Test: Så hurtig er Intels nyeste Penryn-CPU

Intel har de seneste par år haft CPU-føretrøjen på, men er tilsyneladende ikke tilfredse med en simpel førsteplads. Vores første test af Intels absolut kraftigste processor, Penryn QX9770, antyder, at målet er total dominans. Se her hvor stærkt det går, når markedets absolutte topmodel prøves af.

Test: Så hurtig er Intels nyeste Penryn-CPU

Køber du i dag en processor med kun én kerne, er du enten meget bevidst om at købe til den absolut laveste pris - eller blot vild med løsninger som Asus’s Eee PC hvor gammelt hardware får liv i ny indpakning.

Faktum er, at dobbeltkerneprocessoren, der startede med AMDs Athlon X2 og Intels Pentium D, i dag dominerer markedet for alle maskiner uden for det absolutte budgetniveau.

Og tak for det. For få af os savner de frustrerende ventetider, der opstod, når man bad sin pc om at foretage sig flere ting på én gang.

Med ét slag blev megahertz-krigen afblæst, som for Intels vedkommende havde sneget sig op på modeller med 3,8 GHz, og krigen blev i stedet ført over på regnekraft. AMD lancerede den stærke Athlon X2, mens Intel snublede med de elendige Pentium D-modeller.

Intel genvandt dog siden ydelses-føretrøjen med først Core Duo og afløseren Core 2 Duo.

Fakta: Intels tik-tak plan

En del af Intels succes skyldes deres såkaldte tik-tak plan.

Den dækker over, at Intel lancerer en ny model (tik), for året efter at opdatere den med en ny produktionsmetode (tak).

Modellen i vores test er Intels QX9770 processor. For at blive i Intels sprog er der tale om en tak-model. For mens selve processoren er bygget på Core 2 Duo-platformen, så er QX9770 næste generation, hvilket betyder flere forandringer af selve processoren.

Uden at blive alt for teknisk er QX9770 topmodellen i Penryn-serien af Intel-processorer. De vigtigste ændringer er, at produktionsmetoden er ændret fra 65 nanometer til 45 nanometer.

Det betyder, i grove træk, at hastigheden kan hæves mens strømforbruget kan sænkes – eller hvis man har de lyster: at ydelsen kan bibeholdes, mens strømforbruget sænkes.

Derudover er mængden af cache-ram hævet i Penryn-modellerne, samtidig med at frontsidebussen (FSB), som processoren bruger til at kommunikere med resten af din pc, er steget til 1.333 MHz.

Hundedyr topmodel

QX9770 er dog en topmodel i den såkaldte Extreme-serie med en pris på omkring 10.000 kroner og ikke tilfreds med at ligne de andre processor i serien.

Intel har derfor udstyret QX9770 med en frontsidebus på 1.600 MHz, hele 12 megabyte cache og en clockfrekvens på 3,2 GHz. Samtidig er QX9770 ikke bare dualcore, men en quadcore processor med hele fire kerner.

Dermed en clockfrekvensen også øget fra de 2,66 GHz som den tidligere topmodel QX6700 kunne præstere - men det er her Penryn-modellernes styrke kommer ind.

For selvom hastigheden er skudt i vejret fra 2,66 GHz til 3,2 GHz, så er strømforbruget blot steget fra 130 watt til 136 watt.

For de knapt 10.000 kroner, som en 9770 ser ud til at koste, kan du få en ganske udmærket bærbar pc, eller en rimelig dualcore processor i en anstændig stationær pc.

Men den slags småting tager ægte entusiaster sig ikke af, når man nu kan erhverve sig den kraftigste desktop-processor hidtil.

Samtidig giver de ekstra megahertz på frontsidebussen et kig ind i en ikke alt for fjern fremtid, hvor denne forbedring rammer de fleste Intel-processorer.

Er du ikke parat til at spendere en mindre formue på en QX9770 - endda forudsat at du kan få fat i en - så har Intel lillebroren QX9650 parat. Den klarer sig med en hastighed på 3,0 GHz og med en frontsidebus på 1.333 MHz.

Det burde være nok til de fleste og så er prisen på lige over 6.000 kroner stadig høj, men dog anderledes menneskelig.

Sådan testede vi

For at yde Intels topmodel retfærdighed har vi samlet et system bestående af det udmærkede Gigabyte X38-DQ6 motherboard, som understøtter en 1.600 MHz frontsidebus.

Som ram anvendte vi 2 x 1 gigabyte DDR2 PC8500 ram fra Corsair sat til 1.000 MHz, da vi endnu ikke er overbeviste om det økonomiske i at investere i DDR3-ram.

Resten af maskinen bestod af fire Samsung SP2504C harddiske i RAID 0+1, et MSI GeForce 8800GTX grafikkort og en Zalman 9700 køler.

