Artikel top billede

(Foto: Maciej Cielma)

Danske erfaringer med devops: 140 procent mere software med 44 procent færre fejl

Devops kan give rigtig gode resultater, men det er ikke noget mirakelmiddel, som man lige kan hive ned fra hylden. Der skal lægges seriøse kræfter i at forandre virksomheden. Her er erfaringerne og de gode råd fra to danske it-topfolk.

"I vores  ti mand store udviklingsteam har vi fuldstændig afskaffet operations-medarbejdere og testere. Resultatet er, at vi leverer cirka 140 procent mere, end vi gjorde før, i bedre kvalitet og uden at knokle hårdere. Kun ved at arbejde mere intelligent."

Det er budskabet fra Allan Ebdrup, CTO hos softwarevirksomheden Debitoor, som producerer faktureringssoftware til små og mellemstore virksomheder.

Hos Debitoor har Allan og hans team, som sidder i både København, Ukraine og Slovakiet, arbejdet med deres egen fortolkning af devops i "nogle år", som Allen Ebdrup udtrykker det.

Den største ændring har i første omgang været, at udvikler-holdet ikke længere udgiver nye versioner hver 14. dag. I stedet betyder arbejdsmetoden, kaldet 'Continuous Delivery', at der i løbet af en dag kan komme ti eller flere opdateringer til Debitoors faktureringsløsning.

Men for Allan handler det ikke kun om, at der er kommet fart på udviklingen. Den er også blevet bedre:

"Når jeg måler, har vi nu 44 procent færre fejl, de såkaldte defects. Hvem ville have troet, at det at afskaffe QA gav bedre kvalitet? Men det oplever vi."

Vejen dertil har været en lokal version af den devops-tankegang, der som ambition har at slå bro mellem udviklings- og driftsaktiviteter.

Et opgør med Gartners 'bimodal it'

Netop adskillelsen af drift og udviklingsaktiviteter har ellers været god CIO-latin, siden konsulenthuset Gartner i 2014 fremlagde sin model for 'bimodal it'.

Succeshistorier som Danske Banks Project X og lanceringen af Mobile Pay er blevet brugt til at fremhæve, hvorfor dynamiske udviklingsfolk skal frigøres fra den mere traditionelle driftorganisation.

Men spørger du den nordiske CTO for softwarefirmaet CA Technologies, Martin Jæger, er opdelingen ved bimodal it ikke det mirakelmiddel, som mange har gjort det til.

Nok kan fokus på driften bremse udviklingen, men det går ifølge Martin ikke bare går væk, fordi du deler it-afdelingen op.

I den forbindelse peger både han og Allan Ebdrup på, at udfordringer med overlevering og ventetider ikke nødvendigvis går væk.

For, som Allan Ebdrup engang har oplevet, så nytter det ikke noget at have hurtige udviklere, hvis de må vente tre måneder på at få opsat en server af driftsafdelingen.

Den slags er et kæmpe rødt flag i en tid, hvor forbrugere og chefer forventer hele verden leveret inden for 24 timer. Eller - som Allan Ebdrups team af og til gør - på få minutter.

Fire centrale opgaver

Derfor er devops-tankegangen - ifølge tilhængeren - langt bedre tilpasset en hurtig og krævende verden. Men den er mere ambitiøs og derfor også sværere. 

Hvor bimodal it sætter udviklingen fri ved at frigøre den fra driften, kræver devops-tankegangen, at hele organisationen løftes, og at barrierer og ventetider elimineres én gang for alle.

Kan du det, kan du tilsyneladende se frem til både øget effektivitet, færre fejl, gladere ansatte og en mere omstillingsparat organisation.

Artiklen fortsætter under billedet...

Trin 1: Start med automatisering af opsætning og test

Det er dog ifølge Martin Jæger langt fra den berømte gratis frokost. I stedet opstiller han fire essentielle opgaver, som skal løses, før du er i mål.

Den første handler om en ryddet barrierer og få skabt en hel- eller delvis automatisering af it-opgaverne på tværs af miljøer. Her er det ifølge Martin Jæger centralt, at udviklerne kan tilgå og flytte data rundt mellem miljøer, fordi "begrænsninger ændrer arbejdsgange og oftest ikke til det gode."

For Allan Ebdrup fra Debitoor handler det samtidig om, at du får omfavnet de muligheder, som cloud-teknologien giver i dag for næsten øjeblikkelig opsætning af maskiner, simulering af test-miljøer og lignende.

Man kan sige, at devops sigter efter gøre op med afhængigheden af driften i udviklingen, hvor bimodal it-tanken er at lade hvert hold specialisere sig.

Men her bør software- og cloudløsninger hjælpe med at komme ud over den modsætning. Eller, som Allan Ebdrup udtrykker det: "Det er min oplevelse, at der i dag er megagod service på mange af cloud-tjenesterne. Og så kan vi faktisk bruge tiden på at levere noget til kunderne i stedet."

