Artikel top billede

Nvidias nye grafikmastodont på testbænken

Vi har testet Nvidia GeForce 9800 GX2, der er det vildeste – og største – grafikkort, som kan købes for penge. Det vil utvivlsomt give entusiastiske computerspillere fråde om munden. Se her hvad kortet er i stand til.

Nvidias nye grafikmastodont på testbænken

ATI’s HD 3870 X2 har ikke været længe ude i butikkerne, før konkurrenten Nvidia er klar med det andet officielle to-i-ét grafikkort.

Den vejledende salgspris på lidt under 4.000 kroner må imidlertid være en svær pille at sluge for mange, for det er en del mere, end hvad man må bøde for ATI’s alternativ.

Man fristes dog til at kalde Nvidias nye dobbeltdækker for gammel vin på nye flasker, for bag den gigantiske køler gemmer sig to GeForce 8800-grafikprocessorer, også kendt under kodenavnet G92.

Fordi det kraftigste kort i den nye GeForce 9-serie er blevet introduceret, er det altså ikke ensbetydende med, at der er nogen særlig grad af teknologisk innovation involveret.

Modsat AMD-ejede ATI’s opskrift på et dobbelkort er 9800 GX2 i bund og grund to grafikkort mejslet sammen med Nvidias SLI-teknologi (Scalable Link Interface), som efterfølgende er blevet indkapslet i en skal af plastik, der skal effektivisere kølingen og samtidig beskytte de skrøbelige chips. Normalt kræver en sådan løsning, at man forbinder to identiske grafikkort og tilmed har et særligt – ofte mere pebret – bundkort.

Dobbeltkortet ser meget voldsomt ud, og hele modellen vejer da også 1,1 kilo og optager 28,3 centimeter i længden. Til sammenligning vejer et normalt 9600 GT blot 470 gram. Grafikkortenes Goliat kan derfor ligesom Nvidia og ATI’s tidligere monsterkort ikke presses ind i alle kabinetter.

Det handler om drivere

Efter endt installation af vores testeksemplar, et 9800 GX2-kort fra Zotac, samt den medfølgende driver, var kun den ene grafikprocessor slået til som standard.

Da vi slog den såkaldte Multi-GPU-opsætning til i grafikkortets kontrolpanel, ændrede billedet sig dog, og begge grafikprocessorer kunne nu knokle derudaf.

I løbet af testen modtog vi en opdateret driver, ForceWare 174.53, der letter brugeroplevelsen, fordi begge GPU’er nu som standard er slået til. Derfor er det i forbindelse med dobbeltkort om muligt endnu vigtigere altid at benytte den nyeste driver. Du kan finde den nyeste ForceWare-driver lige her.

Driveren er nemlig også afgørende for den ekstra ydelse, man vinder ved overgangen fra én til to grafikprocessorer. Det har længe været et kendt problem, at Vista desværre langt fra er så ideel en testplatform, som hvis man benytter XP. Imidlertid er Vista en nødvendighed, hvis man vil tegne et billede af ydelsen med de flotte DirectX 10-effekter.

Derfor har Microsoft også udsendt en række såkaldte hotfixes til Vista, som formår at rette op på visse dele af problemet. Nvidia har en side med anbefalede Vista-hotfixes , men de var ikke i stand til at ændre stort på billedet i de spil og programmer, kortet fik lov at prøve kræfter med.

Anderledes succesprodukt end 7950 GX2

Hvis du har ejet eller blot overvejet forgængeren 7950 GX2 i sin tid, er det helt centralt, at 9800 GX2 modsat sin forgænger ikke burde give dig grund til bange anelser.

Spilunderstøttelsen i Nvidias SLI-program er blevet forbedret drastisk, og vi oplevede da heller ikke problemer med den nyeste driver i vores testspil. Det kan naturligvis være besværligt at spå om fremtiden, men både ATI og Nvidia er meget opsatte på at øge udbredelsen af flere grafikprocessorer i samme pc.

Grafikkonge med feber

Zotac GeForce 9800 GX2 ligner til forveksling Nvidias referencekort, og de eneste forskelle udgøres af klistermærket på kortets plasticskal og et medfølgende spil. Den store og tunge køler skjuler en radialblæser, der klarer opgaven glimrende.

Umiddelbart tager Nvidias murstensgrafikkort sig trods formatet elegant ud. Plastikskallen øger ikke kølerens effektivitet specielt, men den kan forlænge kortets levetid samt forbedre luftgennemstrømningen en smule.