Til sammenligning har vi samlet resultaterne fra de tre forrige topmodeller fra Intel, som har besøgt PC World HQ. Det drejer sig om quadcoreprocessoren QX6700, dualcoreprocessoren X6800 samt Pentium D 955 EE.

I skemaet nedenfor kan du se, hvad forskellene er på de fire processorer. Husk at der er blot få år imellem disse modeller. På næste side kan du se resultaterne fra vores test med de fire modeller.

Resultater: Så hurtig er Intels topmodel

Som Q’et i starten af QX9770 gør det klart, så er QX9770 en quadcoreprocessor.

Det betyder, at der under den lille processors varme låg banker fire små processorhjerter.

Det er smart, hvis du bruger dit tid på at lave videoredigering, arbejder med store billeder og avancerede filtre i Photoshop eller modellerer DNA-strenge for sjov, når familien er gået i seng. For de fleste andre opgaver er en dualcore sandsynligvis mere end rigeligt.

Det skyldes ikke så meget processoren, som det skyldes programmørerne.

Det er nemlig en hel del mere kompliceret at få et program til at udnytte X antal processorer på samme sid, end blot at lade programmet passe sig selv på en enkelt processor.

Vi ser dog hele tiden fremskridt inden for spil og programmer, men mange spil vil fortsat foretrække en dualcore med mange gigahertz frem for en – på papiret – mere kraftig quadcore, hvor clockfrekvensen er en smule lavere.

Det problem har QX9770 dog ikke, for den er både i den høje ende af gigahertz-skalaen pt., samtidig med at den har rigtig meget rå regnekraft.

QX9770 rydder bordet i Cinebench

Det sidste fremgår tydeligt af vores Cinebench 9.5 test, hvor QX9770 er tre gange så hurtig som Pentium D 955 og på grund af det dobbelte antal kerner - lige dobbelt så hurtig som en X6800.

Sammenligner vi med en QX6700, som kun arbejder ved 2,66 GHz med QX9770, så er clockfrekvensen steget med 20 procent hos QX9770, mens forgængeren i det regneintensive Cinebench er 33 procent langsommere. Det er med andre ord ikke udelukkende den øgede clockfrekvens, som hjælper til med at opnå den flotte score.

Det samme gør sig også gældende i testprogrammet PC Vantage, hvor de detaljerede scores i en kamp mellem QX6700 og QX9770 viser forbedringer på mellem 20 og 35 procent.

Resultater som dermed er ganske hæderlige, men som også viser, at vi ikke står over for et gennembrud, som det vi så ved overgangen fra Pentium 4/D til Core 2 Duo.

Flot score - takket være 45 nanometer

Samme mønster gør sig også gældende ved de øvrige test, som vi lod QX9770 gennemgå. I SiSoft Sandra 2007 var QX9770 således fortsat suveræn, men trækker vi de 20 procents clockfrekvensforspring fra i forhold til QX6700, ikke fuldstændig overbevisende.

Har skal vi dog huske på, at netop den nye produktionsproces på 45 nanometer er grundlaget for, at vi overhovedet kan teste QX9770 ved 3,2 GHz med ganske almindelig luftkøling. Samtidig er der, for overclockingsentusiasten, efter sigende mere end god plads til at trække ekstra ydelse ud af 45 nanometer processorerne.

Sciencemark 2 er den sidste test, vi har kørt. Denne benchmark læner sig op ad en række kemiske beregninger og er glad for høje clockfrekvenser. Det betød, at da vi testede quadcoreprocessoren QX6700 tabte den til den, på papiret, svagere dualcoreprocessor X6800.

Konklusion: En model for entusiaster

Før vi bliver alt for begejstrede, må vi hellere starte med at slå fast, at QX9770 er en model for de mest fanatiske og velhavende entusiaster - i det omfang at de overhovedet kan få fat i den.

Den er, som så mange andre prestigemodeller, primært beregnet til at vise, hvad Intel virkelig kan, hvis ikke prisen spiller den helt store rolle.

Og QX9770 og den nye Penryn-serie ser da også ud til at være rigtig hurtig, også selvom en del af hastigheden kan forklares med en stigning i clockfrekvensen.

Men på den anden side, så er det måske netop Penryn-arkitekturen og 45 nanometer produktionsprocessen, som har gjort det muligt at lave en luftkølet quadcoreprocessor på over 3 GHz.

Det lover godt for forholdet mellem ydelse og strømforbrug i de mindre modeller, der vil følge i kølvandet på QX9770.

Med AMD's problemfyldte lancering af deres næste generation, kaldet Phenom, er Intel endnu alene på banen, når det kommer til ren ydelse i topmodellen. Så længe prisen ikke er en noget, du bekymrer dig om...




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere