fra harddiskoptagerklassen eksempelvis. Harddiskoptageren er egnet til familien, der primært skal se dvd samt optage, afspille og brænde tv-udsendelser med eller uden tidsforskydning – og ikke vil bekymre sig om Windows-opdateringer og virusscanning i dagligstuen.
Fordele
- Optag tv forskudt, ligesom på en mediecenter-pc.
- Ingen bekymringer om virus- og hackerangreb.
- Let – eller i hvert fald lettere – betjening end en mediecenter-pc med færre muligheder for fejlbetjening samt hard- og softwarekonflikter.
- Let adgang til redigering af videoklip og optagede fjernsynsudsendelser (ligesom på mediecenter-pc’er).
- De fleste større fabrikanter er gode til at levere udførlige manualer.
- Kan vise billeder og i nogle tilfælde også afspille MP3- og/eller WMA-filer samt DivX.
Ulemper
- Ingen programguide endnu. Guide+ kommer dog – måske – til Skandinavien på et tidspunkt.
- Ingen aktuelle modeller understøtter High Definition video eller optagelse af surround-sound.
- Ingen eller kun begrænset mulighed for at modificere ydelse og kapacitet.
- Ingen netforbindelse eller anden kendt pc-funktionalitet som eksempelvis billedredigering.
- Kan ikke vise billeder på mere end en enkelt billedenhed (tv, skærm eller projektor) ad gangen.
Hvorfor Windows Media Center – og hvorfor ikke
Windows Media Center er en skal ovenpå Windows XP, og en Windows Media Center-maskine er således blot en computer, som vi kender dem.
Dog er her sædvanligvis et eller flere tuner-kort installeret, ligesom der typisk også er flere lyd- og videoudgange end på den gennemsnitlige desktop-computer.
Mediecenter-pc’en er egnet til den entusiastiske bruger, der sætter nærmest ubegrænset funktionalitet over let betjening, og ikke vil lade sig begrænse af prædefinerede muligheder i en harddisk-optager.
Fordele
- Optagelse af tv forskudt, ligesom på en harddiskoptager.
- Adgang til en netbaseret programguide, der imidlertid mangler en del programdata fra selv danske kanaler. Det er dog væsentligt bedre end intet.
- Adgang til mail og netforbindelse fra sofaen, hvilket gør det bekvemt at se net-tv eller hente video online.
- Let adgang til digitale billeder og redigering af hjemmevideoer.
- Lettest tænkelige adgang til alle sine (naturligvis lovlige) DivX-film.
- Mulighed for tilpasning af funktionalitet i meget vidt omfang, blandt andet via download af software.
- Mulighed for at streame medieindhold via såkaldte extender-løsninger til andre skærme og lydenheder i hjemmet.
- Let at udvide kapacitet og ydelse.
- Understøtter afspilning af High Definition videofiler.
Ulemper
- Skal opdateres, patches og beskyttes mod virus og hackere ligesom alle andre computere
Større kompleksitet end en harddiskoptager. Det kan være svært at afgøre, om fejl er soft- eller hardwarebaserede.
- Kraftige processorer, lyd- og videokredsløb kræver køling, og det larmer.
- Støjproblemet kan ganske vist løses ved at købe eller bygge en passivt kølet løsning – der til gengæld koster kassen.
- De færreste mediecenter-fabrikanter bekymrer sig om at levere manualer i blot nogenlunde acceptabelt omfang, og brugeren er derfor ofte overladt til sig selv og eventuel support-funktion.
- Prisen. Selv de billigste mediecenter-maskiner er markant dyrere end selv gode harddiskoptagere og vil derfor ikke være det oplagte valg, hvis man primært er interesseret i at optage tv tidsforskudt.
Vision Mediacenter MC500
Samlet vurdering 68/100
Her har vi at gøre med et knap tyve kilo tungt bud på en mediecenter-pc, man kan være bekendt at have stående fremme. Micro-ATX kabinettet er konstrueret af sorte og lyse aluminiumsprofiler, der via passiv køling og heatpipes lader processoren komme forsvarligt af med varmen helt uden blæserstøj. Det er en lettelse med al den stilhed, men fornøjelsen er ikke just gratis; faktisk kan man få en nysynet bil til samme pris.
Når kabinettet er tændt, er det dominerende frontelement et letlæseligt, to-linjers display, der viser en stadig strøm af internationale nyheder samt informationer om ulæste e-mails, computerens og netværkets aktuelle habitus og så videre. En rigtig fin detalje, hvis maskinen vel og mærke er anbragt, så man kan læse displayet uden kikkert.
