Test: Fræk lille ThinkPad-bærbar med små muskler

Med ThinkPad Edge er indpakningen sexet og lækker, men imponerer den bærbare på 13 tommer også med sin motorkraft? Vi har testet Lenovo ThinkPad Edge og giver dig svaret.

Artikel top billede

(Foto: Mikkel William Nielsen)

Test: Fræk lille ThinkPad-bærbar med små muskler

ThinkPad har siden 1992 været kendt for den røde knop midt i tastaturet og for at være forretningsmandens tro følgesvend - også selv om den bærbare computer sjældent har været særlig pæn eller specielt billig.

Til gengæld var computeren bygget til at overleve de tæsk, som den barske hverdag byder på med rejser og massevis af møder.

Lenovo, der overtog ThinkPad fra IBM i 2005, har dog besluttet at give ThinkPad en ansigtsløftning, så det gamle, støvede udseende blev erstattet med et friskt og mere ungdommeligt udtryk.

Derfor blev ThinkPad Edge lanceret i begyndelsen af dette år. Den er både mere sexet og billigere end flere modeller i den originale ThinkPad-serie, til gengæld har Edge ikke helt samme toptunede funktioner.

Der er lanceret adskillige modeller i Edge-serien, og vi har i denne test fingre i en 13 tommer med AMD-processor. Modellen fås også med Intel-processor, og det er også muligt at købe en 15 tommer, hvis du gerne vil have en større skærm.

Lokker stadig forretningsfolket

Selv om Lenovo Edge har smidt sit stive puds og fået bløde, runde kanter, fornægter business-arven sig ikke.

Computeren kører Windows 7 Professionel - erhvervsudgaven af Microsofts nyeste styresystem - og den er udstyret med programmet ThinkVantage Toolbox, der giver dig række værktøjer, som er kendt fra andre business-bærbare i Thinkpad-serien. Heldigvis er computeren modsat mange konkurrenter ikke fyldt op med crapware fra fødslen, altså en masse ubrugelige programmer og demoversioner af alt fra antivirus til småspil.

ThinkPad Edge fås i flere farver, og vores test-model var udstyret med et knaldrødt låg. Ganske rap farve, der er - undskyld udtrykket - med til at give computeren kant og vække opsigt.

Hjørnerne er bløde og pænt afrundede, og computeren skiller sig ud fra tidligere ThinkPad-modeller, der har skarpe kanter og virker meget firkantede. Materialevalget er dog ikke i den helt dyre ende. En sølvgrå plastikramme omkranser ThinkPad Edge, og mens den ser fin ud på afstand, føles den billig at røre ved.

Solidt tastatur

Tastaturet har godt med luft mellem tasterne, og desuden er tasterne - ligesom hjørnerne på computeren - afrundede. Det er ganske enkelt tæskelækkert at skrive på, og du skal ikke bekymre dig om, hvorvidt tastaturet gynger voldsomt, som man oplever på nogle modeller.

Det virker solidt, selv om det godt kan flekse, hvis du trykker til.

Trackpad'en har en god størrelse, og det er nemt at styre cursoren uden at koble musen til computeren. Hvis du er en ThinkPad-feinschmecker, kan du naturligvis også benytte den legendariske røde knop midt i tastaturet, TrackPoint, til at styre cursoren.

Den 13 tommer store skærm er udmærket, men den går ikke helt ud til kanten. Derfor er der lige lovlig meget sort plastik omkring den. Desuden var skærmen på vores testmodel glossy, og dermed kunne den bruges som spejl i lyse omgivelser. Det kan virke generende.

ThinkPad Edge 13 har 320 gigabyte harddisk, som er nok plads for de fleste, og fire gigabyte ram skal sørge for et behageligt arbejdstempo, når du åbner og afvikler programmer.

Desværre skuffer ydelsen, og det er ærgerligt, da det som altid er det, der er indeni, som tæller.

Ikke til tunge programmer

Windows eget benchmark kaldet Experience Index giver computeren en scoren på 3,2 på en skala, der løber op til 7,9. Det er især evnen til at afvikle grafik og video, som er med til at trække karakteren ned.

Vi testede også med programmet PC Mark Vantage, og her lød karakteren på 2.585. Det er ligeledes i den lave ende.

Computeren er kort sagt ikke noget brølende monster af en maskine, men til de fleste basale opgaver er den udmærket. Du skal dog ikke forvente at køre hardcore spil på pc'en eller redigere tunge videofiler i et tilfredsstillende tempo.

Vores test-model var udstyret med en AMD-processor, men måske er der mere power at hente i en udgave med Intel, der koster stort set det samme.

Til en pris over 5.000 kroner havde vi dog forventet at få lidt mere motorkraft for pengene, og derfor uddeler vi karakteren 3 ud af 6 til Lenovo ThinkPad Edge.

Overordnet set er det en ganske udmærket computer, der har udseende med sig og et lækkert tastatur, men mangler lidt muskelmasse for at imponere.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics

    Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

    Boris Sudar

    Renewtech ApS

    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo