Digitalisering er et af automat-svarene fra politikere såvel som it-industrien på, hvordan man sikrer velfærd for færre penge, med en arbejdsstyrke, der stille og roligt bliver mindre og mindre - efterlønsreform eller ej.
Venstre siger: "Computere og støvsugere skal redde velfærden", og SF siger: "Velfærdsteknologi er et område, vi skal satse mere på".
Men vi har et problem: Vores data- og registerlovgivning bremser udviklingen af ægte digitalisering, der gør en forskel.
På papiret ser det fuldstændig logisk og rigtigt ud, at vi skal digitalisere os til velfærd. Måske.
For sagen er, at det meste digitalisering handler om at sætte strøm til eksisterende processer.
Bureaukratiet øges
De samme arbejdsgange, men it-understøttede i stedet for håndbårne.
Og så vidt jeg kan se, er den eneste effekt af den type digitalisering, at bureaukratiet øges eller i bedste fald bevares.
Værdiskabelsen er til at overse, fordi vi grundlæggende ikke forandrer noget.
Jeg har tidligere brugt 1994-filmen Disclosure som skræmme-eksempel på komplet meningsløs anvendelse af teknologi: Michael Douglas ifører sig datahandske og 3D-briller og bevæger sig ind i et gammeldags arkivskab og er oven i købet ved at falde flere gange undervejs.
Det havde været væsentligt nemmere uden "hjælp" fra digitaliseringen.
Hjælp fra Hollywood
Men der er (selvfølgelig) hjælp at hente et andet sted i Hollywood, nemlig i Steven Spielbergs Minority Report fra 2002, der har en anderledes fremsynet anvendelse af digitalisering.
Mit gæt er, at Gartners analytikere har set den film mere end én gang, da de udpegede de kommende års vigtigste løsningsområder:
Først og fremmest mønsterbaseret automatisering af beslutninger, hvor afdelingen for "precrime" anholder forbrydere, før de begår forbrydelsen.
Glem alle bekymringer om Big Brother
For på trods af, at alle Big Brother-alarmlamper blinker, kan man faktisk også bruge mønstergenkendelse til håndtering og automatisering af rutineopgaver ud fra devisen "forebyggelse er billigere end helbredelse": Vedligeholdelse af infrastruktur, bypass-operationer, indkøbslister for gangbesværede ...
Et andet område, hvor filmen gør ret interessant brug af digitalisering, er kontekstbaserede løsninger - i filmens tilfælde bruges det i kombination med biometrisk genkendelse til at præsentere Tom Cruise for personligt målrettede reklamer, mens han flygter gennem et indkøbscenter.
Glem Big Brother
Oversat til dansk velfærd betyder det: "Hvad nu, hvis den information, vi allerede har givet det offentlige, blev anvendt til at give os relevant information?".
Hvis jeg nu bliver præsenteret for information om vandforsyning i sommerhuskommunen, når jeg logger på derfra og på forhånd har givet tilladelse til, at min GPS-lokalitet må kobles med mit cpr-nummer?
Eller hvis man kunne få lov til at sende en sms til patienter for at minde om en hospitalsaftale?
Problemet er, at vores data- og registerlovgivning ikke er indrettet på at fremme denne slags værdiskabende digitalisering.
Jeg må ikke som borger give myndighederne lov til at levere en løsning til mig, der faktisk giver mig øget velfærd, og som i sidste ende sparer på det hårdt pressede budget.
Privatlivshensyn, der primært er begrundet i frygt for, at vi ender i et Minority Report-samfund, hvor intet er skjult for de onde myndigheder, bremser udviklingen.
Men det er en barriere, som skal ryddes af vejen, for at vi for alvor kan arbejde med digitalisering, der batter: Giv dog valget tilbage til borgerne, og lad os selv bestemme, hvor grænsen går.
Den går sikkert et andet sted for dig, end den gør for mig, men det er da sørgeligt, hvis laveste fællesnævner skal bremse ægte digitalisering og udvikling af velfærdsteknologi, der gør en forskel.
Karsten Fogh Ho-Lanng er corporate vice president og chief technology officer hos NNIT.
Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger.
