IP-telefoni giver Song nyt spark bagi

60 procent af alle nye Song-kunder i Danmark vil have IP-telefoni. Direktøren er efter et par sløje år nu klar til igen at hyre flere folk og høste alle frugterne af det nye vækst-område.

»Vi har tre års forspring til TDC på IP Telefoni-området, og det vil vi udnytte.« Så klar er udmeldingen fra Song Networks administrerende direktør i Danmark, Lars Netterstrøm. Over en mobiltelefon fortæller han midt i sin vinterferie om selskabets fremtidsplaner til it-avisen ComON. Han fortæller, at Song Networks mærker stor efterspørgsel på sine løsninger til IP-telefoni. I modsætning til TDC, der over de kommende år vil opbygge et landsdækkende netværk, har Song Networks haft sit i et par år.

»For to år siden var der ingen, der ville have det, vi kunne tilbyde. Men nu er teknologien blevet moden, og vi mærker meget stor efterspørgsel. 60 procent af alle de ordrer, vi får i øjeblikket er fra kunder, som vil have løsninger til IP Telefoni,« fortæller Lars Netterstrøm.

I det forgangne år gik Songs salg i Danmark ti procent tilbage til 294 millioner kroner - mod 326 millioner kroner i 2002. Tilbagegangen kommer, fordi selskabet har luget ud i den omsætning, der ikke gav overskud.

I regnskabet for 2003 stod IP Telefoni-delen blot for fem procent af omsætningen, så det er forståeligt, at den danske Song-direktør er begejstret over de mange nye ordrer og udsigten til et nyt vækstområde, som kan bringe omsætningen fremad igen.

»Mens en række af vores produktområder er ved at stabilisere sig på et niveau, er Voice-over-IP i meget kraftigt vækst hos os i øjeblikket. På det seneste har vi fået et meget stort antal ordrer på IP-telefoni. Senest fra en virkelig stor og kendt dansk virksomhed, som vi snart løfter sløret for,« fortæller Song-chefen.

Efter et tab på 134 millioner kroner i 2002 blev det danske resultat væsentligt forbedret i 2003. Det præcise tal vil direktøren ikke røbe, men det er stadig negativt på grund af en række store afskrivninger, fortæller han. Til gengæld blev Song positive på selve driften, hvor man året før tabte hele 40 millioner kroner. For 2004 er det målsætningen atter at vokse i omsætningen og fortsætte fremgangen på bundlinje-niveau.

Årsagen til den hastige vækst på IP-telefoni-området er ifølge Netterstrøm, at Song i 2003 indførte »Quality-of-Service« på sine netværksforbindelser, hvilket betyder, at kunderne kan sikre sig altid at have båndbredde til den vigtigste trafik i netværket. Det giver mulighed for at afvikle realtidskritiske IP-tjenester som eksempelvis IP-telefoni.

Og det vækst-marked vil Song nu opdyrke yderligere. I 2001 meddelte selskabet ellers, at det nordiske netværk var færdigbygget, men nu er man klar til at foretage nye udvidelser.

»Efterspørgslen er meget stor, og vi er derfor i gang med at udbygge netværket yderligere. I øjeblikket lægger vi fiberkabler ind i syv danske provinsbyer - og der er flere byer på vej,« fortæller Lars Netterstrøm og forklarer, at Song i den allernærmeste fremtid går i gang med er hvervekampagne til selskabets installationsafdeling.

»Først drejer det dig om fem mand, men går det som forventet bliver der brug for endnu flere,« slutter Netterstrøm.

I Danmark er selskabets største konkurrenter TDC og britiske Colt Telecom. Blandt Songs danske kunder finder man blandt andre Jysk, Hummel, Nilfisk, Rockwool og DMI.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    Khaled Zamzam, er pr. 1. marts 2026 ansat hos Immeo som Consultant. Han er nyuddannet i Informationsteknologi fra DTU. Nyt job