Computerens hjerte er en AMD Athlon 64 bit 3200+ processor. Her er desuden 1 GB systemhukommelse og en 250 GB harddisk at gøre godt med. Bagsiden af kabinettet rummer gængse tilslutninger som DVI- og VGA-udgange samt analoge udgange til surround-forstærker. Her er også fundet plads til både komponent-udgang til video, et SCART-stik (dog kun ind) samt digital, koaksial SP/DIF-lydudgang.
Grafikken håndteres af bundkortets ATI Radeon Xpress 200-kredsløb med 64 MB hukommelse. Det er i den lave ende af bassinet – mange notebooks i mellemklassen vil kunne løbe i grafiske cirkler om MM Vision-maskinen – men nu køber man jo heller ikke en medie center-pc for at spille Far Cry.
Funktionsmæssigt klarer maskinen sig i hvert fald fint. Den går i dvale og starter upåklageligt igen på få sekunder – hvilket man bestemt ikke kan tage for givet – og viser desuden High Definition video uden hak eller andre problemer.
Lyden er ligeledes onboard, men trods de mange tilslutninger var det lidt af en opgave at få maskinen til at sende et surround-signal, der blev accepteret af den tilsluttede Pioneer surround-forstærker. Der skulle nemlig både pilles i både Windows, lydkortets driversoftware og MPEG2-dekoderen, før vi kunne nyde fuld Dolby Digital.
Hvilket fint illustrerer, at ganske vist gør stadig flere mediecenter-producenter sig umage for både at udvælge og samle kvalitetskomponenter på en måde, så maskinerne er stuerene og – i dette tilfælde – nærmest vulgært fede.
Men ligesom man ikke helt kan pille ulven ud af Fido, så er det også svært at tage pc’en ud af mediecentret, og derfor vil slutbrugeren ofte skulle justere produktet i et eller andet omfang.
X-one Mediacenter
Samlet vurdering 55/100
Inter-Datas mediecenter fylder ikke nær så meget på bordet som konkurrenten fra MM Vision og vejer desuden knap en fjerdedel. Rent lydmæssigt er enheden også i den klassiske ende, og det er ingen ros.
Ventilationen larmer som en gennemsnitlig desktop-computer eller spilkonsol, og harddisken knitrer hørbart. Her er ganske vist påsat en etiket, der advarer mod at blokere ventilationshullerne på grund af enhedens ”super silent design”.
Men man kan diskutere det rimelige i at anvende dén betegnelse, når to blæsere kører konstant i et lille aluminiumskabinet. Men okay, systemets specifikationer taget i betragtning – mere om det senere – kan man næppe heller vente, at maskinen er helt lydløs.
Også anvendelsesmæssigt befinder fabrikanten sig stadig i pc-verdenen. Ganske vist er her både koaksial og optisk lydudgang, men sidstnævnte befinder sig af uransagelige årsager under en klap på frontpanelet.
Spørgsmålet er, hvor mange der finder det hensigtsmæssigt at frontmontere kabler permanent på en enhed, der står i stuen? Desuden irriterer det, at tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen ikke sætter computeren på stand-by; den slukker kun for video-udgangen. Man skal ind i Windows Media Center-softwaren for at lægge maskinen i seng, og det er lidt bøvlet.
Når den omgang galde er hældt ud over den stakkels maskine, skal det nævnes, at specifikationerne bestemt ikke fejler noget. Her er både en Pentium CoreDuo 3.00 GHz processor samt 1 GB system-hukommelse at lege med, og både de onboard-monterede lyd- og grafikkredsløb gør deres arbejde til UG med kryds og slange. Her burde med andre ord være rigeligt med kraftoverskud til at distribuere medieindhold til andre skærme og lydanlæg i hjemmet.
Billederne står knivskarpt, og også her kører HD-klippene uden gråd og tænders gnidsel. I øvrigt er maskinen en af de første på markedet, der er certificeret efter Intels nye Viiv-standard, hvilket allerede fra vinter vil sikre let adgang til Viiv-certificeret medieindhold og periferiudstyr.
Sony RDR-HX720
Samlet vurdering 73/100
Sony har i flere år ligget lunt i svinget på markedet for harddiskoptagere, primært grundet en meget enkel betjening. Således også HX720, hvis primære fordele frem for den populære forgænger, HX710, er understøttelse af dual-layer DVD+R samt mulighed for afspilning af DivX.
Som både Pioneer- og JVC-modellerne har Sonys testdeltager også en harddisk på 160 GB, hvilket er fuldt ud rigeligt til almindeligt tv-brug. Hjemmevideo-folket vil muligvis hurtigt løbe tør for plads, så de kan med fordel investere i storebroderen HX920, der er fuldstændig identisk, bortset fra en disk på 250 GB.