Som øvrige topkort kræver 9800 GX2 to kortpladser, så ejere af de små Shuttle-pc’er kan ikke se frem til at installere det.

Ligesom Radeon HD 3870 X2 kræver dette kort tilslutning af to strømstik med henholdsvis otte og seks ben. To normale molex-stik kan ikke klare opgaven, og hvis du skulle være så uheldig at tilslutte de forkerte stik, vil to lysdioder strategisk placeret ved siden af stikkene lyse rødt. Så er man da advaret, hvis det er første gang, man har hænderne på et vaskeægte monsterkort.

Ifølge Nvidia kan 9800 GX2 lægge beslag på helt op til 197 watt, hvilket er meget og dog en anelse mindre end ATI’s kraftigste løsning. Nvidia anbefaler som minimum en strømforsyning på 580 watt, hvis du vil være helt sikker på at kunne køre kortet uden problemer med stabiliteten.

Når du ikke spiller, er kortet faktisk ikke til at høre, og temperaturen befinder sig i nærheden af 63 grader. Tænder du op for en heftig omgang Crysis, vil du imidlertid svagt kunne fornemme tilstedeværelsen af kabinettets nye monster. Samtidig stiger temperaturen med cirka 20 grader efter længere tids spil.

De to grafikprocessorer er hverken 8800 GT eller GTS, men de befinder sig ydelsesmæssigt et sted imellem. Kortet har en gigabyte DDR3-ram fordelt på de to GPU’er.

Godt gemt under et plastikdæksel på kortet finder vi en SLI-forbindelse, som gør det muligt at sætte to monstrøse 9800 GX2-kort i samme pc – forudsat at du har et af de helt nye nForce 780a- eller 790i-bundkort.

Nvidia kalder teknologien ”Quad SLI”, men desværre har tidligere forsøg med Quad SLI slet ikke indfriet forventningerne. Det forhindrede dog ikke de mest velhavende entusiaster i at fremvise deres nye Hummer-pc’er, og mon ikke historien gentager sig?

Det kræver til alt held ikke noget SLI-bundkort at benytte et enkelt 9800 GX2, som trods alt er mere inden for rækkevidde for de fleste.

Så godt er 9800 GX2

Ydelsesmæssigt formår 9800 GX2 at komme i mål et pænt stykke foran de nærmeste konkurrenter, men til prisen på under 4.000 kroner står det samtidig også soleklart, at den nye 3D-konge er en overdrivelse af dimensioner, hvis du spiller i en opløsning på 1.680x1.050 pixel.

Det skulle da lige være med undtagelse af vores Crysis-benchmark, der omsider synes at have fundet en legekammerat til forsvarlige spiloplevelser.

9800 GX2 er dog i stand til at retfærdiggøre prisen langt bedre, hvis du spiller i opløsninger på 1.920x1.200 eller derover, og det betyder, at karakteren kravler op på et flot femtal. Selvom ydeevnen er i orden i dén grad, byder kortet dog desværre ikke på meget nyt. HDMI-forbindelsen og kølerløsningen er kærkomne tiltag, men vi forventer normalt noget mere, når en helt ny grafikkortserie ser dagens lys.

Manglen på innovation fravrister derfor 9800 GX2 muligheden for et sekstal, og så må vi bestemt ikke glemme, at SLI per definition har en svaghed: Ydeevnen afhænger til enhver tid af Nvidias driverteam, som er hovedansvarlig for, hvor god en ydelse den ekstra grafikchip giver.

ATI’s Radeon HD 3870 X2 må overordnet set modstræbende overgive tronen til Nvidia, men det forbliver til trods for andenpladsen et yderst attraktivt grafikkort takket være den noget lavere pris.

Sådan testede vi

Vi benyttede samme kraftige platform som sidst, vi testede grafikkort til at afdække, hvor mange esser 9800 GX2 har i ærmet. CPU’en var Intels vanvittigt hurtige QX9770-processor kølet med en CoolerMaster Eclipse så stor, at den næsten skygger for solen, bundkortet var et P7N SLI Platinum fra MSI og hukommelsen i alt fire gigabyte DDR2-1200 HyperX fra Kingston. Til at føde det sultne grafikkort har vi allieret os med en strømforsyning på i alt 1.200 watt fra Antec. Skærmopløsningen på bare 1680x1050 pixels viser dog ikke ideelt set, hvor godt 9800 GX2 kan yde. Kortet gør sig endnu bedre end konkurrenterne i ekstreme opløsninger såsom 1920x1200 pixels og derover, men vores testsuite giver os dog alligevel et relevant sammenligningsgrundlag.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere