Jubii fyrer 30 ansatte efter tab på 21 millioner kroner

Danmarks største internetportal afskedigede torsdag 30 ansatte som første led i en ny strategi, der skal give overskud. Det skal blandt andet ske ved at gøre Jubii til et stort internet-supermarked og droppe samtlige pop-up reklamer.

Internetportalen Jubii tog torsdag konsekvensen af, at det fortsat ikke er lykkedes at skabe overskud i forretningen. Den nye mand i direktørstolen efter stifterne Martin Thorborg og Henrik Sørensen sagde farvel til 30 af sine 134 medarbejdere og præsenterede samtidig en helt ny strategi for selskabet.

Den nye strategi kommer samtidig med, at Jubiis 2003-regnskab er blevet færdigt. Det giver absolut ikke anledning til jubelråb og viser et underskud på 21 millioner kroner ud af en omsætning på godt 61 millioner kroner. I 2002 tabte Jubii 32 millioner kroner ud af nogenlunde samme omsætning.

»Det her er nødvendigt for at få virksomheden tilbage på sporet. Vi har det seneste år sparet ti millioner kroner på vores omkostninger, men vi er stadig ikke på et niveau, som jeg er tilfreds med. Derfor vil vi fortsætte med at reducere omkostningerne og forsøge at få omsætningen i vejret,« forklarer Jubiis administrerende direktør Peter Lundgaard, der kom til Jubii for fire måneder siden.

Siden Peter Lundsgaard tiltrådte, har han i samarbejde med de 22 mand i Jubiis ledergruppe arbejdet på at danne sig overblik over, hvordan virksomhedens arbejdsprocesser kan effektiviseres. Lanceringen af den nye strategi er frugten af det arbejde.

»Vi kommer heller ikke til at give overskud i 2004, men resultatet skal forbedres på omtrent samme niveau, som den blev i det seneste år. Og sådan skal vi fortsætte,« siger Peter Lundsgaard, der har givet sig selv tre år til skabe overskud i Jubii.

En del af fyringerne sker i Jubiis søge-afdeling, hvor flere af de bibliotekarer, der hidtil har oprettet og godkendt links til private sider nu erstattes af et automatiseret system, som kan det samme. Derved forventer Jubii at nedbringe ventetiden på at få oprettet et link til en privat hjemmeside fra 22 uger til fire uger.

De nye takter er samtidig et opgør med den meget flade organisation, som de oprindelige stiftere indførte. Peter Lundsgaard har nu indført et langt mere traditionelt hierarki i Jubii, hvor direktøren sidder i toppen med sine stabsfunktioner og har en række afdelingschefer under sig. Indtil nu har Jubii ellers været synonym med den nye flade forretningskonstruktion, som blomstrede frem i de glade internet-dage, hvor cheferne var placeret på samme niveau og samme kontor som de ansatte.

Jubiis nye strategi har primært fokus på tre områder. For det første dropper selskabet en stor del af den egenproduktion af indhold, som Jubii har haft hidtil. I stedet vil Jubii nu indgå partnerskaber med en række indholdsleverandører på forskellige nicheområder, hvilket er en direkte videreudvikling af samarbejdet med Forlaget Benjamin omkring sitet for magasinet Woman.

Del to drejer sig om, at Jubii fremover vil stase mere på e-handel. Peter Lundsgaard vil opbygge et stort internet-supermarked på Jubii, hvor brugerne fremover vil kunne købe alle former for hverdagsting. Varerne skal leveres af producenter, som Jubii har sagt god for. Tiltaget kommer blandt andet efter, at Jubii har haft succes med sin foto-butik.

»Befolkningens frygt for at handle på nettet eksisterer stadig. Men ved at Jubii, der er et sted mange danskere tit besøger og har tillid til, lancerer en stor e-handelsløsning håber vi, at vi kan få folk til at blive mere trygge ved det. Der er et meget stort marked, som vi fornemmer er ved at være modent nu,« siger Peter Lundsgaard.

Tredje ben i strategien er udvikling af en række nye annonceformater - blandt andet interaktive reklamer. Det betyder samtidig, at Jubii fra dags dato stopper alle pop-up og pop-under reklamer.

»Vi har stadig nogle aftaler, som vi skal have afviklet, men så er det slut. Pop-up reklamer er tæskeirriterende og noget af det, der irriterer mig allermest på nettet,« siger Peter Lundsgaard.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

    Jouni Salo

    Renewtech ApS