Den primære fordel ved en harddiskoptager er muligheden for at optage og afspille tidsforskudt. Det vil sige, at man kan optage en udsendelse og se starten, mens man optager slutningen.
Tilsvarende kan man effektivt sætte tv-kigningen på pause ved at trykke på optageknappen og pause, hvis der vel at mærke er plads på harddisk eller dvd-medie. Så kan man senere kigge videre, når man har tid. Blot skal man huske at slette optagelsen efterfølgende, hvis man ikke vil gemme den permanent.
På Sony-maskinen kan man sætte en midlertidig lagring i gang af den aktuelle udsendelse blot ved at trykke på pause-knappen.
Når man vil se videre, trykker man på afspilning – så bliver det vist ikke meget lettere.
Man kan naturligvis også optage udsendelser permanent, for eksempel ved programmering via Showview eller manuelt. Som en ekstra finesse registrerer enheden selv (via tekst-tv signaler) hvilken udsendelse man har optaget.
Det gør det let at identificere optagelserne efterfølgende,
især i samspil med visning af miniaturer fra optagelsen på harddiskoptagerens indholdsfortegnelse. Naturligvis vil der undervejs opstå spørgsmål om betjeningen, men dem finder man hurtigt svar på i den fremragende, 115 sider lange, danske manual.
Man kan desuden glæde sig over, at enheden er ret lydsvag, i endnu højere grad end eksempelvis JVC-optageren, og på tre meters afstand vil man næppe bemærke dens tilstedeværelse. Primære ulemper ved produktet er manglende HDMI-forbindelse samt optisk digital lydudgang.
Pioneer DVR-540H
Samlet vurdering 71/100
Også Pioneer har høstet hæder og ære for sine brugervenlige harddiskoptagere, og med DVR-540H har virksomheden opdateret DVR-530H, der vandt sidste års prestigefyldte EISA-pris i sin produktkategori.
Den nye model understøtter ikke blot afspilning af DivX, men gør det også muligt at lægge MP3- og WMA-filer ind på harddisken, så man modsat forgængeren slipper for at skulle rippe musik fra cd og navngive det nummer for nummer. Desuden er det svært at finde et dvd-format, som Pioneer-maskinen ikke kan brænde på, og det forøger alt andet lige den daglige brugsværdi betydeligt. Desuden er en enheden – ligesom Sony-optageren – meget støjsvag.
Pioneers deltager udmærker sig desuden ved at kunne optage i over 30 forskellige kvalitetstrin, heraf seks prædefinerede, som man typisk vil anvende. Denne fleksibilitet giver god mulighed for at udnytte plads på harddisk og dvd optimalt.
Desuden glædes man over en hurtig tuner og en meget præcis styring af både spoling og redigeringsfunktioner. Eksempelvis kan man bede afspilleren hoppe frem eller tilbage i en optagelse med angivelse af halve minutters intervaller, hvilket er meget nyttigt til at undgå broderparten af de irriterende reklamepauser på eksempelvis TV3.
Menustrukturen er overskuelig og let at finde ud af, især hvis man kan undvære det danske sprog. Ligeledes er den manuelle timeroptagelse lagt i hænderne på en grafisk brugergrænseflade med kalenderudseende, hvor de enkelte dage er delt op i tidsblokke. Det gør det let at indstille adskillige optagelser med ret få tastetryk uden at miste overblikket.
Dog kan det i programmeringsdelen undre, at man kun viser kanal-numre og ikke kanalnavne som eksempelvis ”DR1” eller ”TV2” – som enheden faktisk allerede registrerer i andre sammenhænge. Det er primært et problem, fordi man hermed øger risikoen for at komme til at optage Evil Dead In Paradise på Horror Channel i stedet for Postmand Per på DR1.
Desuden vil man i begyndelsen være i tvivl om, hvorvidt pause-knappen sætter optagelse eller afspilning på hold, og den slags detaljer kræver tilvænning.
Imidlertid hjælper den danske manual på over 140 sider sin bruger godt på vej, og her kan man finde svar på praktisk taget alle spørgsmål. Endelig er fjernbetjeningen designet efter ”No Panic!”-princippet, hvor kun de mest essentielle knapper sidder fremme på fronten, mens resten er gemt væk bag en plastikklap.
Kort sagt en usædvanligt alsidig maskine, der kun ser sig overhalet marginalt af Sony på umiddelbar brugervenlighed, mens denne forskel givetvis vil udjævne sig selv over en uges brug.
