Klog på tre minutter: Alt du skal vide om Thunderbolt

Hvad går Thunderbolt egentlig ud på? Og er det vigtigt, at din næste computer er udstyret med sådan en port? Få overblikket her.

Artikel top billede

Klog på tre minutter: Alt du skal vide om Thunderbolt

I cirka halvandet år har Mac-computerne haft en fancy, ny port ved navn Thunderbolt. Siden i sommer har det også været muligt at anskaffe sig Windows-pc'er med denne nye port indbygget. Men hvad er Thunderbolt helt præcist og er det vigtigt, at din næste computer har denne port?

Thunderbolt er hurtig

Thunderbolt er en teknologi til at overføre data mellem enheder ligesom USB eller FireWire. Den største forskel er, at Thunderbolt er langt hurtigere. Den aktuelle USB 3.0-standard giver teoretisk en maksimal overførselshastighed på fem gigabit pr. sekund. Thunderbolt leverer to kanaler med en maksimal overførselshastighed på 10 Gbps.

Thunderbolt er udviklet i fællesskab af Intel og Apple. Forbindelsesteknologien skulle oprindeligt have været en fiberoptisk grænseflade, der forbandt enheder via lyslederkabler. Forbedringer i den kobberbaserede signalteknologi gjorde det dog muligt at implementere Thunderbolt udelukkende på kobber, hvilket har gjort teknologien væsentligt billigere og samtidig gjort den i stand til at levere strøm til eksternt tilsluttet hardware.

DisplayPort + PCIe

Dybest set består Thunderbolt af to forskellige forbindelsesteknologier: DisplayPort og PCI Express. DisplayPort er den seneste standard til at forbinde skærme til pc'er og Macs og er på vej til at erstatte den aldrende standard DVI. PCI Express er en point-to-point I/O-standard til overførsel af data ved høj hastighed. PCIe, som den ofte kaldes, kan flytte data i begge retninger samtidig, så tilsluttede enheder kan sende og modtage data på samme tid.

Intelligente kabler

Denne kombination har nogle afgørende fordele. For det første kan man anvende eksisterende stik. Thunderbolt benytter stikket mini-DisplayPort, som oprindeligt blev udviklet af Apple og som nu bruges i en række forskellige systemer og tilbehør.

For det andet kan enheder forbindes serielt. Det betyder, at man kan slutte en ekstern harddisk til sin computer via et Thunderbolt-kabel og fra den eksterne harddisk tilslutte for eksempel en skærm og herfra tilslutte endnu flere ting.

Den eneste undtagelse er ældre skærme, der kun understøtter DisplayPort-specifikationen 1.1 i stedet for DisplayPort 1.2. En sådan skærm skal tilsluttes som sidste led i kæden. Når man serieforbinder enheder på den måde, minimerer man kabelrodet og behovet for samlingspunkter eller switche.

Aktuelle systemer anvender en separat Thunderbolt-controller til håndtering af multiplexingen af signalerne fra DisplayPort og PCIe til en samlet datastrøm. Aktuelle Thunderbolt-kabler er såkaldt "intelligente", aktive kabler med en chip indlejret i stikket, der hjælper til at håndtere trafikken.

Thunderbolts fremtid

Grænsefladen Thunderbolt blev først tilgængelig i Apples MacBook- og iMac-computere, men der er så småt begyndt at dukke Windows-baserede systemer op med Thunderbolt indbygget.

Thunderbolt og USB vil fortsat eksistere side om side, da de to forbindelsesteknologier imødekommer lidt forskellige behov.

Thunderbolt leverer den meget hurtige dataoverførsel, der er brug for til skærme og store eksterne storage-systemer, mens USB er mere hensigtsmæssigt til at forbinde mindre tilbehør såsom små flytbare lagerenheder, mus og tastatur.

Selvom Thunderbolt i dag er baseret på kobber, arbejder Intel stadig på at udvikle en fiberoptisk implementering. Det vil give endnu højere overførselshastigheder.

Hvad der er mindst lige så nyttigt, er, at det gør det muligt at lave meget længere kabler. Det giver en større fleksibilitet med hensyn til placeringen af storage-systemer eller store video-vægge, der består af adskillige skærme ved brug af et minimum af kabler.

Men er det så helt afgørende, at du sørger for, at din næste computer har en Thunderbolt-port?

Thunderbolt er stadig en helt ny forbindelsesteknologi, men der dukker hele tiden nyt tilbehør op - især lagerenheder - der udnytter den.

Hvis du har brug for et stort eksternt lager med en høj overførselshastighed for eksempel i forbindelse med seriøs videoredigering eller som fotograf, kan du med fordel satse på Thunderbolt.

Det er ikke nødvendigt til dagligdags opgaver. Her er USB 3.0 fuldt ud tilstrækkeligt. Indtil DisplayPort 1.2 anvendes i mere udbredt grad i skærme, vil Thunderbolt ikke være lige så brugbar på Windows-pc'er som på Mac. Skærme med DisplayPort 1.2 er dog så småt begyndt at dukke op.

ComON's "Klog på tre minutter" fortæller dig på få minutter, alt hvad du egentlig behøver vide om en teknologi.

Læs også:

Klog på tre minutter: Alt du skal vide om støjreducerende hovedtelefoner

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg tema

    Cloud & AI

    I dette særtema ser vi på, hvordan cloud og AI bliver fundamentet for virksomhedernes digitale forretning, og hvordan de nye muligheder for automatisering og forretningsværdi kan udnyttes uden at miste overblik, sikkerhed og menneskelig kontrol.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 14. september 2026 ansat Andreas Thorø Møller som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Endpoint Consultant hos Fellowmind Denmark A/S. Han er uddannet Datatekniker. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

    Ronni Randrup

    Netip A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S