Trin 2: Erkend, at du er et softwarehus

Den anden opgave, du skal løse, er at skabe en erkendelse af, at næsten uanset hvad din organisation producerer, så er I et softwarehus i kundernes øjne.

"Jeg ved godt, at mange siger, at deres core-business er ikke it, men at det er produktion, service eller noget helt tredje.", siger Martin Jæger. 

"Men du bliver målt og vejet inden for it hver eneste dag af dine kunder, uanset om det er via en app, en hjemmeside eller en e-handelsløsning. For kunderne er det, de møder, en del af din core-business."

"Så du skal være helt helt sikker på, at kunderne ikke allerede er digitaliserede. Og at dine salgsprocesser ikke allerede er digitaliserede. Det, tror jeg, vil være svært at overbevise nogen om i dag."

Derfor skal hele virksomheden organiseres omkring leverancen til kunden og opfattelsen af, at it-løsninger er både udstillingsvindue, salgskanal og kontaktformular, skal bredes helt ud.

Derfor skal der samtidig skaber en rækker feedback-loops, som sikrer, at problemer registreret hos kundeservice når frem til de rigtige folk - og at der etableres KPI´ere, som viser, om kunderne nu også får løst de problemer, som de støder på.

Artiklen fortsætter under billedet...

Trin 3: Devops er strategi og kræver ledelsens medvirken

Spørger du Martin Jæger, er devops samtidig en kærkommen genvej til at få it og forretningsstrategi til at svinge sammen. Eller, som han udtrykker det: "Har man kunden eller devops som centrum for det, man gør, kan man få KPI'er, som hænger bedre sammen med det, forretningen er."

Samtidig er devops tæt knyttet til den nødvendige digitale transformation, som mange virksomheder står over for.

Det betyder også, at ønsket om hurtigere, mere omstillingsparat it - og dermed virksomhed - ikke bare kan uddelegeres til it-afdelingen med et henkastet 'Lav noget devops og en digital transformations-strategi.'.

Får du den opgave, skal du protestere, understreger Martin Jæger.

"Ligger der ikke en digital strategi, er der stor chance for, at devops er spild af tid.".

Derfor er erfaringerne med devops også indtil videre lidt blandede:

"Der er mange, som gerne vil devops, men som ikke har gjort det helhjertet. Ofte ender de med at skabe en ny organisation, der er lige så fastlåst, som den foregående", advarer Martin Jæger.

Trin 4: Har du de rigtige folk?

Kaster du dig for alvor over devops, er det samtidig naturligt at overveje, om du har det rigtige hold. For, som Martin Jæger udtrykker det: "Du kommer til at sige til dine folk, at 'nu skal vi arbejde hårdere og nyt det næste stykke tid'."

Her handler det især om at identificere de folk, som vil være med til at bryde siloer ned og skiftet kulturen. Det kan, ifølge Allan Ebdrup, stille nogle krav til udviklerne:

"Det handler om at gøre udviklerne opmærksomme på produktionsmiljøer og tage ansvar for hele processen i stedet for kun at se, om det kører på deres egen maskine eller i test-miljøet.", forklarer han.

"Det er klart, at vi sammen i teamet skubber til grænsen for, hvad der er udviklerens ansvar. Men min erfaring er, at de synes, det er fedt, for en del af 'pakken' er også, at de har færre at spørge om lov og vente på."

"Men det vigtigste er, at det er meget sjovere at arbejde hos os. Når man tænker over det, er det vel ikke så underligt, at folk kan godt lide selv at tage beslutninger og få noget fra hånden."

Føl dig frem til din model

Vælger du devops, har de to eksperter dog også et par ekstra gode råd til dig.

Først Allan Ebdrup, som har sammenstykket sin egen model med udgangspunkt i devops. Og det er netop hans budskab:

"Der er vigtigt at huske, at der er mange bøger, som beskriver teknikkerne, men der er jo ingen, som følger med hele vejen. Du skal i stedet lære din egen udviklingsproces, egne krav og processer at kende - og så tilpasse ud fra dem."

Det kan Martin Jæger fra godt nikke genkendende til. Han anbefaler, at man tænker stort men starter i det små.

"Find den afhængighed, som er størst i organisationen. Og løs så den. Rejsen handler også om, hvad der er mest i vejen for hurtige releases. Din opgave er at få brudt siloer ned, få etableret feedbackloops og få skiftet kulturen. Det er der ikke mange, som har formået at gøre endnu."

Det kræver dog ifølge Martin Jæger en fast hånd, eller som han siger:

"Træf nu nogle rockerbeslutninger om det, som skal gøres. Det ikke nok at starte en taskforce".