JVC DR-MH300
Samlet vurdering 66/100
Hvor harddiskoptagerne fra både Sony og Pioneer netop er kommet på markedet, har denne JVC et halvt års tid på bagen.
Den er dog samtidig det eneste af de tre produkter, der har HDMI-forbindelse, hvilket blandt andet giver JVC-enheden mulighed for at opskalere en afspilning til 720p eller 1080i, hvis man ikke synes, at ens HD Ready tv gør arbejdet godt nok.
HDMI-forbindelser er imidlertid ikke fejlfri eller 100 procent stabile – hvilket du kan læse mere om i boksen “Gode forbindelser”, og derfor vil man ind imellem med fordel kunne anvende komponent-forbindelsen i stedet.
Selv om JVC-enheden er relativt stille – og eksempelvis larmer betydeligt mindre end mediecenter-computeren fra Inter-Data, så forekommer både Sony og Pioneer dog at være den overlegen på dét felt. Til gengæld kan JVC-modellen bryste sig af at have hele 60 forskellige kvalitetstrin ved optagelse eller brænding på dvd samt en funktion, der automatisk vælger den optimale kvalitet i forhold til hvor megen plads, der er til rådighed på en dvd.
På den måde slipper man for at lade sig nøje med en unødigt ringe kvalitet, samtidig med at der ikke går plads til spilde. I dagligdagen kan man dog typisk nøjes med de seks forskellige prædefinerede kvalitetstrin ved optagelse på harddisken.
Det er enkelt at optage og redigere, omend man godt kan savne Sony-maskinens evne til at navngive optagelser via tekst-tv samt muligheden for at springe hele og halve minutter ad gangen. I stedet må man ”spole”, og det kræver en del fingerspitzgefühl at ramme nogenlunde ved slutningen af en reklameblok, når der trykkes fast-forward med firedobbelt hastighed.
En betydelig begrænsning er det også, at JVC-enheden kun kan skrive til DVD-R/RW samt til DVD-RAM-skiver, hvor de to øvrige enheder understøtter både + og – formaterne samt en eller flere dobbeltsidede optiske formater.
Desuden afspiller JVC-maskinen heller ikke DivX.
Betjeningsmæssigt kræver JVC’s deltager en smule mere tilvænning end Sony, men har til gengæld lynhurtige og ret intuitive menuer, som giver et godt overblik over enhedens funktionalitet. Og skulle man give fortabt i en eller anden funktion, står testens suverænt bedste og mest grafisk orienterede manual klar til at yde førstehjælp.
Gode forbindelser
Stadig flere harddisk-optagere sælges med HDMI-forbindelser, der i princippet sikrer en rent digital signaloverførsel med bedst mulig kvalitet til følge. Man kan imidlertid komme ud for, at HDMI-kredsløbene på harddiskoptager og fjernsyn ikke taler ordentligt sammen, og så kommer der intet billede på skærmen.
Imidlertid kan de færreste se forskel på kvaliteten via HDMI og den analoge komponent-forbindelse, som man i mange tilfælde med fordel kan anvende i stedet, da den også understøtter progressiv visning af billeder (progressive scan).
Sidste gode mulighed er forbindelse via et SCART-stik, blot man husker at slå fuld RGB til – det gøres i menuerne på tv og afspiller. Her får man ganske vist kun interlaced billedvisning, men billedkvaliteten er ofte helt acceptabel.
Derimod er man ikke tjent med at anvende de analoge S-video- og kompositforbindelser, som både tv og afspillere typisk er udstyret med, da de giver langt den ringeste billedkvalitet.
Mediecenter-ejere vil typisk forbinde deres maskiner til fjernsynet via enten DVI- eller sekundært VGA-forbindelsen, der begge sikrer overførsel af signal i fuld opløsning, så her er der ikke så meget at rafle om. Det skal bemærkes, at selv om HDMI- og DVI-forbindelserne i princippet er umiddelbart kompatible – og kan konverteres på kryds og tværs med særlige stik – så giver det undertiden problemer.
Oversigt over testresultaterne
Klik på billedet for at se testresultaterne i et stort format.
Derfor vandt den
Sony-optageren er suverænt let at betjene, og dens generelle anvendelighed er meget høj, uanset om man er familiebruger eller video-entusiast af svær grad.
Men konkurrencen var meget hård, og både Pioneer og JVC ånder Sony tungt i nakken.
Til gengæld er mediecenter-maskinerne stadig for meget computere til, at man skal købe dem for let betjening og ubesværet brug i stuen. Som entusiast-maskiner er de derimod uforlignelige.
