En af mine venner snakkede forleden med en 200 år gammel mand fra noget investeringshalløj på en fin adresse i København.
Han forklarede, at de kombinerede B2B og B2C, hvilket fik manden, som var ældre end politbureau-gennemsnittet i Kina, til at udbryde, at det jo ikke kunne lade sig gøre - det vidste ALLE. Faktum!
Så bad min ven ham om at tage sin iPhone frem.
Derpå havde han påpeget, at han både lavede firma-mail på den OG spillede Angry Birds.
Det er jo en smuk demo, må man sige. Simpel. Elegant. Hurtig.
Den gamle mand forstod naturligvis ikke pointen.
Han har formodentlig fået sit barnebarn til at downloade Angry Birds.
Tilbage til USA
Min ven drog tilbage til USA, hvor han har flyttet sig selv og sit firma hen for at få lidt gang i den.
Og det ser egentlig helt godt ud - specielt sammenlignet med de gamle mænd og de gamle pengetanke i Danmark.
En interessant følge af, at vi omfordeler flere penge blandt hinanden i Danmark (i lighedens tegn) end nogen anden nation i historien - hvilket vel gør os til den mest kommunistiske stat i historien? - er, at der ikke er nok rige mennesker til at agere business-angels og VC'er.
Og fondene, som er den socialistiske drøm om at stjæle ekstra mange penge fra andre for at få magten over både pengene og folket, ledes af politisk korrekte mennesker, der aldrig selv har risikeret en skid - for så kunne de jo ikke komme i betragtning i Old Boys-bestyrelsen blandt de andre DJØF'ere, vel?
Gamle mennesker i det offentlige
Morten Lund viste for nogen tid siden en liste over 16 gamle, offentligt ansatte mennesker, der stod i spidsen for en stor, statslig fond til at skabe vækst og fremtid i Danmark.
Ikke én af dem havde prøvet at arbejde i et rigtigt firma.
Ikke én af dem havde nogen sinde risikeret mere end Admiralen på Pinafore.
Pudsigt nok er de uvillige til at satse på ting, de ikke forstår (hvilket inkluderer en del qua deres fremskredne alder og totale mangel på erhvervserfaring).
De tre it-projekter, de havde investeret i, var nogle, der a) ikke var alt for ambitiøse og b) allerede kørte rundt selv i Andedammen Danmark.
Et par hundrede tusinde kroner kan man vel godt liiige satse på noget banebrydende software, ikke?
Det sker der nok ikke noget ved... Nej, det gør der ikke.
Hjælp mig! Det her kan da ikke være så simpelt
En anden ven ringede for nogle dage siden og fortalte om et program, som han og nogle venner havde arbejdet på i et stykke tid ved at arbejde som konsulenter og kode produktet i deres frie tid.
De havde fået lovning på at kunne låne 250.000 af en rigmand, men havde brug for cirka 1,2 millioner for at kunne gøre produktet færdigt.
Jeg: "Det er hele venturekapital-scenen i Danmark forklaret i én paragraf, min ven. Tag til USA."
Han: "Men vi kunne nok godt gøre produktet færdigt for 1,2 millioner..."
Jeg: "Ja, men det ville ikke inkludere markedsføring og evt. eksportmuligheder og meget andet. Produktet ville måske blive færdigt, men det ville aldrig blive brugt, endsige blive en succes."
Han: "Hvad, hvis man ikke vil tage helt til USA af hensyn til familien?"
Jeg: "Så kan I ikke lykkes med det."
Han: "Vi tænkte på, om man ikke kunne tage til England?"
Jeg: "Jo, det er faktisk et godt sted at prøve først, inden man opgiver og tager til USA."
Han: "Nå, o.k...."
Hvad gør vi?
Først og fremmest vil jeg råde folk til at resignere og acceptere, at intet vil ændre sig vedrørende startup-bikse og finansiering i Danmark.
Hvis du har alle pengene selv eller kan stille stensikker sikkerhed i helt sikre ting, så er bankerne villige til at låne dig lidt af værdien.
Rige mennesker har vi afskaffet, og alle bliver beskattet ekstra hårdt, hvis de a) går på arbejde, b) investerer eller (værst af alt) c) sparer op.
Og centrale fonde vil altid være lige så smidige og effektive og agile som den tidligere bestyrelse af dagbladet Pravda.
Og ledet af lige så gamle mænd (og et par gamle kvinder og/eller et par sexede, politisk korrekte (front)figurer.
Det ændrer sig altså bare ikke
Det nytter ikke noget at være frustrerede og overraskede og sure over, at det er sådan i Danmark.
Det ændrer sig ikke de første 10-20 år.
Så sænk blodtrykket, og acceptér situationen. Ånd dybt ind - og lidt senere også ud for en sikkerheds skyld.
I min meget lille bog er der tre scenarier for folk med ideer ud over det åbenlyse og mest anvendte: Nemlig at opgive på halvvejen, fordi det bliver for vanskeligt at få rigtig hjælp.
Sådan kan du gøre
Scenarie 1: Produkt udvikles i fritiden og sælges i nogle eksemplarer til danske bikse og brugere.
Det kommer aldrig til at give overskud, men man lærte en masse undervejs, og det gav også nogle gode konsulent-job her og dér.
Scenarie 2: Man kaster sig i det offentliges favn og prøver at bruge services og andet fra vore vækst-pjatte-centre, der bruger fire milliarder om året og aldrig spawner virksomheder i praksis.
Det giver en masse papirarbejde, ørkesløse møder med folk, der aldrig selv har startet noget op, endsige risikeret en skid, samt en masse sniksnak om måske at kunne fortsætte som socialnasser ved at få noget støttet arbejde et sted i det offentlige.
Det fører slet ikke til noget.
Besøg selv ét af disse supervelfinansierede centre og nyd synet af flere hundrede gode biler på P-pladsen, der alle er finansierede af dig selv. Supergod business-case.
Scenarie 3: Tag vest på. Og jakke. Måske kun til England, men sandsynligvis til USA.
Kære læsere: Jeg må have overset nogle scenarier.
Det KAN ikke være så simpelt og slemt, som jeg fremstiller det ovenfor.
Hjælp mig (og måske andre) ved at korrigere mig.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
